Argentina

"Someplace warm. A place where the beer flows like wine. Where beautiful women instinctively flock like the salmon of Capistrano. I'm talkin' bout a little place called... (whispering) Ar-gen-tina."
Citat fra moderne tids største filmklassiker "Dum og Dummere"

Modsat vores tidligere besøgte lande er Argentina et moderne og civiliseret land med flotte, høje, slanke mennesker, rene gader omgivet af store parker, lav kriminalitet, fantastisk mad og drikke, plads til en kvindelig præsident, varme bade og fungerende toiletter, et velfungerende samfund uden korruption med hjælpsomme og imødekommende indbyggere... Eller har jeg lige beskrevet Danmark?
Kæmpe portioner mad, der typisk består af et stort stykke saltet kvæg serveret oven på ét salatblad akkompagneret af et glas rødvin fra den lokale vinfarm. Kød og rødvin er i sandhed Argentinas stolthed - udover Messi og tango.
For første gang på denne tur kan Simon og jeg pludselig ikke spise op(!)

En typisk ret på en restaurant

Efter 2 relativ ligegyldige dage i pitstop-byen Salta tog vi til rødvinshimmelen, Mendoza. Her couchsurfede vi ved en 62-årig dansker, der har slået sig ned og nød sit otium blandt luksusrødvin og 19-årigede weekendkærester(!) EEEW!!

Han tog os med til den årlige vinfestival dagen efter vores ankomst. En vinfestival arrangeret af den rige familie Zuccardi, hvor 4-5000 mennesker efter 8 timers prøvesmagninger til sidst valser svedende rundt under den bagende sol og falder over teltbaduner og plasticstole. Vi kom som henholdsvis gæst nummer 33 og 34 kl 09.30 og havde derfor det hele for os selv. Med "hele" menes der 3 kæmpe vintelte, hvor lejede promotionpiger (såkaldte dåser) stod klar på linie til at skænke op. Man følte sig derfor lidt som kameramanden, der går sidelæns og filmer fodboldlandsholdet, når der er nationalsang. Udover at man i dette tilfælde ville svinge kameraet mere og mere for hver person man passerer, og til sidst drejse om når man nåede Krohn-Dehli i enden af rækken. Dermed ikke sagt at vi var gået kolde efter 11 glas rødvin - man skulle jo også have udeholdet (11 x hvidvin) og dommertrioen (3 x champagne) med.
Vi fik derfor opbygget en god rødvinsbrandet over en hel dag, hvor vi desuden blev underholdt med musik fra to opsatte scener, en improv-teatergruppe, diverse gøglere og endnu flere promotionpiger, der underholdte med spil og konkurrencer via iPads, som de næsten kunne finde rundt i.
En fantastisk solskinsdag, som vi afsluttede på en italiensk restaurant med endnu mere rødvin!
Sidst på dagen var jeg dog gået lidt kold i vin, fine folk i skjorte og stritten med lillefingeren, og savnede egentlig bare en kold hof fra Bente (bodegamutteren på den lokale i Aalborg) i selskab med et par raflebæger, Kim Larsen og fodbolddrengene.

På den efterfølgende tømmermændsdag blev vi inviteret hjem til "grill-fest" ved en lokal mendozianer og god ven af vores couchsurfer. En grill-fest som udviklede sig til et sandt ædegilde for Simons og mit vedkommende. Vi stoppede os i vanvittigt lækkert kød, da vores vært var uddannet "asado" (uddannet grill-chef).
Uden at skænke en eneste tanke til de sulte børn i Afrika spiste vi til langt over vores fysiske grænse til stor glæde for kokken. Dette måltid blev derfor det eneste på dagen, hvilket var mere end rigeligt.

Vi kunne efter kort tid i Argentina konkludere, at det ikke er et sted for vegetarer og afholdsmænd. Det er dog sjovt nok et land, hvor småpenge er dyrebare og sjældne, hvorfor de giver karameller i stedet for mindre byttepenge på restauranter.

Mandag aften afsluttede vi vores luksustid i Mendoza med en akavet krammer til vores vært, hvorefter vi tog bussen til hovedstaden Buenos Aires. Her ankom vi til vores nye couchsurfer kl 10 om morgenen, hvor han netop var på vej ud af døren. I bedste couchsurfing-ånd gav han os blot nøglen til lejligheden, viste også skyl-ud-funktionen og sagde vi bare kunne bruge hans computer, hvorefter han afsluttede med "have fun - the place is yours", og tog på arbejde i 8 timer.
Efter førstehåndsindtrykket havde lagt sig, blev tvivlen om hans seksuelle preferencer også afklaret/bekræftet, da hjemmesiden gayromeo.ar poppede op i hans Internet Explorers bogmærke... men en satans flink og kreativ type, der arbejder som designer, hvilket tydeligt afspejles i hans indretning af lejligheden, hvor der bl.a. er en discokugle i badevaerelset.

Buenos Aires er kendt som byen med verdens bredeste gade (som jeg hinkede hele vejen over for at sige jeg havde gjort det, hvilket medførte nogle hovedrystede tilskuere ved fodgængerovergangen). Byen er dog mere kendt for sit kulturliv og især storslående teaterstykker.

Vandkamp i performance teater

Simon og jeg købte derfor billet til et alternativt "performance"-teaterstykke med vand som hovedtema. En 40 minutters forestilling, der blæste os bagud og klart overtager førstepladsen for bedste forestilling jeg har set. En forestilling med 360 graders sceneshow, specialeffects med vand, oppustelige drager, lodrette scener og flyvende skuespiller med fastspændte wires, hvor også publikum blev involveret i showet. For eksempel lige før forestillingen startede blev der droppet 2 kæmpe vandballoner ned på det tætstående publikum, for ligesom at sætte temaet for hele forestillingen.
Unødvendigt at sige, at publikum var smilende, duperet og drivvåde, da de forlod salen igen...

I dag har vi gaaet rundt i den farverige bydel Boca og fået rundvisning på sydamerikas fodboldstolthed Boca Juniors hjemmebane. Om aftenen tog vi i teater og så en argentisk opsatning af Thomas Vinterbergs "Festen". Alt foregik på spansk, så det var vitalt, at vi havde set filmen foer, så vi kunne forstå handlingen. Alle navne og sange var dog bibeholdt på dansk, så vi var flade af grin, da skuespillerne pludselig løb rundt på scenen og sang "...med dejlig chokolade og kager til" og andre danske ord, sange og traditioner. Fed oplevelse, der var ligeså sjov som skrifttypen "Comic Sans" i ens første danske stil. Se videoen herunder...

Imorgen tidlig forlader vi det civiliserede og europa-lignende Argentina og erstatter tango med samba, rigdom med fattigdom, storby med strandby, Maradona med Pelé, Messi med Ronaldo, 28 grader med... 29 grader! Rio de Janerio - get ready!

Chilling in a park in Buenos Aires

Bolivia og Chile

ADVARSEL: Denne post indledes med et elendigt ordspil!

Efter 9 'un-Boliviable' dage er vi nu på vej videre til Messis hjemland.
Tiden i Bolivia har været præget af intense og mindeværdige oplevelser, som blev indledt med endnu en dødstur på mountain-bike. Denne gang mere bogstaveligt talt, da vi valgte den famøse 2-3 timers nedkørsel kaldet "the death road", som efter sigende er verdens farligste vej. En smal og snoet grusvej, der klynger sig til siderne på Andesbjergene. "Vejen" har ingen rabatter, men til gengæld store huller, glatte vandløb, modkørende lastbiler, 200 meters lodret fald og en del døde mennesker på samvittigheden.

Lodret fald på 200 meter

Det føltes derfor lettere naivt at jorde ned ad den smalle grusvej (med de absolut billigste cykler vel at mærke), mens man i forbifarten kunne ane flere kors og gravsten ud af øjenkrogen - velvidende at en enkelt fejl kunne sende en på flyvetur i bedste "Garmisch- Partenkirschen-skihop-på-nytårsdag"-stil - dog uden tømmermænd.
Wikipedia siger at 200-300 dør årligt på hele ruten, og siden 1998 har ca. 20 cyklister mistet livet. Senest for 3 uger siden, hvor en japaner tog en flyvetur... Men bare rolig mor - vi havde cykelhjelm på!!
Det positive ved de mange døde var dog, at man kunne bruge deres gravsten som hvilestøtte til ryggen, når man holdte pause og drak en øl...
Just kidding -    vi drak vand ;)

I retrospekt en ekstrem og intens oplevelse, hvor vi på asfaltstykkerne overhalede busser og lastbiler og havde en topfart på 65 km/t ifølge vores guide. Vi afsluttede den "hyggelige" cykeltur ved en stor pool ved foden af bjerget, hvor en 62-årige belgier stod i tanga-badeshorts og tog billeder af en topløs pige i poolen, medens han bogstaveligt talt slikkede sig om munden. Ved siden af ham, kiggende den samme retning, stod vores guide Oli med en tandstik i munden - (Oli havde forresten ingen tænder).

Efter et par (gratis) dage ved Loki Hostel fangede vi endnu en couchsurfer i La Paz. En 27-årig pige, hvis familie ejede et hotel. I stedet for en sofa fik vi derfor lov at bo på et af hotelværelserne og lavede dansk aftensmad med frikadeller til hele familien som "betaling". Et gestus vi plejer at gøre, når vi couchsurfer.
For de uinviede er Couchsurfing et online community á la facebook, hvor man kan tilbyde rejsende en sofa eller madras. En gratis tjeneste, hvor man møder nye mennesker og deres by på en sjov og anderledes måde frem for at følge fodsporene på de forrige tusindvis af turister ind på det nærmeste turistbureau.
Et fantastisk og hurtigt voksende koncept, hvor man giver og tager. Simon og jeg har i alt "hosted" 8-10 backpackere i Aalborg (typisk pga. Aalborg karneval) og har "surfed" 7 gange i Holland og Tyskland på vores tandemtur. På denne tur har vi "surfed" i New York/Mexico, Ecuador og Bolivia. Vi har allerede skrevet til folk i Argentina og Brasilien og håber derfor at kunne surfe videre der. Hermed en varm anbefaling og stærk opfordring til at prøve det. Se mere på www.couchsurfing.com.

Efter 2 afslappende dage i La Paz, verdens højestbeliggende hovedstad, tog vi til spøgelsesbyen Uyuni med en elendig bus, der rystede lige så meget som en Miele vaskemaskine, der centrifugerer en halvfed bæver uden tro på livet.
En powernap senere sad vi i en jeep sammen med 2 franskkvinder og 2 italienere på vej ud på en uforglemmelig 3-dages tur gennem en kæmpe saltørken med Chile som endestation.

Vores jeep i saltørkenen!

En tur gennem fuldstændig fladt terræn med salt som underlag, der dagen efter blev erstattet med vulkaner, månelandskab, termiske kilder, geisere og psykedelisk-farvede bjergsøer. Blandt andet end fuldstændig grøn og rød sø pga. nogle mærkelig alger. Det vakte stor begejstring og "novra"-jubel hos alle i jeepen, mens jeg sad forvirret tilbage med min farveblindhed, kiggede febrilsk ud af vinduet og råbte "Hvad sker der? Hvad sker der??"
(Der bedes hermed om medlidenhedspoint fra læser)

En bjergsø med tomatrødt vand - og nej, der er ikke leget med photoshop!

En helt genial (na)tur, hvor vi blandt andet sov i et hotelværelse lavet af salt. Simon og jeg fik et dobbbeltværelse, hvor selv gulvet bestod af store saltkorn. Sjovt i starten - men irriterende og upraktisk til sidst.
Med på turen havde vi guiden og chafføren Diego. En hamrende inkompotent guide, som efter 9 år i erhvervet stadig ikke kunne et eneste ord på engelsk. Han sagde intet under hele turen, men når hans hjernevaskende bolivanske folkemusik endelig holdte pause, kunne han liiige byde ind med fuldstændige forkerte facts. Blandt andet, at vi befandt os i 6000 meters højde og ikke 3300 meter som vores turistbøger ellers så korrekt sagde.
Den ironiske medlidenhed satte for alvor ind, da han lagde hårdt an på den medrejsende kok på førersædet (endda med succes), og da han gav vagten ved en militærbase vi passerede 2 slikkepinde med ananassmag i bestikkelse.

Armen wft!! Jeg er nødt til at få afløb for mine aggresioner og midlertidig afbryde dette blogindlæg. Jeg sidder pt. i bussen på vej til Argentina ved siden af en chilener, der er mere irriterende hårde knuder i frostvejr, selleri eller Jim Lyngvild! (Pick your favourite...)
Han er fed, grim og ildelugtende. Trækker vejret abnormt højt, banker ind i mit sæde, bipper med sit kamera, hoster uden at holde sig for munden og trommer med fødderne til hans lorte chilenske folkemusik...
Jeg væmmes med tanken om at indånde den samme luft, som han har haft nede i hans lunger!!
Nu begynder det at regne udenfor. Jeg har ikke set regn de sidste 2 måneder af mit liv.

Anyyyways... Efter den fantastiske saltørken-tur endte vi i den lille støvede by San Pedro de Atacama i Chile, hvor vi tog på en guidet nattur for at opleve stjernehimlen gennem 10 forskellige gigantiske stjernekikkerter. Sjovt at se månen så detaljeret og høre om galakser og planeter fra en småpsykotisk, men humoristisk, fransk astronom - selvom vi dog glemte det meste, da vi på daværende tidspunkt havde været vågne i 23 timer i træk og blevet overhældt med oplevelser og indtryk.

Dagen efter tog vi på en mindre skiferie, hvor sneen dog var udskiftet med sand. Vi jordede derfor på henholdsvis snowboard og ski ned af nogle store sandbakker. En sindsyg sjov og surrealistisk oplevelse at stå på ski i bar mave og shorts, selvom det dog var hårdt at skulle gå op ad bakken efter de ca. 15 sekunders downhill man havde.
Nu ankommer vi snart til Argentina og glæder os til at mæske os i spandevis af rødvin. (Ikke bogstaveligt talt - det ville virke dumt...)

Men det går sgu "rapido" for tiden...
For en uge siden var jeg i Peru.
For 4 dage siden var jeg i Bolivia.
Igår var jeg i Chile.
I dag er jeg i Argentina.
Om en uge er jeg i Brasilien.
Om 2 uger er jeg i USA...

Hvis du lyster og chefen ikke patruljere lige bag din ryg, kan du som altid se flere billeder på min facebook-profil... kortlink.dk/facebook/a277

Naturen i Salar de Uyuni

Peru

Simon og undertegnede har netop tilbragt 13 dage i landet, der ikke rimer på kage.
Vi er lige ankommet til Bolivia (som heller ikke rimer på kage), og jeg har nu kastet mig ned i en sækkestol med min kjære laptop og vil i ro og mag evaluere på en hektisk og oplevelsesrig tid i Peru.

Som en direkte forlængelse af forrige blog tog vi bussen til (...) Wupti! Nu kom en überglad og fløjtende Simon ind af døren med nyerhvervet insulin svingende i en bærepose fra det lokale apotek. Han havde kun et par dage tilbage at leve i, så det var fedt (og lettere uventet) at Bolivia havde hans type af insulin (...) Mancora i det nordlige Peru. En smuktbeliggende strand- og surfby, hvilket andre turister desværre også havde fået færten af, så der var en del fulde backpackere. Vi indlogerede os på et luksus party-hostel, som var omkranset af et stort hegn, der holdte de pågående sælgere og beskidte lommetyve ude.
Et gringoland med pool, hængekøjer og festlige arrangementer, hvor Simon og jeg bl.a. tilmeldte os en større Beer-Pong turnering med det velklingende holdnavn "The Dick-breaths". Om det var navnet eller vores iver for at drikke øl vides ikke, men vi tabte første kamp med rekordcifrer og vikingerne var dermed ude af turneringen ligeså hurtig som vi drak vores efterfølgende gravøl.
Loki-hostellet havde skabt nogle fantastiske rammer for gæsterne, men én kæmpe idiot ødelagde opholdet for en masse gæster. En social inkompetent australsk abe med manglende situationsfornemmelse yndende nemlig at skubbe folk i poolen med fuld påklædning. Det gik bl.a. ud over mig, hvor jeg dog heldigvis akkurat havde lagt min precious iPhone fra mig. Det viste sig endda senere, at den lyshårede abekat (som forresten havde abnormt grimme tænder) arbejdede som bartender på stedet og burde repræsentere stedet bedst muligt.
Efter flere timers planlægning om verdens største hævn, besluttede jeg blot at foretage en velkalkuleret og kynisk hævn i form af en moden klage til manageren. Det resulterede til min store tilfredsstillelse i, at han blev fyret, jeg fik en dybfølt undskyldning og gratis ophold på andre Loki-hostels, hvilket jeg nyder godt af netop nu... Muahahaha!!!

Efter et par dage i Mancora tog vi en luksusbus med flysæder til hovedstaden Lima, og blev mødt af den mest moderne og flotte by i Sydamerika vi har set indtil videre. Her hang vi ud med Jonas, som Simon og jeg har arbejdet med på studenterhuset i Aalborg. Han arbejdede som frivillig på en skole med to andre danske piger, som kunne vise os rundt i både de smukke parker og fattige bydele i hovedstaden. Fed by!

Efter et par dage i Lima tog Simon og jeg flyet over Andesbjergene til Cusco. Den tredjestørste by i Peru, som rummer en masse historie og mange charmerende gader. Én af de negative højdepunkter blev dog, da 3 unge peruianere nupsede pungen fra en anden dansker, Michael, vi netop havde mødt og sad på restaurant med. I fuld spurt løb Michael, den kvindelige tjener og jeg efter tyvene og jeg fik fandt i kraven på én af dem - en 16-årig pige. Vi fik fat i politiet og hun fik ringet til hendes venner, som ganske slukøret måtte levere pungen tilbage. Hele sceancen foregik under aftenen for halloween, så under vores intense menneskejagt løb vi gennem store horder af zombier og vampyrer, medens adrenalinen pumpede. Vi vendte tilbage til restauranten, drak en nedkølende øl og blev hurtigt enige om, at det var blog-materiale.

Nedkørsel gennem sky

Fra Cusco tog vi på en 4-dages jungletrek ad en af gamle inka-stier mod deres hellige tempel Machu Picchu, som i dag er én af verdens syv vidundere. Første dag blev vi kørt op på et stort bjerg og havde derefter en 2 timers nedkørsel på mountainbikes. Simon og jeg satte os solidt i førerfeltet sammen med guiden og kørte gennem drivvåde og tætte skyer, overhalede lastbiler og var fuldt koncentreret om ikke at lave en Jens Voigt. Fed oplevelse, hvor man skiftevis skreg af grin og havde tungen lige i munden (hvilket man vel egentlig altid har - dumt ordsprog).

Resten af turen stod på trek gennem en betagende landskab, som kulminerede i besøget ved Machu Picchu, som lå gemt langt inde i Andesbjergene. Vi stod op kl 4 om natten og begyndte den sidste del af trekken i high pace for at være de første inde på tempelområdet blandt de normalt 2000 besøgende. Det lykkedes også ved at være nummer 4 og 5 på toppen, men der gik ikke længe før området blev fyldt mere og mere op med turister. Efter en rundtur i de mange ruiner klatrede vi op på et tilstødende bjerg, Wayna Picchu, hvor vi havde en vanvittig flot 360 graders udsigt over både Machu Picchu og de omkringliggende bjergtindinger.

Chillax med Machu Picchu i baggrunden

Et stort problem opstod dog forinden, da der kræves pas for at komme ind på tempelområdet, hvilket jeg ikke havde fået at vide. Jeg måtte derfor i småpanik ty til min sorte bog over småkriminelle venner, der kunne hjælpe mig. Her stod min allerkæreste kæreste Line øverst, da hun allerede er inde på en kriminal løbebane efter visum-gøglet i New York. Med hendes photoshop-skills lavede hun et nyt pas til mig og sendte på mail, så jeg kunne printe en kopi ud. Succes - dog med dårlig samvittighed.


Da vi kom tilbage til Cusco fik vi en tiltrængt massage, hvor jeg var i en konstant kamp om at prøve at nyde tortureringen af mine ømme lægmuskler og samtidig prøve at tilbageholde et akavet grineflip, når jeg blev masseret under fødderne.
Sidstehåndsindtrykket af Cusco før tuen gik til La Paz i Bolivia, var, at indbyggerne var meget miljøbevidste og gode til at spare på vandet. Dette indtryk blev foreviget med billedet herunder, hvor en mor hjælper hendes lille datter med at skide direkte ned i kloaksystemet på åben gade, frem for at bruge vand på skylle ud. Smart - men lettere nasty!!
Jeg efterlader dig kære læser med dette billede. Ses i Bolivia, hvor den står på anaconda-jagt i Amazonas og jeep-tur i saltørkenen...

Nasty