December i New York

Jeg har nu boet med Line midt i det store æble en hel måned og har derfor fået fantastisk indtryk af en fantastisk by.
Det har været befriende ikke at skulle jorde rundt og følge en turistbog, men derimod kunne opleve byen, menneskerne, kulturen og stemningen ved blot at slentre rundt i de forskellige kvarterer i eget tempo.
New York er en af verdens absolut dyreste byer at bo i, hvorfor det er normalt at arbejde fra 9-21 hver dag. "If you can make it here. You can make it anywhere." Prisen på mad er lige så høj som skyskraberne ved Wall Street (et æble koster 7 kr.), så det er normalt at spise alle måltider på diners, restauranter og caféer.
Min første uge i New York var præget af sjove aftener med vores amerikanske room mates på Manhattan, shopping på Broadway og lange gåture rundt i storbyen, som virker noget mindre med det velfungerende metrosystem.

Manhattan set fra Manhattan Bridge på vej til Brooklyn

Efter en uge ankom Simon og Julie, en fælles veninde fra Vejle. En anderledes juleaften nærmede sig, og Simon og jeg tog hul på fejringen af Jebus' fødselsdag ved at tage ind og se en amerikansk fodboldkamp. Lokalderbyet mellem New York Giants og New Jersey Jets, hvor der både var ære, håneret og play-off pladser på spil. Før kampstart var superdomen omgivet af events, shows, konkurrencer, hvor man bl.a. kunne få autografer af cheerleaders i nissekostume. Parkeringspladserne tættest på stadion kostede op til 600 kr., hvilket blev benyttet til tailgate-partying, hvor de hardcore fans sætter webergrillen og havestolene og budweiserne frem for at lægge en solid bund før kick-off, De billigste billetter bag målet i skyggen kostede os 1200 kr. pr. billet, så vi var begge indstillet på at veksle papir-lapper til en uforglemmelig oplevelse. Heldigvis fandt vi under halftimeshowet på det udsolgte kæmpestadion 2 geniale siddepladser ved sidelinien, som normalt koster 8000 kroner.

Før kampstart blev det store show sat i gang med nationalsang, fyrværkeri, ild og røg ved spillerpræsentationer. Stemningen blev holdt intakt ved at publikum larmer alt hvad de kan, hver gang udeholdet har boldbesiddelse, så spillerne ikke kan kommunikere med hinanden. Et sjovt koncept som ville smadre de fleste stemmebånd på stadion, hvis FC Barcelona gæstede Vejle Boldklub ¤#@%$& i Nørreskoven.

En del touchdowns, flyveskalle-tacklinger og fumbles senere stod storebroderen NY Giants tilbage som vinder og efterlod Simon og jeg som nyerklærede Giants fans og en stor oplevelse rigere.
Efter kampen tog vi hjem til Manhattan, høje på oplevelsen, stemningen og et par øl, og gjorde klar til at holde juleaften i den lille lejlighed som vi havde dekoreret dagen før med gran, glimmer og penislignende julepynt.

Juleanden blev erstattet med en 7 retters fiskemenu på en nærliggende restaurant, hvorefter vi hyggede med øl, gaver, dans om juletræet (grønne-gran-grene mast ned i et fadøls-glas), øl, ris a la mande, raflelege og øl. Super og uforglemmelig aften med en velsmurt firkløver med Simon, Julie, Line og jeg.

NFL kamp mellem Giants og Jets

Den 27.december blev firkløveren udvidet med besøg fra Danmark, hvor Lines familie kom på besøg. Vi fik set de ting man nu bør se i New York, og så frem mod nytårsaften.
Den 31. december sad vi kl. 18 på en kinesisk restaurant og fejrede det danske årsskifte pga. tidsforskellen med et krammer og et high-five. Et par minutter efter får jeg et opkald fra mine opstemte og småplørede forældre, der stolt beretter, at de netop har spist tulipaner til deres nytårsfest sammen med vennerne. 6 timer senere var det vores tur til at hoppe ned fra stole og ønske godt nytår. En fed nytårsaftensfest i lejligheden på Manhattan med en blanding af koreanere, tyskere, danskere og amerikanere, hvor vi sidst på aftenen kravlede op på rooftoppen via brandtrappen og kunne mærke en underlig summen over hele byen og se lyset fra det overfyldte og turistede Times Square.
Dagen efter dominerede tømmermændene dagen og det var mærkeligt at gå rundt i en ghosttown, hvor folk ligger indendørs, vandret på sofaen og spiser burgere og ser "Roadhouse" med Patrick Swayze (favourite tømmermændsfilm).

Nytårsaften på Manhattan

Den 2. Januar plejede vi vores andendags tømmermænd ved at tage i Madison Square Garden og se NBA Basketball mellem New York Knicks og de canadiske gæster fra Toronto Raptors. Sammen med 17.000 andre sportsfanatikere stod vi derfor kort tid efter med kasketten af hovedet, hånden på hjertet og skrålede den selvfede amerikanske nationalsang for at overdøve den 13-årige pige med mikrofonen under spotlightet på banemidten. Det lykkedes ikke rigtig og da vi blot kunne starten af teksten ("Oh say, can you see") brugte vi den resterende del af sangen på at smile og ryste på hovedet.

En bølgende og intens kamp præget af orgelmusik, kampråb, slamdunks, og atletiske negere, blev kun afbrudt af timeouts med de obligatorisk tilhørende cheerleaders, der har ligeså meget plastik i kroppen som en lego-figur. Stemningen i arenaen nåede Justin Bieber-højder i det sidste minut, hvor hjemmeholdet kunne afgøre kampen med en 3-point-scoringen. Desværre brændte stjernespilleren og de hardcore fans med knickstrøjer og skumfingre måtte gå slukøret ind i det nye år.

Times Square

Den 4. Januar pakkede Line og jeg vores sydfrugter, sagde farvel til drengene i lejligheden og drog ud mod Newark lufthavn. En mærkelig og klam fornemmelse at gense lufthavnen, venteværelserne og gangarealerne, på det sted, som splittede os ad på værste vis 4 måneder før.
Sidstehåndsindtrykket fra USA var under boarding af flyet, hvor jeg pludselig får den menneskelige naturlige trang til at "lave bummelum". Typisk dårlig timing. Jeg skynder mig hen til herretoilettet, blot for at mødes med kæmpe kø pga. rengøring.
Jeg ser mig derfor nødsaget til at benytte de kvindeliges faciliteter. Jeg gemmer mit ansigt bag hænderne og løber målretter ind på det første og bedste ledige kabine. Og her sker det... Vendepunktet for min livsanskuelse! Et mareridtslignende syn, som formentlig vil forfølge mig resten af mit voksenliv...
I kummen ligger en KÆMPE menneskelort. Jeg har seriøst aldrig set noget lignende. Thi da går det op for mig at piger egentlig også bare er mennesker og mit romantiske billede af at piger ikke engang kan prutte brister på et splitsekund. Den var så stor, at jeg var nødt til at skylle ud 3 gange for at fjerne muddervulkanens udbrud, men stanken hang dog i luften og billedet af King Kongs lillefinger er nu foreviget på min nethinde... og min telefon, da jeg i ren forargelse og chok-tilstand (læs: dupering) tog et billede af det brune egern med min iPhone. Det kaotiske toiletbesøg blev fuldendt, da jeg over højtaleren kan høre "Final Call to flight SK980", da Line råber på mig ude fra gangen og da en ung dame pludselig åbner den åbenbart ulåste dør til min kabine og fanger mig i det akavede moment, hvor jeg tørrer mig og står
halvsvedende, foroverbøjet, stresset og stadig forfærdet over min nyvundne åbenbaring af kvindekønnets natur. Selvom jeg står forstenet som et rådyr fanget i bil lygternes skær, får jeg dog alligevel udbrudt et maskulint "sorry" med en påtaget bas-stemme og presset døren tilbage i hovedet på hende. Pinlig berørt over mig selv og kvinden, der besøgte toilettet før mig, skynder Line og jeg os ud i flyet som de sidste passagerer.



Nu sidder jeg tilbage i kolde, mørke og smukke Danmark efter et halvt år i udlandet med fantastiske oplevelser, bekendtskaber og nyerhvervet inspiration, der forhåbentligt kan booste mig frem til et spændende arbejde.

Det er dejligt at være tilbage ved familie og venner i et velfungerende velfærdsland, og jeg vil aldrig tage en rugbrødsmad med varm leverpostej og rødbeder for givet igen.

 

Nu glæder jeg mig til at læne mig tilbage i sofaen og evaluere på rejsen, men lige nu, i skrivende stund, står følgende highlights fra turen klarest frem.

• Sandkørsel i Dubai.
• Karaokee-aftner i Seoul.
• Baseballkamp i Japan.
• Lufthavns-forhør i New York.
• US Open med Wozniacki og Djokovic.
• Surf i Puerto Escondido.
• Wrestling i Mexico City.
• Frivilligt arbejde i Ecuador.
• Trekking ved Cuicocha bjergsøerne.
• Bestigning af gletschervulkanen i Ecuador.
• Macchu Pichu i Peru.
• Downhill mountainbiking i Bolivia.
• Saltørkenen i Chile.
• Vinfestivalen i Mendoza, Argentina.
• Copa Cabana i Rio de Janeiro.
• Venice Beach i Los Angeles.
• Neonlys i Las Vegas.
• Genforening i New York
• NFL og NBA kamp i New York.
• Juleaften og nytårsaften i New York.
• Giga-lorten i lufthavnen.

Nu starter et nyt kapitel i mit liv, hvor jeg skal til at lege voksen, finde et job og et sted at bo. Jeg har netop set at Kalundborg svømmehal søger en bademester-assistent, men man skal jo heller ikke lægge for ambitiøst ud...

Næste rejsedestination bliver formentlig noget mærkeligt som Grønland, Azerbaijan, Papa Ny Guinea eller Fyn...

Tak til alle der har fulgt med på bloggen - jeg glæder mig meget til at se jer i det nye år :)

Tak for turen Nif!

"Livet er ikke de dage der passerer, det er de dage man aldrig glemmer..."

USA

Indenfor moderne aviation findes en velkendt og gennemgående tommelfingerregel: "Der er altid én idiot på flyet... Og hvis du ikke kan lokalisere idioten - er det fordi DU er idioten."

Simon og jeg tog en all-nighter i Rio og gik all-in på at kunne sove i løbet af vores lange flytur fra til Los Angeles, som blev opdelt i 3 bidder.
Fra Rio til Lima blev alle flyets passagerer underholdt (læs: psykotiske) af en mongol, der klappede hver gang han var glad. Det var "desværre" en rigtig glad mongol, han var "desværre" virkelig god til at klappe højt og jeg sad "desværre" 3 sæder fra ham i flyet. Mine sporadiske powernaps blev derfor konstant afbrudt og mine halvfærdige drømme handlede udelukkende om at give ham nogle store handsker til soundtracket "If you're happy and you know it, clap your hands."
I det næste fly var "the flight idiot" en ældre canadisk mand, der i bedste Ole Thestrup stil drak sig edderstiv i whiskey, vaklede frem og tilbage mellem sæderne, brokkede sig højlydt over maden og efterlod en losseplads af nødder, plastikbestik og brugte servietter. Selvsamme mand blev eskorteret ud af flyet i rullestol af personalet... Altså da flyet var landet.
På den sidste flyvetur kunne jeg ikke umiddelbart lokalisere idioten og frygtede, at jeg stod for skud. Heldigvis begyndte min sidemand med enorm flyskræk at lugte af nervøs diarré blot et par minutter efter han havde lavet korsets tegn med en så rystende hånd, at selv Parkinson-ramte Muhammed Ali og Michael J. Fox ville have sagt "Nu sidder du fanme stille!!"
Sidemanden kunne selvfølgelig godt selv lugte sine åndedratsblokerende gasser og valgte (heldigvis for mig) at finde et mere isoleret sæde, mens han med et anspændt smil og store pegende gestikuleringer prøvede at give ventilationssystemet skylden.

Efter den lange flyvetur landede vi i LAX og fandt hurtigt en ventende Andreas Kyed. En barndomsven, der havde taget turen fra Danmark samme dag for at rejse lidt med os og komme væk fra vinterkulden. Efter et par krammere, grin og "shit, hvor har du fået langt hår" fandt vi vores lejebil - en voldsom volvo, og kastede os direkte ud i aftentrafikken på freeway'en. Efter 40 minutters intens kørsel med last-minute vejbaneskift, skæve sidespejle, hasarderede opbremsninger og et enkelt bilcrash 15 meter bag os, som jeg måske/måske ikke var skyld i, fandt vi frem til Pers lejlighed via vores print fra Googlemaps. Per er ligeledes en barndomsven fra Vejle, som nu studerer på filmskolen i Hollywood. Han vidste intet om Andreas' ankomst, og da vi desværre ikke havde forberedt en human-sized lagkage eller stripper-outfit til Andreas, bestod "surprise-sceancen" blot i, at Andreas blev hevet hen foran hoveddøren.
Efter lidt cathing-up, rundvisning i lejligheden og "sten-saks-papir" om hvem skulle sove på madrassen eller på gulvet, tog vi til en danskerfest. 10 danskere fra Pers filmskole havde forberedt dansk aftensmad til os (og ventet på os i 2 timer), men da de i bund og grund var forfærdelig snobbede mennesker, som kun snakkede om 12 eller 36 mm film havde vi egentlig ikke dårlig samvittighed over at spise deres mad og derefter smutte relativt hurtigt igen med undskyldningen "Nårhh men... Skyggerne er også ved at blive lange og vi har en del jetlag... Men øhhh... tak for mad!"

Per, Andreas, Anders og Simon. Og Achtung die Kurve!

Efter 51 timer uden søvn gik jeg hurtigt kold på Pers gulv (ja - jeg tabte i sten-saks-papir), men var glad for at have overgået min personlige "hold-dig-vågen"-rekord fra en LAN-aften i '99, som var baseret på de 3 c'er - Counterstrike, Cola og Chips.

Den efterfølgende dag tog vi ned på Venice Beach og Santa Monica Pier og fik bekræftet, hvor elendige vi er til hacky-sack. Stranddagen blev afsluttet med endnu en fest, hvor jeg fik snakket en del med en argentiner, som viste sig at have spillet en stor rolle i den danske film Superclasico med Paprika Steen og Anders W. Berthelsen. Så fik jeg alligevel mødt en filmstjerne i Hollywood :)
De næste par dage i LA blev brugt på shopping, restauranter og udflugter til viewpoints over LA og det famøse Hollywood-skilt.

Santa Monica Pier ved Venice Beach, Los Angeles

På 4.dagen i USA sagde vi farewell til Per og lod vores nyerhvervede GPS føre os mod Las Vegas via Route 66 og diverse charmerende burger joints.
Vi fandt hurtigt frem til vores 4-stjernede hotel i the City of Lights og nåede blot at parkere vores bil i garagen før førstehåndsindtrykket blev dannet fra en fuld og grædende mand foran hotellet, der råbte "I lost my wife! How could I? I lost my wife because of gambling!"

Las Vegas og Eiffeltårnet.

Las Vegas er absolut den mærkeligste by jeg har sat fod i. En kunstig by midt i ingenting fyldt med billige luksushoteller, kæmpe casinoer, verdenskendte koncerter, enorme springvand og farvestrålende neonskilte. Et mekka for en færdiguddannet oplevelsesdesigner som mig, hvor de også havde bygget næsten 1:1 kopier af bl.a. Eiffel-tårnet, Colosseum, Triumfbuen, Frihedsgudinden, Empire State, Chryslerbygningen, Brooklyn Bridge og kanalerne i Venedig.
Vi spillede lidt småpenge på terninger, enarmet tyveknægte, roulette, blackjack og poker, men blev lettere afskrækket af de store WPT pokerturneringer, hvor folk sad med diamant-bracelets. Dagen blev afrundet med at se det imponerende og halsbrækkende Cirque du Soleil. Kæmpe oplevelse!

Den efterfølgende dag tog vi på roadtrip til det enorme Grand Canyon området via Hoover dæmningen. At have vores egen bil gav os friheden til at se nogle afsides, smukke og mindre turistede steder og dermed undgå at betale 95 dollars for at gå på en glasbalkon sammen med halvdelen af Japans befolkning.

Simon og volvo ved Grand Canyon.

Om torsdagen sad jeg i flyet på sæde 14F og sang "Leaving Las Vegas" med retning mod New York. Smilende, forventningsfuld og hamrende spændt på at se min kæreste igen efter 3½ måneds fravær. Det var en fuldstændig fantastisk og usammenlignelig følelse at gå hinanden i møde i lufthavnen. Efter kram, kys og glædestårer siddende på et bagagebånd i den lille lufthavn tog vi, hånd i hånd, en taxa hjem til lejligheden på Manhattan...


Og her sidder jeg nu. På vores lille, varme værelse i Lower East Side. Med en hel måned i NY foran mig. Jeg har sovet længe. Line er taget på arbejde. På natbordet står en halvvåd portion chocopops og en åben pose Matadormix, som jeg fik tilsendt af en betænksom Thomas i Danmark. Jeg hører Kim Larsen. En rød ballon, som jeg fandt på 1st avenue, svæver dovent rundt i lokalet. En sværm af gule taxaer kører forbi ude foran vinduet. En neger råber. Jeg følger håndboldkampen mellem Danmark og Japan på nettet. Jeg kigger på en globus på skrivebordet og giver den et spin. Mine ting er pakket ud i skabe og rygsækken skubbet langt ind under sengen. Jeg er mæt af oplevelser og har glædet mig til at falde ned i tempo... Jeg føler mig næsten hjemme...

Reunion!! Finally!

Brasilien

På grund af vores stramme tidsplan blev det kun til 6 dage i Rio de Janeiro. Et sted, som var svært at forlade igen. Vi har i løbet af de 6 dage fået et fuldstændig fantastisk indtryk af byen gennem vores oplevelser, indtryk og især de folk vi har mødt.
Vi skrev en post på vores elskede couchsurfing-community, at Rio ville få besøg af 2 danske vikinger, som ledte efter nogle brasilianere at hænge ud med. Denne post blev besvaret af vanvittig mange hjælpsomme og imødekommende couchsurfere.
Samme dag vi ankom til Rio tog vi derfor hjem til couchsurferen Bruno, som formentlig havde verdens rundeste ansigt. Han var vært for en mindre forfest, hvor der blev diskuteret intellektuelle emner som politik, udddannelse og om nødder tilhørte kategorien frugt. Derefter tog vi på bar, hvor han insisterede på at betale for alt drikkelse - Oh btw: han var advokat for Maersk! Simon havde fået den sunde idé at skære ned på alkoholen, så jeg følte mig nødsaget til hamre mig igennem cachaça og caipirinhas for at leve op til vikingerygtet, der havde gået os forud.

Fluminense mod Vasco da Gama

Tømmermændende fulgte mig derfor på vej til fodboldkamp dagen efter, hvor lokalbraget mellem nummer 2 og nummer 3, Fluminense og Vasco da Gama, skulle afgøres.
Fluminense og deres portugisiske anfører Deco tabte dog 1-2 og måtte derfor give afkald på gulddrømmen for denne sæson.
Brasilianerne er fanatiske med deres yndlingssport og man kunne tydeligt mærke deres passion, som typisk blev udlevet ved at hamre i sæderne, sparke til muren og fyre kanonslag af. Se videoen herunder.
Alle brasilianere drømmer forresten om at blive den næste Pelé, Ronaldo eller Romario, så ingen gad at spille forsvar (hvilket barn drømmer også om at blive den næste Søren Colding?) Derfor bølgede kampen frem og tilbage (som mine tømmermænd) med kæmpe chancer, stolpeskud og saksespark i begge ender. Spændende kamp, som vi dog hurtigt skulle væk fra ved sidste dommerfløjt, da der var optræk til en god gang flyveskaller fra de pumpede hooligans med Vasco Da Gama tattoveringer på overkroppen.

Ignorer venligst min überjyske sætning midt i videoen. "Fuck - det er loco man"...

Favelaen.

Mandag spiste vi frokost med 2 couchsurfere og besluttede at tage en gåtur op gennem de fattige kvarterer som omgiver Rio De Janeiro. Kvartererne, som kaldes favelas, styres typisk af narkobander, men de sidste par måneder har politiet bekæmpet dem for at rydde op i Brasiliens gade inden VM i fodbold og OL melder sig i 2014 og 2016. Derfor charmede vores 2 kvindelige couchsurfere sig til en mindre politi-eskorte, så vi havde to fuld kampklædte "bodyguards" med os. Rart at have flinke og snaksalige betjente i baghånden, som også fik tillusket sig telefonnumre ud af pigerne :)

Samme aften mødtes vi med 2 andre couchsurfere og tog til en udendørs sambafestival efterfulgt af chilling ved en bar i Lapa-området omgivet af bredskuldrede damer med adamsæbler. Aftenens gyldne quote kom fra en besoffen mand, som skulle til at køre hjem i sin bil. I sin venstre hånd havde han bilnøglerne og i sin højre havde han en hel øl. Efter et kort øjebliks intens overvejelse kiggende skiftevis på begge hænder sagde han, "I don't drink and drive at the same time", hvorefter han bællede øllen, smed dåsen fra sig og satte sig ind og kørte! Fornuftig mand :)

Mig og min ven Jesus!

Tirsdag mødtes vi med 13 andre couchsurfere og hikede gennem en kæmpe regnskov omgivet af nysgerrige aber op til den store Jesus statue, som kigger ud over hele byen. En fascinerende 360 graders udsigt fra én af verdens 7 vidundere, som jeg personligt fejrede med 2 banan-is i træk.
Om aftenen mødtes vi med couchsurferen fra favela-turen og tog på diskotek med live samba-musik. Her festede og dansede vi med en del andre couchsurfere og gik til sidst kolde på Copacabana-stranden.

Onsdag og torsdag blev derfor hovedsageligt brugt på at pleje de sidste 3 dages akkumulerede tømmermænd ved at ligge på stranden under den lyseblå himmels bagende sol og kigge på dam... øhh... fodbold og beachvolley.

Vi forlader nu Rio de Janeiro til fordel for Los Angeles, Las Vegas og New York, som bliver mine sidste stop før jeg vender snuden hjem til Danmark i januar.
En fascinerende by, som pga. atmosfæren, beliggenheden og indbyggerne er røget ind på min liste over yndlingsbyer sammen med Singapore, Sydney og Amsterdam. Det eneste negative er desværre det svære (spontant ordspil - lol) portugisiske sprog og prisniveauet som ligner det danske.

Men lad os slutte på en high note. Simon og jeg glæder os latterligt meget til at tilbringe hele december i USA, hvor vi skal lege med gamle venner, se kendte mennesker i Hollywood, have tømmermænd i Las Vegas, jorde ud til Grand Canyon i egen bil og holde jul og nytår i det store æble... men jeg glæder mig selvfølgelig mest til at kysse min kæreste for første gang i 3½ måned siden vi blev revet fra hinanden i lufthavnen i august uden at måtte sige farvel til hinanden...

Chilling at the beach...

Argentina

"Someplace warm. A place where the beer flows like wine. Where beautiful women instinctively flock like the salmon of Capistrano. I'm talkin' bout a little place called... (whispering) Ar-gen-tina."
Citat fra moderne tids største filmklassiker "Dum og Dummere"

Modsat vores tidligere besøgte lande er Argentina et moderne og civiliseret land med flotte, høje, slanke mennesker, rene gader omgivet af store parker, lav kriminalitet, fantastisk mad og drikke, plads til en kvindelig præsident, varme bade og fungerende toiletter, et velfungerende samfund uden korruption med hjælpsomme og imødekommende indbyggere... Eller har jeg lige beskrevet Danmark?
Kæmpe portioner mad, der typisk består af et stort stykke saltet kvæg serveret oven på ét salatblad akkompagneret af et glas rødvin fra den lokale vinfarm. Kød og rødvin er i sandhed Argentinas stolthed - udover Messi og tango.
For første gang på denne tur kan Simon og jeg pludselig ikke spise op(!)

En typisk ret på en restaurant

Efter 2 relativ ligegyldige dage i pitstop-byen Salta tog vi til rødvinshimmelen, Mendoza. Her couchsurfede vi ved en 62-årig dansker, der har slået sig ned og nød sit otium blandt luksusrødvin og 19-årigede weekendkærester(!) EEEW!!

Han tog os med til den årlige vinfestival dagen efter vores ankomst. En vinfestival arrangeret af den rige familie Zuccardi, hvor 4-5000 mennesker efter 8 timers prøvesmagninger til sidst valser svedende rundt under den bagende sol og falder over teltbaduner og plasticstole. Vi kom som henholdsvis gæst nummer 33 og 34 kl 09.30 og havde derfor det hele for os selv. Med "hele" menes der 3 kæmpe vintelte, hvor lejede promotionpiger (såkaldte dåser) stod klar på linie til at skænke op. Man følte sig derfor lidt som kameramanden, der går sidelæns og filmer fodboldlandsholdet, når der er nationalsang. Udover at man i dette tilfælde ville svinge kameraet mere og mere for hver person man passerer, og til sidst drejse om når man nåede Krohn-Dehli i enden af rækken. Dermed ikke sagt at vi var gået kolde efter 11 glas rødvin - man skulle jo også have udeholdet (11 x hvidvin) og dommertrioen (3 x champagne) med.
Vi fik derfor opbygget en god rødvinsbrandet over en hel dag, hvor vi desuden blev underholdt med musik fra to opsatte scener, en improv-teatergruppe, diverse gøglere og endnu flere promotionpiger, der underholdte med spil og konkurrencer via iPads, som de næsten kunne finde rundt i.
En fantastisk solskinsdag, som vi afsluttede på en italiensk restaurant med endnu mere rødvin!
Sidst på dagen var jeg dog gået lidt kold i vin, fine folk i skjorte og stritten med lillefingeren, og savnede egentlig bare en kold hof fra Bente (bodegamutteren på den lokale i Aalborg) i selskab med et par raflebæger, Kim Larsen og fodbolddrengene.

På den efterfølgende tømmermændsdag blev vi inviteret hjem til "grill-fest" ved en lokal mendozianer og god ven af vores couchsurfer. En grill-fest som udviklede sig til et sandt ædegilde for Simons og mit vedkommende. Vi stoppede os i vanvittigt lækkert kød, da vores vært var uddannet "asado" (uddannet grill-chef).
Uden at skænke en eneste tanke til de sulte børn i Afrika spiste vi til langt over vores fysiske grænse til stor glæde for kokken. Dette måltid blev derfor det eneste på dagen, hvilket var mere end rigeligt.

Vi kunne efter kort tid i Argentina konkludere, at det ikke er et sted for vegetarer og afholdsmænd. Det er dog sjovt nok et land, hvor småpenge er dyrebare og sjældne, hvorfor de giver karameller i stedet for mindre byttepenge på restauranter.

Mandag aften afsluttede vi vores luksustid i Mendoza med en akavet krammer til vores vært, hvorefter vi tog bussen til hovedstaden Buenos Aires. Her ankom vi til vores nye couchsurfer kl 10 om morgenen, hvor han netop var på vej ud af døren. I bedste couchsurfing-ånd gav han os blot nøglen til lejligheden, viste også skyl-ud-funktionen og sagde vi bare kunne bruge hans computer, hvorefter han afsluttede med "have fun - the place is yours", og tog på arbejde i 8 timer.
Efter førstehåndsindtrykket havde lagt sig, blev tvivlen om hans seksuelle preferencer også afklaret/bekræftet, da hjemmesiden gayromeo.ar poppede op i hans Internet Explorers bogmærke... men en satans flink og kreativ type, der arbejder som designer, hvilket tydeligt afspejles i hans indretning af lejligheden, hvor der bl.a. er en discokugle i badevaerelset.

Buenos Aires er kendt som byen med verdens bredeste gade (som jeg hinkede hele vejen over for at sige jeg havde gjort det, hvilket medførte nogle hovedrystede tilskuere ved fodgængerovergangen). Byen er dog mere kendt for sit kulturliv og især storslående teaterstykker.

Vandkamp i performance teater

Simon og jeg købte derfor billet til et alternativt "performance"-teaterstykke med vand som hovedtema. En 40 minutters forestilling, der blæste os bagud og klart overtager førstepladsen for bedste forestilling jeg har set. En forestilling med 360 graders sceneshow, specialeffects med vand, oppustelige drager, lodrette scener og flyvende skuespiller med fastspændte wires, hvor også publikum blev involveret i showet. For eksempel lige før forestillingen startede blev der droppet 2 kæmpe vandballoner ned på det tætstående publikum, for ligesom at sætte temaet for hele forestillingen.
Unødvendigt at sige, at publikum var smilende, duperet og drivvåde, da de forlod salen igen...

I dag har vi gaaet rundt i den farverige bydel Boca og fået rundvisning på sydamerikas fodboldstolthed Boca Juniors hjemmebane. Om aftenen tog vi i teater og så en argentisk opsatning af Thomas Vinterbergs "Festen". Alt foregik på spansk, så det var vitalt, at vi havde set filmen foer, så vi kunne forstå handlingen. Alle navne og sange var dog bibeholdt på dansk, så vi var flade af grin, da skuespillerne pludselig løb rundt på scenen og sang "...med dejlig chokolade og kager til" og andre danske ord, sange og traditioner. Fed oplevelse, der var ligeså sjov som skrifttypen "Comic Sans" i ens første danske stil. Se videoen herunder...

Imorgen tidlig forlader vi det civiliserede og europa-lignende Argentina og erstatter tango med samba, rigdom med fattigdom, storby med strandby, Maradona med Pelé, Messi med Ronaldo, 28 grader med... 29 grader! Rio de Janerio - get ready!

Chilling in a park in Buenos Aires

Bolivia og Chile

ADVARSEL: Denne post indledes med et elendigt ordspil!

Efter 9 'un-Boliviable' dage er vi nu på vej videre til Messis hjemland.
Tiden i Bolivia har været præget af intense og mindeværdige oplevelser, som blev indledt med endnu en dødstur på mountain-bike. Denne gang mere bogstaveligt talt, da vi valgte den famøse 2-3 timers nedkørsel kaldet "the death road", som efter sigende er verdens farligste vej. En smal og snoet grusvej, der klynger sig til siderne på Andesbjergene. "Vejen" har ingen rabatter, men til gengæld store huller, glatte vandløb, modkørende lastbiler, 200 meters lodret fald og en del døde mennesker på samvittigheden.

Lodret fald på 200 meter

Det føltes derfor lettere naivt at jorde ned ad den smalle grusvej (med de absolut billigste cykler vel at mærke), mens man i forbifarten kunne ane flere kors og gravsten ud af øjenkrogen - velvidende at en enkelt fejl kunne sende en på flyvetur i bedste "Garmisch- Partenkirschen-skihop-på-nytårsdag"-stil - dog uden tømmermænd.
Wikipedia siger at 200-300 dør årligt på hele ruten, og siden 1998 har ca. 20 cyklister mistet livet. Senest for 3 uger siden, hvor en japaner tog en flyvetur... Men bare rolig mor - vi havde cykelhjelm på!!
Det positive ved de mange døde var dog, at man kunne bruge deres gravsten som hvilestøtte til ryggen, når man holdte pause og drak en øl...
Just kidding -    vi drak vand ;)

I retrospekt en ekstrem og intens oplevelse, hvor vi på asfaltstykkerne overhalede busser og lastbiler og havde en topfart på 65 km/t ifølge vores guide. Vi afsluttede den "hyggelige" cykeltur ved en stor pool ved foden af bjerget, hvor en 62-årige belgier stod i tanga-badeshorts og tog billeder af en topløs pige i poolen, medens han bogstaveligt talt slikkede sig om munden. Ved siden af ham, kiggende den samme retning, stod vores guide Oli med en tandstik i munden - (Oli havde forresten ingen tænder).

Efter et par (gratis) dage ved Loki Hostel fangede vi endnu en couchsurfer i La Paz. En 27-årig pige, hvis familie ejede et hotel. I stedet for en sofa fik vi derfor lov at bo på et af hotelværelserne og lavede dansk aftensmad med frikadeller til hele familien som "betaling". Et gestus vi plejer at gøre, når vi couchsurfer.
For de uinviede er Couchsurfing et online community á la facebook, hvor man kan tilbyde rejsende en sofa eller madras. En gratis tjeneste, hvor man møder nye mennesker og deres by på en sjov og anderledes måde frem for at følge fodsporene på de forrige tusindvis af turister ind på det nærmeste turistbureau.
Et fantastisk og hurtigt voksende koncept, hvor man giver og tager. Simon og jeg har i alt "hosted" 8-10 backpackere i Aalborg (typisk pga. Aalborg karneval) og har "surfed" 7 gange i Holland og Tyskland på vores tandemtur. På denne tur har vi "surfed" i New York/Mexico, Ecuador og Bolivia. Vi har allerede skrevet til folk i Argentina og Brasilien og håber derfor at kunne surfe videre der. Hermed en varm anbefaling og stærk opfordring til at prøve det. Se mere på www.couchsurfing.com.

Efter 2 afslappende dage i La Paz, verdens højestbeliggende hovedstad, tog vi til spøgelsesbyen Uyuni med en elendig bus, der rystede lige så meget som en Miele vaskemaskine, der centrifugerer en halvfed bæver uden tro på livet.
En powernap senere sad vi i en jeep sammen med 2 franskkvinder og 2 italienere på vej ud på en uforglemmelig 3-dages tur gennem en kæmpe saltørken med Chile som endestation.

Vores jeep i saltørkenen!

En tur gennem fuldstændig fladt terræn med salt som underlag, der dagen efter blev erstattet med vulkaner, månelandskab, termiske kilder, geisere og psykedelisk-farvede bjergsøer. Blandt andet end fuldstændig grøn og rød sø pga. nogle mærkelig alger. Det vakte stor begejstring og "novra"-jubel hos alle i jeepen, mens jeg sad forvirret tilbage med min farveblindhed, kiggede febrilsk ud af vinduet og råbte "Hvad sker der? Hvad sker der??"
(Der bedes hermed om medlidenhedspoint fra læser)

En bjergsø med tomatrødt vand - og nej, der er ikke leget med photoshop!

En helt genial (na)tur, hvor vi blandt andet sov i et hotelværelse lavet af salt. Simon og jeg fik et dobbbeltværelse, hvor selv gulvet bestod af store saltkorn. Sjovt i starten - men irriterende og upraktisk til sidst.
Med på turen havde vi guiden og chafføren Diego. En hamrende inkompotent guide, som efter 9 år i erhvervet stadig ikke kunne et eneste ord på engelsk. Han sagde intet under hele turen, men når hans hjernevaskende bolivanske folkemusik endelig holdte pause, kunne han liiige byde ind med fuldstændige forkerte facts. Blandt andet, at vi befandt os i 6000 meters højde og ikke 3300 meter som vores turistbøger ellers så korrekt sagde.
Den ironiske medlidenhed satte for alvor ind, da han lagde hårdt an på den medrejsende kok på førersædet (endda med succes), og da han gav vagten ved en militærbase vi passerede 2 slikkepinde med ananassmag i bestikkelse.

Armen wft!! Jeg er nødt til at få afløb for mine aggresioner og midlertidig afbryde dette blogindlæg. Jeg sidder pt. i bussen på vej til Argentina ved siden af en chilener, der er mere irriterende hårde knuder i frostvejr, selleri eller Jim Lyngvild! (Pick your favourite...)
Han er fed, grim og ildelugtende. Trækker vejret abnormt højt, banker ind i mit sæde, bipper med sit kamera, hoster uden at holde sig for munden og trommer med fødderne til hans lorte chilenske folkemusik...
Jeg væmmes med tanken om at indånde den samme luft, som han har haft nede i hans lunger!!
Nu begynder det at regne udenfor. Jeg har ikke set regn de sidste 2 måneder af mit liv.

Anyyyways... Efter den fantastiske saltørken-tur endte vi i den lille støvede by San Pedro de Atacama i Chile, hvor vi tog på en guidet nattur for at opleve stjernehimlen gennem 10 forskellige gigantiske stjernekikkerter. Sjovt at se månen så detaljeret og høre om galakser og planeter fra en småpsykotisk, men humoristisk, fransk astronom - selvom vi dog glemte det meste, da vi på daværende tidspunkt havde været vågne i 23 timer i træk og blevet overhældt med oplevelser og indtryk.

Dagen efter tog vi på en mindre skiferie, hvor sneen dog var udskiftet med sand. Vi jordede derfor på henholdsvis snowboard og ski ned af nogle store sandbakker. En sindsyg sjov og surrealistisk oplevelse at stå på ski i bar mave og shorts, selvom det dog var hårdt at skulle gå op ad bakken efter de ca. 15 sekunders downhill man havde.
Nu ankommer vi snart til Argentina og glæder os til at mæske os i spandevis af rødvin. (Ikke bogstaveligt talt - det ville virke dumt...)

Men det går sgu "rapido" for tiden...
For en uge siden var jeg i Peru.
For 4 dage siden var jeg i Bolivia.
Igår var jeg i Chile.
I dag er jeg i Argentina.
Om en uge er jeg i Brasilien.
Om 2 uger er jeg i USA...

Hvis du lyster og chefen ikke patruljere lige bag din ryg, kan du som altid se flere billeder på min facebook-profil... kortlink.dk/facebook/a277

Naturen i Salar de Uyuni

Peru

Simon og undertegnede har netop tilbragt 13 dage i landet, der ikke rimer på kage.
Vi er lige ankommet til Bolivia (som heller ikke rimer på kage), og jeg har nu kastet mig ned i en sækkestol med min kjære laptop og vil i ro og mag evaluere på en hektisk og oplevelsesrig tid i Peru.

Som en direkte forlængelse af forrige blog tog vi bussen til (...) Wupti! Nu kom en überglad og fløjtende Simon ind af døren med nyerhvervet insulin svingende i en bærepose fra det lokale apotek. Han havde kun et par dage tilbage at leve i, så det var fedt (og lettere uventet) at Bolivia havde hans type af insulin (...) Mancora i det nordlige Peru. En smuktbeliggende strand- og surfby, hvilket andre turister desværre også havde fået færten af, så der var en del fulde backpackere. Vi indlogerede os på et luksus party-hostel, som var omkranset af et stort hegn, der holdte de pågående sælgere og beskidte lommetyve ude.
Et gringoland med pool, hængekøjer og festlige arrangementer, hvor Simon og jeg bl.a. tilmeldte os en større Beer-Pong turnering med det velklingende holdnavn "The Dick-breaths". Om det var navnet eller vores iver for at drikke øl vides ikke, men vi tabte første kamp med rekordcifrer og vikingerne var dermed ude af turneringen ligeså hurtig som vi drak vores efterfølgende gravøl.
Loki-hostellet havde skabt nogle fantastiske rammer for gæsterne, men én kæmpe idiot ødelagde opholdet for en masse gæster. En social inkompetent australsk abe med manglende situationsfornemmelse yndende nemlig at skubbe folk i poolen med fuld påklædning. Det gik bl.a. ud over mig, hvor jeg dog heldigvis akkurat havde lagt min precious iPhone fra mig. Det viste sig endda senere, at den lyshårede abekat (som forresten havde abnormt grimme tænder) arbejdede som bartender på stedet og burde repræsentere stedet bedst muligt.
Efter flere timers planlægning om verdens største hævn, besluttede jeg blot at foretage en velkalkuleret og kynisk hævn i form af en moden klage til manageren. Det resulterede til min store tilfredsstillelse i, at han blev fyret, jeg fik en dybfølt undskyldning og gratis ophold på andre Loki-hostels, hvilket jeg nyder godt af netop nu... Muahahaha!!!

Efter et par dage i Mancora tog vi en luksusbus med flysæder til hovedstaden Lima, og blev mødt af den mest moderne og flotte by i Sydamerika vi har set indtil videre. Her hang vi ud med Jonas, som Simon og jeg har arbejdet med på studenterhuset i Aalborg. Han arbejdede som frivillig på en skole med to andre danske piger, som kunne vise os rundt i både de smukke parker og fattige bydele i hovedstaden. Fed by!

Efter et par dage i Lima tog Simon og jeg flyet over Andesbjergene til Cusco. Den tredjestørste by i Peru, som rummer en masse historie og mange charmerende gader. Én af de negative højdepunkter blev dog, da 3 unge peruianere nupsede pungen fra en anden dansker, Michael, vi netop havde mødt og sad på restaurant med. I fuld spurt løb Michael, den kvindelige tjener og jeg efter tyvene og jeg fik fandt i kraven på én af dem - en 16-årig pige. Vi fik fat i politiet og hun fik ringet til hendes venner, som ganske slukøret måtte levere pungen tilbage. Hele sceancen foregik under aftenen for halloween, så under vores intense menneskejagt løb vi gennem store horder af zombier og vampyrer, medens adrenalinen pumpede. Vi vendte tilbage til restauranten, drak en nedkølende øl og blev hurtigt enige om, at det var blog-materiale.

Nedkørsel gennem sky

Fra Cusco tog vi på en 4-dages jungletrek ad en af gamle inka-stier mod deres hellige tempel Machu Picchu, som i dag er én af verdens syv vidundere. Første dag blev vi kørt op på et stort bjerg og havde derefter en 2 timers nedkørsel på mountainbikes. Simon og jeg satte os solidt i førerfeltet sammen med guiden og kørte gennem drivvåde og tætte skyer, overhalede lastbiler og var fuldt koncentreret om ikke at lave en Jens Voigt. Fed oplevelse, hvor man skiftevis skreg af grin og havde tungen lige i munden (hvilket man vel egentlig altid har - dumt ordsprog).

Resten af turen stod på trek gennem en betagende landskab, som kulminerede i besøget ved Machu Picchu, som lå gemt langt inde i Andesbjergene. Vi stod op kl 4 om natten og begyndte den sidste del af trekken i high pace for at være de første inde på tempelområdet blandt de normalt 2000 besøgende. Det lykkedes også ved at være nummer 4 og 5 på toppen, men der gik ikke længe før området blev fyldt mere og mere op med turister. Efter en rundtur i de mange ruiner klatrede vi op på et tilstødende bjerg, Wayna Picchu, hvor vi havde en vanvittig flot 360 graders udsigt over både Machu Picchu og de omkringliggende bjergtindinger.

Chillax med Machu Picchu i baggrunden

Et stort problem opstod dog forinden, da der kræves pas for at komme ind på tempelområdet, hvilket jeg ikke havde fået at vide. Jeg måtte derfor i småpanik ty til min sorte bog over småkriminelle venner, der kunne hjælpe mig. Her stod min allerkæreste kæreste Line øverst, da hun allerede er inde på en kriminal løbebane efter visum-gøglet i New York. Med hendes photoshop-skills lavede hun et nyt pas til mig og sendte på mail, så jeg kunne printe en kopi ud. Succes - dog med dårlig samvittighed.


Da vi kom tilbage til Cusco fik vi en tiltrængt massage, hvor jeg var i en konstant kamp om at prøve at nyde tortureringen af mine ømme lægmuskler og samtidig prøve at tilbageholde et akavet grineflip, når jeg blev masseret under fødderne.
Sidstehåndsindtrykket af Cusco før tuen gik til La Paz i Bolivia, var, at indbyggerne var meget miljøbevidste og gode til at spare på vandet. Dette indtryk blev foreviget med billedet herunder, hvor en mor hjælper hendes lille datter med at skide direkte ned i kloaksystemet på åben gade, frem for at bruge vand på skylle ud. Smart - men lettere nasty!!
Jeg efterlader dig kære læser med dette billede. Ses i Bolivia, hvor den står på anaconda-jagt i Amazonas og jeep-tur i saltørkenen...

Nasty

Ecuador part 4

Som i den famøse evergreen-serie "Dødbringende Våben" er vi nu nået til part 4 og dermed den sidste del af rejsen i Ecuador.

Onsdag var en sorgens dag, hvor vi havde sidste skoledag (dog uden at kaste frosne karameller), og sidste arbejdsdag i vores foundation, hvor vi har arbejdet med udsatte børn i alderen 6-12.
Selvom vi kun havde været der i én måned havde de forberedt en flot afskedsceremoni med kager, sodavand og taler fra børnene. Børnene i min afdeling havde alle skrevet et kort til mig, og det lykkedes mig at få to piger til at græde, da de på skift fik "farewell-krammere". Netop de 2 piger havde været fantastisk søde, så jeg blev også lidt sentimental - lidt samme følelse, som da jeg så reklamen for Merci-chokolade i tv første gang.
Set i bakspejlet har Simon og jeg haft en rigtig spændende og udfordrende måned som volontører, og perioden på én måned passede perfekt. Vi har været ekstremt heldige at kunne bo gratis ved en sød og åben familie, som vi har haft mange sjove oplevelser sammen med, medens vi langsomt har nedbrudt sprogbarrieren med vores spanskundervisning 3 gange om ugen.

Torsdag og fredag var vi dermed klar til en frisk start og for alvor begynde vores backpacker-trip i Sydamerika. Og hvilken bedre start end at bestige verdens højeste aktive vulkan iført utallige lag skitøj, isøkser, reb, bælter og pigsko... En gletscher-dækket bjergtop i Andesbjergene på 5900 meter (højere end Kilimanjaro).
Torsdag morgen kørte vi op til en basecamp i 4800 meters højde, hvor vi skulle hvile, indtil vi kl. 01 skulle begynde bestigningen og forhåbentlig ramme solopgang, når vi nåede toppen.
Selvom vi efter 1 måned i Quito burde have akklimatiseret os til højden gik det alligevel helt galt for yours truly. Jeg brugte derfor hviletiden i basecampen på at få tømt kroppen for samtlige væsker ud af begge ender (excuse my french) kombineret med mavekramper og kulderystelser. Fik også brug for mit dyriske "hvæs" igen, da en bjerg-ræv kom lidt for tæt på mig, da jeg stod udenfor basecampen i nattens mulm og ofrede mig.
Med en god portion højdesyge, stædighed og dumdristighed meldte jeg mig alligevel klar til guiden kl. midnat og vi begyndte langsomt opstigningen iført pandelamper.
Det endte med at blive det absolut hårdeste fysiske jeg har prøvet i mit liv. Et sted mellem 43-46 gange hårdede end at være midtbanemotor i serie 4. En opstigning med balancering på vulkansten, spring over dybe gletscherspalter og brug af isøkser og reb til at trække sig op på umulige steder. En ultimativ oplevelse i bedste Call of Duty-stil, som overgik mine vildeste forventninger til vores "lille" hike.
I denne højde er energi, sukker og vand vitalt, men alt hvad jeg indtog kom ud samme vej, så det endte med 9 timers fysisk afprøvelse, hvor jeg konstant vippede på grænsen uden at få energi indenbords.
Vi nåede dog alle toppen, men de sidste 2 timer var for mit vedkommende præget af smerte, trykken i lungerne og hallucinationer, hvor spanske ord fløj ned i mine nydannede fodspor. Bjergtoppen var dog kæmpe anti-klimaks, da skyer havde overtaget sigtbarheden, så jeg fejrede derfor min personlige triumf på toppen med min syvende omgang puke, en krammer fra guiden og en powernap på 10 minutter medens jeg i søvne nynnede "Står på en Alpetop" af Shubidua.
Derefter ventede en 2 timers nedtur (i bogstaveligste forstand), hvor vi endnu engang blev lokket over gletscherspaltere balancerende på et 10 cm bredt brædt, rapelling ned af gletschere og klatring med pigsko, som skulle tyres ind i de lodrette is-flader.
En vanvittig fed, mindeværdig og ekstrem oplevelse, jeg kun kan sammenligne med mit solospring i faldskærm. Tre ting er dog helt sikkert: 1) Højdesyge er lige så sjovt som grædende babyer. 2) Jeg gør det aldrig igen. 3) Jeg har nu bestiget et fucking bjerg på 5900 meter med højdesyge og uden mad og drikke.

Fredag aften sagde vi "adjøs" til vores ecuadorianske familie og tog en 10 timers natbustur til det sydlige Ecuador. Nu er vi havnet (via couchsurfing) hos et vaskeægte bøssepar, Mario og Patricio, i et 3 etagers palads i Cuenca. Indtil videre den absolut mærkeligste couchsurfing oplevelse med et excentrisk midalderende rigt par, hvor Simon og jeg har fået det ene ud af 5 soveværelser med hver vores king-size bed.

Huset har iøvrigt 4 badeværelser og består hovedsageligt af antikke møbler, kæmpe fladskærme og guld og glimmer overalt, medens Laila (husets maid) bliver hunset rundt som en slave og laver mad og gør rent. Når mændene er på vej ud af døren (porten) knipser de blot med fingrene og Laila henter straks deres jakker.
En mærkelig luksus at vænne sig til... Men egentlig meget behageligt :)
Planen er nu et par dage her i homoreden i Andesbjergene, hvorefter vi tager til surfstanden Mancora i Peru for at komme på samme højde med vandet igen.


Jeg kan forresten nu strege endnu en ting af på min "to-do-before-I-die"-liste, som er under konstant opbygning.

1. Bestige en aktiv vulkan
2. Spise KFC i Kentucky.
3. Se Casablanca uden at falde i søvn.
4. Se en opera.
5. Spise sushi i Tokyo
6. Køre i en limosine.
7. Ae en kænguru i Australien
8. Drikke "kaffe" på en coffeeshop i Amsterdam
9. Få et hastighedsmeter op på max i en bil.
10. Lave en 180 på snowboard
11. Spise kobekød i Kobe.
12. Joine the Mile High Club 
13. Besøge alle kontinenter
14. Dykke ved Great Barrier Reef
15. Ride på en elefant
16. Se pyramiderne i Egypten
17. Fejre nytårsaften på Times Square
18. Se en Champions League kamp
19. Se Taj Mahal
20. Spise en klam hot-dog ved en hot-dog stand i New York
21. Se en John Forgerty koncert
22. Kysse en pige jeg elsker i silende regnvejr
23. Springe ud fra en 10-meter vippe
24. Løbe et marathon
25. Drikke tequila i Mexico
26. Røre et dødt menneske
27. Se Machu Pichu
28. Arbejde som frivillig i udlandet
29. Score et saksesparksmål i en fodboldkamp
30. Medvirke i en spillefilm
31. Spise noget mærkeligt (en levende krabbe)
32. Se stonehenge
33. Gå rundt i en ørken
34. Blive far
35. Springe solospring i faldskærm
36. Flyve i en varmluftsballon
37. Affyre en M16A4
38. Safari i Afrika
39. Stå med et ben på hver side af ækvator
40. Komme først over verdens største fodgængerfelt i Japan
41. Være med i TV-program
42. Hinke over verdens bredeste gade
43. Starte en slow-clap
44. Køre over 100 km/t på ski
45. Lære tegnsprogsalfabetet og udføre det på 15 sekunder
46. Lære tegnsprog til basis niveau
47. Mestre 5 forskellige cocktails
48. Kører på longboard på Island
49. Starte min egen succesfulde virksomhed
50. Mestre 5 fingerspilssange på guitar
51. Holde en tale foran +300 mennesker (TED Talk)
52. Løbe hurtigere end metro-toget
53. Have en succesfuld blog
54. Gå caminoen
55. Tage den første blomst
56. Lær breakdancing
57. Lær massage
58. Mestre en sovs
59. Læs bibelen
60. Donere blod
61. Vær vegetar for 1 måned

(Skriv endelig herunder, hvis der mangler noget på listen...)