Mexico - part 2

Mexico is coming to an end. Altså ikke som land (endnu), men mit ophold i Mexico bliver om 45 min. erstattet med Ecuador (som sjovt nok ligger midt på Ækvator).

Jeg sidder i lufthavnen i Mexico City og venter på mit fly til Quito (Ecuador) via Bogota (Colombia). For et par minutter siden var jeg lige på det lille hus i lufthavnen. Mexicanere har, som denne post senere vil berette, pænt klammo toiletvaner (og vaner generelt, og toiletter generelt). Der var kæmpe kø ved toiletterne, så jeg listede ind på spasmo-toilettet ved siden af uden nogle så det. Der var dog en del mennesker ude foran, da jeg var færdig, så jeg var nødsaget til at foretage en gangart på vej ud fra toilettet, som jeg synes kandiderede direkte til en Oscar. Jeg formåede at imitere en kombination af Muhammed Ali (Parkinson), Marc Johnson (haltede på mit højre ben) og Mortens ansigt (fra Morten og Peter). Jeg tror, at jeg fik overbevist de måbende mexicanere om, at jeg var handicappet og berettiget til toilettet.

 

Anywaaays… Det er vel mest oplagt at fortsætte rejseoplevelserne i forlængelse af forrige blogindlæg, da dette jo er ”part 2”. Det er vel kun de der stjernekrigsfilm, der roder rundt i kronologien af en fortælling.

 

Vi boede som sagt en uge i en genial lejlighed i Puerto Escondido, hvis strande er på top 10 listen over de bedste surfstrande i verden. Udover en fantastisk avocado-burger var surfoplevelserne også højdepunktet for denne uge, hvor Simon og jeg havde lejet to boards.

Jeg havde surfet før på Bali og i Australien, men havde tydeligvis glemt det igen. På mit første ”ride” ind mod stranden på en kæmpe bølge hamrede jeg derfor ind i ryggen på en pige foran mig. Nas! Jeg vendte mig om for at sige undskyld, men hun var væk og fandt hende ikke igen... Whoops!

Jeg måtte dykke dybt efter mine forglemte surfegenskaber og fandt dog også senere rytmen, så jeg kom op og stå hver anden gang. Når jeg stod på brættet og blev skubbet ind mod stranden af ren naturkraft, havde jeg dog ikke det coole ansigtsudtryk a la ”laid-back-surfer-dude-med-et-afslappet-forhold-til-livet”. Mit ansigt lignede nok mere en skræmt pige, der drikker sin første tequila-slammer.

 

Men sjovt (og hårdt) var det - og en helt fantastisk følelse, når man bliver båret af sted af en mindre tsunami, mens man prøver at overdøve bølgernes brusen ved at synge ”I’m still standing” af Elton John.
Jeg fik dog kun taget et enkelt billede, der beviser min heroiske færden på det åbne hav.

 

 

 

Efter en uge i den mexicanske surfby gik turen videre med bus til Oaxaca. Her ville vi ramme den mexicanske uafhængighedsfest d. 15.sep.

 

Kørslen er i Mexico generelt meget afslappet (læs: folk er ligeglade). Man kan let købe sig til et kørekort og så længe man har en Jomfru Marie-statuette hængende fra bakspejlet kan det jo ikke gå galt.

På disse lange busture begynder jeg at tænke for meget og flere spørgsmål opstår løbende i mit hoved.

• Hvem har ret til armlænet mellem to sæder i en bus?
• Hvorfor vinker buschauffører altid til hinanden?
• Er det okay at synge (højt) med på en sang i en bus, mens andre sover?
• Hvorfor gør mexicanere deres busser, lufthavne, biografer, indkøbscentre iskolde med aircondition, så alle skal sidde med tæppe og flyverdragter?
• Hvorfor nyser man altid to gange i træk?
• Kan man altid høre forskel på en vibrerende mobil og en snorkende mand?
• Hvorfor smiler delfiner?
• Hvorfor fusionerede Vejle Boldklub og Kolding?
• Hvem opfandt ordet ”raffi”? Og hvem bruger det stadig?
• Hvad blev der af Ian Marco Fog?
• Hvorfor klæber lim ikke til indersiden af tuben?
• Hvad gør man, hvis man ser et udrydningstruet dyr, som spiser en giftig udrydningstruet plante?
• Hvornår er vi der?

   

   

Nota bene. Jeg betragter mig selv som en åben og imødekommende person, men begynder hermed min liste over ting jeg ikke kan lide…

• Folk, der går med solbriller på indendørs. 
• Folk, der slikker sig på fingrene. 
• Fodboldspillere med relativt kort hår, der bruger et pandebånd for at se raffi ud.

Vi ankom til Oaxaca og boede på et fint hostel med en rooftop, hvorfra man kunne se ud over byen. Vi varmede op til aftenen for uafhængighedsfesten med tequila, øl og rødvin. Derefter gik vi ind til downtown og blev mødt af massiv politiopbud, afspærringer og vanvittigt mange mennesker med mexicanske flag over alt. En stor militær parade gik gennem byen og de mexicanske tilskuere hoppede bare med ind i paraden, hvilket resulterede i en ret kaotisk forestilling. Derudover var der store musikscener, trompetmusik overalt og til sidst et kæmpe fyrværkerishow (som folk flygtede væk fra, da gnisterne sprang langt ud over afspæringerne).

Samme aften festede vi videre med nogle mexicanske unge, som Simon havde mødt tidligere som couchsurfer. De tog os ud til et ægte mexicansk diskotek uden turister, hvor der var livemusik. Og et menukort over forskellige slags tequilaer, som var længere end min…

Det blev til tre dage i Oaxaca, og med kæmpe tømmermænd tog vi en bus til Veracruz. En stor havneby ud til den mexicanske golf. Her boede vi på et fint hotel med stor pool, som vi igen havde helt for os selv, da det er low-season for turister. Vi tog en tur rundt i byen, hvor Simon bl.a. glemte sin pung på bagsædet af en taxa, men i bedste Forrest Gump-løb fik den indhentet og tilbageerobret sine værdier.
I byen fandt vi pludselig verdens længste kø. Nysgerrige fulgte vi den hen til en kirke og så at det blot var den ene kø ud af tre kæmpe store. Vi mistænkte Justin Bieber for at afholde kirkekoncert, men fandt ud af det var selve Paven, der var i byen og skrive autografer. Køen bestod hovedsageligt af gamle damer med roser og store plakater med billeder af paven. Pudsigt og sjovt, men vi gad ikke stå i kø i en dag for at se en gammel, sammenbøjet mand.

Efter Veracruz tog vi forventningsfulde bussen imod Mexico City.

Vores forestillinger om slum, kriminalitet og forurening blev hurtigt modbevist. Mexico City overraskede positivt. Det var en virkelig flot by i de områder vi besøgte med charmerende bygninger og parker.

Vi var dog blevet advaret mod aggresive egern i parkerne, men jeg kunne ikke dy mig for at tage billede af de kjære små til min kæreste Line, da hun har en særlig forkærlighed for dette dyr, selvom hun har kørt to egern over på cykel(!).

 

Som billedet herunder viser, var Hr. Egern ikke synderlig begejstret for at blive foreviget med et billede, så den stormede imod mig, så snart den hørte blitz-lyden fra kameraet. Scheisse auf den autobahn jeg blev bange og flygtede væk - heldigvis uden af få centimeterdybe flænger i skinnebenet.

 

I metroen og ved lyskryds går flere gadesælgere rundt og råber. Fair nok! Men deres varer er dybt besynderligere og må ramme en meget smal målgruppe. I metroen fandt vi fx én, der specialiserede sig i at sælge superglue og på gaden gik en dame rundt og prøvede at sælge en stor lampeskærm. Dumt!

Overalt i Mexico City er der politi og militær, og det kan derfor virke underligt, at der er så massiv kriminalitet alligevel. Nårh jo – korruption i Mexico er lige så udbredt som mislykkede danske fodboldspillere i udlandet.

Funfact: Efter en random krig mellem Mexico og USA, skulle amerikanerne gå hjem fra Texas. De havde grønne uniformer på, og mexicanerne stod derfor og råbte hånligt ”Greens Go”. Og derfra stammer ordet ”Gringo”, som i Mexico betegner en amerikaner.

Mexico er en af de største byer i verden i areal. No wonder, at den er næsten dobbel så stor som Fyn, da næsten alle deres bygninger højest går til 3. eller 4.sal. Man vil hellere bygge ud end op.

En aften i Mexico City tog vi til El Mariachi festival og så flere liveshows sammen med en af Simons gamle studiebuddies fra Kbh, som bor i Mexico City. En sindssyg sjov aften med masser af tequila (se billedet), hanekamp, dans og trompetmusik. Vi var selvfølgelig også selv ude og svinge træbenet et par gange, og selvom mexicanere er vildt gode til at danse, var der flere der tog billeder af os på dansegulvet J

Sidste aften i Mexico City stod på BBQ på hostellet og derefter ind og se wrestling, som er meget populært i Mexico. Stort lys- og sceneshow, hvor store fede og muskuløse mænd wrestler rundt i en boksering, mens publikum i kor råber ”Puta, Puta, Puta” (det kvindelige køn).

Kampene varede dog i næsten 3 timer, og blev til sidst meget ensartet. Man ved jo, at vinderen er planlagt på forhånd og det hele er fake og ”av, av, av”. Man kunne ligeså godt have set en kamp med Christiano Ronaldo.

Wrestlingen mindede mig om barndomstiden, hvor Simon, min storebror og jeg tumlede rundt på græsplænen og legede wrestling og øvede stunts. ”Men så sagde vi, at du var den onde, og at det var mig, som det var, at der skulle smadre dig?”

Jeg forlader nu Mexico med mange forskellige indtryk. Vi havde hørt meget om kidnapninger, halsafhugninger, pengeafpresninger, narkobander, men oplevede heldigvis ikke de mindste problemer. På overfladen virker mexicanerne ikke behagelige og imødekommende, men de mennesker som vi har snakket med i længere tid og festet med har været virkelig søde. Derudover har Mexico et imponerende landskab og spændende traditioner og kultur.Arbejdsmoralen, dovenskaben, tempoet, den massive og stigende kriminalitet, mistilliden til regeringen, den fede og usunde mad, de dårlige vej, kloaksystemet og korruptionen er dog nogle af de negative ting jeg vil huske Mexico for. Især kloaksystemet (eller mangel på samme) er virkelig klammoella. Pga. de dårligere kloakeringer smider folk ikke deres toiletpapir i kummen, men i den åbne skraldespand lige ved siden af. Fy for satan, det er nasty at gå ind på et stinkende toilet og øjeblikkeligt kunne se om forgængeren spiser nok grøntsager og fibrer. Svaret er med 94 procent sikkerhed nej, da maden er sukkerholdig og fed, hvilket også forklarer, hvorfor mexicanerne er mere brede end de er høje.

Disse negative ting om Mexico sætter sit eget privilegerede og velfungerende liv i Danmark i perspektiv, hvilket egentlig er ganske bekræftende og rart. Om Danmark har en blå eller rød regering, skal der gå noget helt galt for at ende som Mexico.

Med alle disse indtryk siger jeg ”adios” til Mexico med en masse spændende oplevelser i bagagen – uden egentlig at være klogere på forskellen mellem tacos, tortillas, tortas, quesadillas, burittos, fajitas og alle de andre madretter.

Ecuador - here we come!


Post scriptum:

Adskillige mennesker har i løbet af min rejse spurgt ind til mit fine Casio-urs skæbne (jf. blog ”Mexico Part 1). Jeg har holdt disse folk hen i spænding, da jeg udmærket er klar over, at beretningen om uret er ét af de absolutte omdrejningspunkter for bloggen og har suget læsere til som en magnet… Eller som en støvsuger.

Jeg har trukket spændingen, da uret har været tæt på fatalitet flere gange. Men som en stædig kat har den overlevet 5 svømmeture og 3 ”tab-på-flisegulv-fra-håndledshøjde”. Altså… forstået på den måde, at den har flere liv som en kat! Ikke at jeg plejer at kaste katte i badekar eller har tyret dem ned i marmorfliser fra halvanden meters højde.
Casiouret måtte dog til sidst lade livet , men vil altid leve videre i vore hjerte – eller i hvert fald i den grøft jeg kastede den i, da jeg opdagede på displayet, at den spillede en slags omvendt ”snake” i stedet for at vise tal.

Casio-ur… We salute you!