Halvlegen har vi brugt på en fantastisk weekendtur til Octavalo, som vi netop er hjemvendt fra.
Vi tog afsted lørdag morgen med bus til Otavalo sammen med en anden voluntør (Sammy) fra vores foundation. En 2-timers bustur til 10 kr, hvor de viste en fantastisk dårlig film med Richard Gere, som har fået en smule anderledes stemme, men er blevet flydende i spansk.
Otavalo er kendt for dets klæder og tæpper, og jeg fik også købt mig en blød hue, som sikkert bliver praktisk, når vi skal op i Andesbjergene senere. Det var sjovt at gå rundt og se, røre og prøve mærkelige ting - indtil jeg blev væk fra Simon og Sammy. Så blev markedet pludselig forvandlet til en tæppelands-labyrint af nedernhed.
Jeg fandt dem dog igen og efter lidt øl i byen og et ligegyldigt vandfald tog vi en taxa ud til vores hostel, som lå højt oppe i bjergene omkranset af smuk og idyllisk natur. Se billedet herunder.
 |
| Udsigten fra vores hostel Rose Cottage |
Samme aften tømte vi hele hotelmutterens barskab, og måtte derfor begive os ud på tømmermandstrekking tidlig søndag morgen. 7 timers hiking i et vanvittig smukt naturområde hjalp dog hurtigt på det.
Vi gik rundt om et kæmpe vulkankrater, der nu er en stor sø med to små bjergøer i midten. Billederne taler for sig selv, og udsigten er røget direkte ind på min top 3 over de flotteste udsigter, jeg har oplevet.
 |
| Cuicocha |
I første halvveg af vores voluntørtid har vi krydret vores arbejde med intensiv spanskundervisning i downtown Quito, hvor Simon og jeg udgør en hel klasse.
Jeg troede ellers mine skoletid var overstået, men det er utrolig givende at få undervisning af en dygtig og kompetent (læs: lækker milf) lærerinde, selvom det kan være svært at koncentrere sig når hun læner sig ind over bordet.
I vores foundation har vi begge fået mere ansvar og skal nu selv finde på lege for børnene. Her er det fantastisk at kunne trække på drukspil som Buffalo, Beerpong og Pyramide. (Se mor - jeg vidste min teenage-druk-tid kunne betale sig.)
Vi er dog selvfølgelig nødt til at ændre reglerne en smule, da børnene ikke må drikke alkohol. I stedet for at drikke et shot skal de derfor sniffe en tube lim...
I Simons afdeling er der en relativ adfærdsvanskelig og socialt handicappet dreng (læs: "fucked up i skalle"-psykopatknægt med lige så meget damp som lokomotivet fra "Tilbage til Fremtiden III"). For tiden ynder han at vise sit "solur nord for muddervulkanen" frem foran de andre piger. Med "solur nord for muddervulkanen" mener jeg selvfølgelig hans "joystick", og med "joystick" mener jeg selvfølgelig det "mandlige køn".
I fredags slæbte hans mor ham endelig med til en psykolog, så han kan blive diagnosticeret og blive spist mæt af beroligende piller.
Han kan allerede som 8-årig (ikke) stave til sit eget navn, så det går jo (ikke) den rigtige vej. Han underskrev f.eks. en suveræn grim tegning med "Gehsov", selvom hans navn er Jason.
I min afdeling havde vi forleden et kreativt fag, hvor børnene skulle lave og male flyvemaskiner ud af pap-æsker. De kom flere gange over og viste dem stolt frem, men mit ordforråd er stadig relativ begrænset, så jeg kunne kun sige "Wow! Muy bien", da jeg ikke havde lært at sige "Shit, det er grimt! Hvordan har du opnået farvetonen diarré - og gider du lade være med at tørre dine fedtede malingfingrer af i min Hugo Boss trøje!"
Spøg til den ene side. Det er sgu nogle dejlige unger, og man bliver helt blød i hjertet, når 15 glade børn råber "Andyyyyyy", når man ankommer og man får kindkys og krammere fra højre og venstre.
Derudover er det meget fedt, at man kan liste hen til en gruppe børn og slippe en vind, hvorefter de hånende begynder at pege fingrer af hinanden og trække trøjen op over næsen. Jeg efterligner blot deres gestikuleringer og griner indvendigt selvom min samvittighed er ligeså dårlig som den kvalmende lugt.
Ved vores nye ecuadorianske familie skiftes vi stadig til at lave mad, drikker rødvin, spiller musik og snakker om alt fra fodbold til religion. Simon og jeg har sideløbende med vores 4-måneders lange "sten-saks-papir-konkurrence" en battle kørende om at få 2-årige Martina til at sige vores navn først. Vi har dog også en konkurrence kørende om, hvem der kan få de største genstande op i næsen. Lige nu fører Simon med en 25-cent-mønt, men jeg er ved at træne op til en læbepomade med kirsebærsmag.
I torsdags tog vi en guidet tur rundt i Quito sammen med andre studerende fra samme sprogskole. En virkelig flot by, men det var endnu sjovere at tage billeder af folk der tager billeder end at tage billeder at ting man burde tage billeder af. Billeder.
Efter et par øl, mad og gode grin med de andre backpackere tog vi en taxa hjem til vores habitat, som ligger 1 times buskørsel fra downtown. Vi fandt dog en taxachauffør, der tydeligvis havde misset en lovende karriere indenfor Nascar-racing og nu jorder rundt i Quito om natten med et ægte racer-rat i bilen. Han kørte over 5-6 røde lys og satte dermed ny rekord i at komme hjem - 16 minutter ren.
I fredags var vi inde og se VM-kval mellem Ecuador og Venezuela. Den tredje fodboldkamp indenfor 12 dage i Ecuador. Et fuldstændig proppet stadion, men gule Ecuador trøje overalt. Det virkede meget professionelt med nationalsang og fifadommere, men det falmede lidt, da tilskuerne havde vendt deres kæmpe tifo forkert og da en hund pludselig løb ind på banen og stoppede kampen. Se billedet.
 |
| Hund på banen |
Den kommende weekend står på bestigning af et 5800 meters højt sneklædt bjerg, hvor en del mennesker er døde - blandt andet søsteren til Galo (faderen i den familie vi bor hos). Så det skal nok blive sjovt :S
Ugens citater:
"Jeg plejer at skide før jeg går i bad. Så behøver jeg ikke tørre mig så meget."
"Hvis man ikke er rytmisk, er det fordi man er blevet seksuel misbrugt som barn. Det har jeg studeret i."
BTW:
Jeg har forresten fundet en video af den famøse surfepisode, hvor jeg jordede en stakkels pigesurfer ned i Mexico, jvf. blogindlæg "Mexico Part 2"
Se videoen her: http://thechive.files.wordpress.com/2011/10/surfer_dropkicks.gif
Ingen kommentarer:
Send en kommentar