Hele honeymoon-turen var generelt præget af intens action, men der var jo meget man gerne vil opleve og se, når man nu var taget om på den anden side af jorden.
8 dage var derfor ikke meget at opleve Japan på, så vi havde købt et railpass for 2000 bobs til ”Shinkansen”, som i folkemunde bliver kaldt ”Det japanske psyko-tog”, da det kører op til 360 km/t.
Vi søgte hurtigt ud til den lille ø Shiraishi-shi. Både for at komme væk fra storbyerne, som havde præget turen indtil videre, men også for at få frisk luft efter at have delt soverum i færgen, fra Sydkorea til Japan, med en ældre japansk dame og hendes højlydte prutter.
På vejen til øen lavede vi pitstop i Kobe – udelukkende for at smage deres fantastiske og verdenskendte Kobe-kød, som efter sagnet skulle stamme fra überforkælede køer, der dagligt får massage, hører musik og drikker øl. Kødet smagte genialt, men måtte dog skæres ud i små stykker, da man jo spiser med pinde i Japan. Det virker dumt!Vi ankom samme aften med færge til øen og fandt et (dyrt) Ryokan at overnatte i, som lå helt ud til vandkanten. Et ryokan er et slags traditionsbunden hotel med skydedøre, hvor man sover på sivmåtter. Hotelmutter kunne dog INTET engelsk! Ikke engang de to mest kendte ord i verden ”Okay” og ”Coca Cola”. Så med de bedste pantomime-fagter, som ville have fået mig forrest i køen til Statens teaterskole, fik vi pruttet prisen ned, så vi også havde råd til at tage færgen tilbage til fastlandet.Skiltet herunder viser tydeligt deres manglende sprogfærdigheder.
Samme aften var vi ude og (nøgen)bade i det japanske ø-hav under fuldmåneskær, morild i vandet og med udsigt ind til den afdæmpede belyste strand. Der hørte jeg for første gang en sætning, jeg aldrig har hørt før, og formentlig aldrig vil høre igen… ”Hahaha!! Du har morild på dilleren!”
Efter den tiltrængte naturoplevelse blev vi atter tiltrukket af storbyens neonlys. Som naive myg blev vi derfor suget ind til Osaka. En fantastisk moderne og funklende storby, hvor pigerne går rundt i skoleuniformer med Hello Kitty tema og mændene har stift afbleget hår med lige så meget hårvoks, som der kan være i Mount Fuji.
I hver af hotellets 370 kapsler er der en madras, en lampe, en radio og et fjernsyn, hvor 3 ud af de 7 kanaler viser japansk voksenunderholdning. Sidstnævnte havde min mandlige nabo stor glæde af – lød det til L
På vores anden aften i Osaka trådte vi ind på en tilsyneladende tom og mørklagt reggaebar – indtil vi blot fandt ud af, at der kun var sorte mennesker derinde. Lidt mærkeligt efter, at vi i lang tid kun havde set folk med smalle øjne. De fleste var fra Ghana og vi blev hurtigt taget godt imod efter jeg stolt udbrød det eneste jeg vidste om Ghana: ”Razak Pimpong”.
Neger-Joe, som vi kaldte ham, viste os derefter rundt i Osakas natteliv, hvor jeg bl.a. i min velmente medmenneskelighed ville give en forbikørende cyklist (med en pige på bagagebæret) et venligt skub, hvilket resulterede i, at jeg skubbede dem direkte ud foran en krydsende bil i høj fart.
Whoops! Efter en dramatisk spurt fra gerningsstedet og lydene fra mit galoperende hjerte, halsende politihunde og ambulancens sirener havde lagt sig, vendte vi tilbage til de trygge rammer i Reggaebar. - Just kidding – der var ikke nogle hunde :)
Efter et par fede dage i Osaka og et smut til tempelbyen og den gamle hovedstad Kyoto, tog vi shinkansen til verdens største by med 35 mio. mennesker – Tokyo!
Her kunne jeg endelig få opfyldt min drøm, om at komme først til den anden side i verdens største fodgængerovergang i Tokyo downtown. Selvom flere af mine hundredvis konkurrenter lavede en klokkeklar tyvstart, mener jeg stadig, at jeg kom først over med en Haribo-poses længde foran nærmeste konkurrent (som sjovt nok var Line).
Efter et par dage i Tokyo tog vi en dagstur væk fra hovedstaden og havnede i en lille bjerglandsby, hvor de formentlig aldrig havde set turister. Alle pegede og fniste, hvilket især kom til udtryk, da vi pludselig befandt os på tilskuerpladsen ved en lilleput baseball-kamp. De troede formentlig vi var amerikanske talentspejdere, og gjorde deres ypperste for at præstere på banen. En sjov og mindeværdig oplevelse, hvor jeg endda fik en baseball med som souvenir. Omg – jeg var glad! Formentlig lige så glad og rørt, som ham den gamle mand i Merci-reklamen, der får en plade chokolade af hans søn!Her kunne jeg endelig få opfyldt min drøm, om at komme først til den anden side i verdens største fodgængerovergang i Tokyo downtown. Selvom flere af mine hundredvis konkurrenter lavede en klokkeklar tyvstart, mener jeg stadig, at jeg kom først over med en Haribo-poses længde foran nærmeste konkurrent (som sjovt nok var Line).
Samme smilende og glade fornemmelse forlod vi også Japan med efter en fuldstændig fantastisk 19-dages honeymoon, som blot gav mod til flere rejseoplevelser i fremtiden.
Næste stop var Danmark i 10 dage, hvor jeg skulle have overstået min specialeeksamen, hvorefter 4 måneder i Nord- og Sydamerika stod for døren (igen – ikke bogstaveligt talt – det vil stadig virke mærkeligt.)
Funfact om Japan.
Funfact #1: Samtlige japanske toiletter til tilsluttet en stikkontakt, da der jo selvfølgelig skal afspilles en lille panfløjte-melodi, når man er færdig med sin gøren og laden.
Funfact #2: De er bare generelt mærkelige. Billedet herunder viser en tegneserie fra en hel almindelig japansk nyhedsavis. Du kan selv få lov at udfylde taleboblerne med passende tekst.
