Ecuador part 1

Ahhh… Sidder nu og spiser Coco Pops til morgenmad og evaluerer på min første tid i Ecuador, selvom den velkendte smag af ris- og kakaomælk også bringer umiddelbare barndomsminder frem.

En ganske kaotisk overgang fra Mexico til Ecuador, hvor Simon og jeg fløj med 2 forskellige fly, hvilket medførte nogle diametralt modsatte oplevelse. Simon mellemlandede først i Panama, hvorefter han fik meldingen om at hans fly til Ecuador var overbooked. Han måtte derfor tage til takke med en luksusovernatning på et 5-stjernet hotel inkl. transport med alt betalt. Hvor uheldigt! Han fløj til Ecuador dagen efter.

Jeg mellemlandede efter planen i Colombia og fløj umiddelbart videre mod Quito, Ecuador. Der var dog kæmpe uvejr over hovedstaden, så vi ikke kunne lande. Derfor fløj vi videre på benzindampene til Guayaguil, som trods alt ligger 500 km syd for Quito. Der ventede vi nogle timer og blev kastet på et nyt fly tilbage til Quito. Hele turen var præget af feber og mavekramper, ufungerende sæder, elendig flymad og grædende børn. I stedet for at Simon og jeg ankom lørdag aften på cirka samme tid, ankom jeg derfor alene kl. 5 om natten. Blev snydt af en taxachauffør og betalte overpris på et hotel for at sove i en knirkende seng i 3 timer. Dagen efter mødtes vi dog på et hostel, og alt er gået op ad bakke derfra… (eller ned ad bakke?) Det er i hvert fald gået ekstremt positivt derfra J

Efter en overnatning på lækkert hostel med rooftop udsigt over den smukt beliggende hovedstad i Andesbjergene og krofatter, der gav grillmad, mødtes vi med Galo, som er godfatheren bag den organisation, som vi skal arbejde som frivillige i en måned for.

Vi bor nu hjemme ved hans fantastiske imødekommende og åbne familie, som består af:

- Galo (49 år - tidligere professionel fodboldspiller og spiller musik i flere bands)
- Doris (30 år - uddannet i kommunikation på uni, men kan ikke finde arbejde)
- Paula (8 år - den sødeste pige, som jeg formentlig kidnapper med hjem til Danmark.)
- Martina (1 år - kan sige "mama" og græde umenneskeligt højt)

Paula

En meget sød og åben familie, hvor vi får trænet en masse spansk, da deres engelsk er meget begrænset. Vi bor her gratis og skiftes til at lave aftensmad (kylling med pesto var en kæmpe succes, da de aldrig havde smagt pesto før). Som i Mexico bruges ovnen kun som opbevaring af brød og gryder, da de er bange for at lave mad i en ovn. Dumt!

Vi har vores eget værelse (tyvstjålet fra Martina) med 2 senge og et stort klædeskab. Befriende at kunne pakke ud og sige man bor her i en måned. Herfra vil vi tage weekendture ud i Quitos omegn, og bruge dette sted som base.

Den første aften satte Galo sit yndlingsband med navnet Gasolin’ på anlægget og spiller ”Langebro” på fuld tryk. Det blev ekstra sjovt, da lille Paula pludselig sang ”Så kom med miiiig”, selvom hun ikke kan et ord engelsk.

Anyways – vi arbejder på et slags ”skolefritidshjem” alle hverdage fra 12-17 med en masse glade, nysgerrige, fordomsfri og fattige børn i alderen 6-12. Vi leger med dem, opdrager dem og hjælper dem med deres lektier.
Her kan man virkelig mærke, at vi er oppe i 2850 meters højde, da jeg bliver fuldstændig svedig og forpustet af at sjippe, lege ride-ranke og give sving-ture. Ret skræmmende at opleve højders virkning på den måde.

I weekenden var vi med Galo og nogle af hans venner i en park og spille fodbold. Fedt at røre en bold igen og vi vandt alle 3 kampe ganske suverænt. Galo viste i glimt hans tidligere karriere som professionel fodboldspiller – meget, meget få glimt…

Simon og jeg har derudover taget Galos yndlingsfodboldhold til sig, og har allerede været inde og se to kampe – selvfølgelig iført vores nyerhvervede holdtrøjer. Sjove oplevelser – og lidt wahnsinnig, når publikum begynder at skyde fyrværkeriraketter ud over banen…

Line er forresten endelig ankommet til New York, og slap denne gang relativ smertefrit gennem immigrationen med sit nyerhvervede arbejdsvisum. Der er sgu ved at være styr på det hele nu…