Ecuador part 4

Som i den famøse evergreen-serie "Dødbringende Våben" er vi nu nået til part 4 og dermed den sidste del af rejsen i Ecuador.

Onsdag var en sorgens dag, hvor vi havde sidste skoledag (dog uden at kaste frosne karameller), og sidste arbejdsdag i vores foundation, hvor vi har arbejdet med udsatte børn i alderen 6-12.
Selvom vi kun havde været der i én måned havde de forberedt en flot afskedsceremoni med kager, sodavand og taler fra børnene. Børnene i min afdeling havde alle skrevet et kort til mig, og det lykkedes mig at få to piger til at græde, da de på skift fik "farewell-krammere". Netop de 2 piger havde været fantastisk søde, så jeg blev også lidt sentimental - lidt samme følelse, som da jeg så reklamen for Merci-chokolade i tv første gang.
Set i bakspejlet har Simon og jeg haft en rigtig spændende og udfordrende måned som volontører, og perioden på én måned passede perfekt. Vi har været ekstremt heldige at kunne bo gratis ved en sød og åben familie, som vi har haft mange sjove oplevelser sammen med, medens vi langsomt har nedbrudt sprogbarrieren med vores spanskundervisning 3 gange om ugen.

Torsdag og fredag var vi dermed klar til en frisk start og for alvor begynde vores backpacker-trip i Sydamerika. Og hvilken bedre start end at bestige verdens højeste aktive vulkan iført utallige lag skitøj, isøkser, reb, bælter og pigsko... En gletscher-dækket bjergtop i Andesbjergene på 5900 meter (højere end Kilimanjaro).
Torsdag morgen kørte vi op til en basecamp i 4800 meters højde, hvor vi skulle hvile, indtil vi kl. 01 skulle begynde bestigningen og forhåbentlig ramme solopgang, når vi nåede toppen.
Selvom vi efter 1 måned i Quito burde have akklimatiseret os til højden gik det alligevel helt galt for yours truly. Jeg brugte derfor hviletiden i basecampen på at få tømt kroppen for samtlige væsker ud af begge ender (excuse my french) kombineret med mavekramper og kulderystelser. Fik også brug for mit dyriske "hvæs" igen, da en bjerg-ræv kom lidt for tæt på mig, da jeg stod udenfor basecampen i nattens mulm og ofrede mig.
Med en god portion højdesyge, stædighed og dumdristighed meldte jeg mig alligevel klar til guiden kl. midnat og vi begyndte langsomt opstigningen iført pandelamper.
Det endte med at blive det absolut hårdeste fysiske jeg har prøvet i mit liv. Et sted mellem 43-46 gange hårdede end at være midtbanemotor i serie 4. En opstigning med balancering på vulkansten, spring over dybe gletscherspalter og brug af isøkser og reb til at trække sig op på umulige steder. En ultimativ oplevelse i bedste Call of Duty-stil, som overgik mine vildeste forventninger til vores "lille" hike.
I denne højde er energi, sukker og vand vitalt, men alt hvad jeg indtog kom ud samme vej, så det endte med 9 timers fysisk afprøvelse, hvor jeg konstant vippede på grænsen uden at få energi indenbords.
Vi nåede dog alle toppen, men de sidste 2 timer var for mit vedkommende præget af smerte, trykken i lungerne og hallucinationer, hvor spanske ord fløj ned i mine nydannede fodspor. Bjergtoppen var dog kæmpe anti-klimaks, da skyer havde overtaget sigtbarheden, så jeg fejrede derfor min personlige triumf på toppen med min syvende omgang puke, en krammer fra guiden og en powernap på 10 minutter medens jeg i søvne nynnede "Står på en Alpetop" af Shubidua.
Derefter ventede en 2 timers nedtur (i bogstaveligste forstand), hvor vi endnu engang blev lokket over gletscherspaltere balancerende på et 10 cm bredt brædt, rapelling ned af gletschere og klatring med pigsko, som skulle tyres ind i de lodrette is-flader.
En vanvittig fed, mindeværdig og ekstrem oplevelse, jeg kun kan sammenligne med mit solospring i faldskærm. Tre ting er dog helt sikkert: 1) Højdesyge er lige så sjovt som grædende babyer. 2) Jeg gør det aldrig igen. 3) Jeg har nu bestiget et fucking bjerg på 5900 meter med højdesyge og uden mad og drikke.

Fredag aften sagde vi "adjøs" til vores ecuadorianske familie og tog en 10 timers natbustur til det sydlige Ecuador. Nu er vi havnet (via couchsurfing) hos et vaskeægte bøssepar, Mario og Patricio, i et 3 etagers palads i Cuenca. Indtil videre den absolut mærkeligste couchsurfing oplevelse med et excentrisk midalderende rigt par, hvor Simon og jeg har fået det ene ud af 5 soveværelser med hver vores king-size bed.

Huset har iøvrigt 4 badeværelser og består hovedsageligt af antikke møbler, kæmpe fladskærme og guld og glimmer overalt, medens Laila (husets maid) bliver hunset rundt som en slave og laver mad og gør rent. Når mændene er på vej ud af døren (porten) knipser de blot med fingrene og Laila henter straks deres jakker.
En mærkelig luksus at vænne sig til... Men egentlig meget behageligt :)
Planen er nu et par dage her i homoreden i Andesbjergene, hvorefter vi tager til surfstanden Mancora i Peru for at komme på samme højde med vandet igen.


Jeg kan forresten nu strege endnu en ting af på min "to-do-before-I-die"-liste, som er under konstant opbygning.

1. Bestige en aktiv vulkan
2. Spise KFC i Kentucky.
3. Se Casablanca uden at falde i søvn.
4. Se en opera.
5. Spise sushi i Tokyo
6. Køre i en limosine.
7. Ae en kænguru i Australien
8. Drikke "kaffe" på en coffeeshop i Amsterdam
9. Få et hastighedsmeter op på max i en bil.
10. Lave en 180 på snowboard
11. Spise kobekød i Kobe.
12. Joine the Mile High Club 
13. Besøge alle kontinenter
14. Dykke ved Great Barrier Reef
15. Ride på en elefant
16. Se pyramiderne i Egypten
17. Fejre nytårsaften på Times Square
18. Se en Champions League kamp
19. Se Taj Mahal
20. Spise en klam hot-dog ved en hot-dog stand i New York
21. Se en John Forgerty koncert
22. Kysse en pige jeg elsker i silende regnvejr
23. Springe ud fra en 10-meter vippe
24. Løbe et marathon
25. Drikke tequila i Mexico
26. Røre et dødt menneske
27. Se Machu Pichu
28. Arbejde som frivillig i udlandet
29. Score et saksesparksmål i en fodboldkamp
30. Medvirke i en spillefilm
31. Spise noget mærkeligt (en levende krabbe)
32. Se stonehenge
33. Gå rundt i en ørken
34. Blive far
35. Springe solospring i faldskærm
36. Flyve i en varmluftsballon
37. Affyre en M16A4
38. Safari i Afrika
39. Stå med et ben på hver side af ækvator
40. Komme først over verdens største fodgængerfelt i Japan
41. Være med i TV-program
42. Hinke over verdens bredeste gade
43. Starte en slow-clap
44. Køre over 100 km/t på ski
45. Lære tegnsprogsalfabetet og udføre det på 15 sekunder
46. Lære tegnsprog til basis niveau
47. Mestre 5 forskellige cocktails
48. Kører på longboard på Island
49. Starte min egen succesfulde virksomhed
50. Mestre 5 fingerspilssange på guitar
51. Holde en tale foran +300 mennesker (TED Talk)
52. Løbe hurtigere end metro-toget
53. Have en succesfuld blog
54. Gå caminoen
55. Tage den første blomst
56. Lær breakdancing
57. Lær massage
58. Mestre en sovs
59. Læs bibelen
60. Donere blod
61. Vær vegetar for 1 måned

(Skriv endelig herunder, hvis der mangler noget på listen...)

Ecuador part 3

Den forgangne uge har Simon krydret sin diabetes med feber og nedernhed og blevet hjemme i sengen.
Jeg har derfor haft intensiv 1-on-1 undervisning i spansk (bum-bum-tisch) og haft nogle mærkelige oplevelser, som jeg ikke har kunnet dele med andre... Hmmm... Hvis jeg dog bare havde adgang til et lettilgængeligt medie, hvor jeg kunne berette om mine oplevelser til flere på en gang...

I onsdags gik jeg fx stille og rolig på fortovet hen mod foundationen. Passede mig selv, hoppede over stregerne og tænkte på, hvad jeg skulle have til frokost (det blev ris med lever). Pludselig bliver mine skinneben torpederet af en Rommedahls-hurtig schæferhund, der iført skyklapper og manglende situationsfornemmelse prøvede at hugge mine ben over med en flyveskalle, fordi den ikke havde set mig rundt om hjørnet.
Jeg når akkurat at undvige, men tabte dermed min første "chicken-run"... Ikke til en modkørende lastbil eller motorcykel, som jeg altid havde drømt om... Men til en sølle 4-benet brun krikke af en køter!
Trist og chokeret går jeg videre og tænker "Sikke en fræk bøllehund". Jeg når dog kun 3 stenkast videre før en ny territoriebevidst schæferhund pludselig går til angreb på mine ankler. Jeg var åbenbart kommet for tæt på dens fortovskant og den prøvede flere gange at sætte sine sylespidse tænder i min tibia (læs: den latinske betegnelse for skinnebenet - har jeg lært fra min tid som forsøgskanin i smerteforsøg). Jeg svarede igen med et dyrisk instinkt og sparkede den væk fra mig med sålen fra mine tennissko, mens jeg hvæsede som en kat. Først 40 meter senere, hvor køteren havde opgivet sin forbipasserende frokost og mit hjerte stadig sad fast i mit strubehovede, opdagede jeg min skade efter infighten. Jeg havde brækket neglen på min venstre ringefinger, idet jeg sprang væk fra hunden og kastede mig ind i den nærmeste betonsøjle. Set i bakspejlet kan jeg dog kun grine af mit "forsvars-hvæs", hvilket hunden sikkert også stadig griner af.

Galo har været god til at vise os rundt, og hentede os bl.a. hjem fra arbejdet, da han pludselig fandt Danmark-Portugal kampen på én af sine mange kanaler. Så Simon og jeg løb rundt i stuen, kastede med high-fives og råbte danske eder, mens hele familien sad forstenet og grinede af os. Endnu en gang må jeg sige "in your face" på alle Rommedahl og Morten Olsen-haters, da jeg altid har været stærkt begejstret for dette makkerpar.

Galo tog os også ud og besøge en meget fattig familie for at gøre lidt reklame for foundationen. En stærk og tankevækkende oplevelse at besøge en familie med tre børn, hvor moderen har kræft og faderen arbejder fra 6 morgen til 23 aften.
Vi blev inviteret ind i deres ydmyge hjem, som udefra lignede en tro kopi af vores brændeskur i sommerhuset. Balancerende på et 10 cm bredt brædt over den mudderede forhave, blev vi ført ind i den mørkbelagte stue, hvor en hær af fluer havde kommet os i forkøbet. Her blev vi budt på et glas Coca-Cola. Jeg tog høfligt imod, men Simon afviste deres imødekommende gestus. (Formentlig pga. dårlig opdragelse, men måske mere sandsynligt pga. sukkersygen.)
Et spændende visit, der sætter sit eget priviligerede liv i perspektiv. Jeg sidder fx nu og spiser vingummier, medens jeg skriver blog... Fordi jeg kan!

I onsdags tog Galo mig på en lille "ærinde-tur" i byen. Først tog vi ned og snakkede religion med hans revisor. En stærk katolsk dame, der forundret spurgte, hvorfor jeg ikke troede på Gud. Jeg havde lyst til at omvende hendes spørgsmål. Det burde da være hende, der skal finde beviset på Guds eksistens og ikke mig, der skal finde bevis for at han ikke findes?
Jeg fik dog clearet bolden ud af kommunen ved at forklare, hvordan jeg troede på Jesus, men ikke Gud. Jeg ramte åbenbart præcis samme holdning som Galo og blev belønnet med et high-five.

Derefter tog vi ned og besøgte Galos tante. En dejlig stor familie, hvor snakken igen gik på religion. Denne gang blev jeg belønnet med en bibel med det nye testamente på både spansk og engelsk. Faderen i huset skulle dog før den ceremionelle overrakkelse først reparere og lime "the good book" og giver den nyt omslag. En rigtig fed gave, som jeg har brugt meget siden. Dog udelukkende som underlag til min computer, så processoren ikke bliver for varm.
Under besøget skulle jeg også kæmpe mig igennem en kæmpe kop pulverkaffe (no me gusta kaffe) og en dynamisk rødlig budding. Jeg fik et større og større publikum, da brækreflekserne forlængede synke-processen, og alle til sidst sad og ventede på mig. Min kulinariske kamp blev dog til sidst belønnet med to (slidte) ecuadorianske landsholdtrøjer til Simon og undertegnede. Fantastisk søde og gæstfrie mennesker.

I fredags havde Paula (den 8-årigede pige, jeg kidnapper med hjem til Danmark) pyjamasfest med 3 andre veninder. Pisse sjovt koncept, hvor de tullede rundt i lyserøde bomuldsdragter og store fluffy hjemmesko med dyremotiv. De satte et stort iglo-telt op i stuen og så Ice Age 3 på storskærm. Simon og jeg blev dog pludselig vækket kl 6 om natten af ungpigeskrig... fordi én af pigerne havde pruttet i teltet...

I lørdags tog hele familien + 2 danskere en heldagstur til Ækvator. En "linie" man selvfølgelig skal opleve, når man nu er så tæt på. En sjovt naturfænomen, hvor alle vejer præcis et kilo mindre, når man står direkte på linien og hvor man kan balancere et ukogt æg på et søm. Man kan også skylle vand lodret ned af et afløb, hvor der blot én meter fra linien bliver skyllet clockwise eller counter-clockwise ud.
Samme aften sang vi karaokee i stuen med en god rødvinsbrandert. Simon og jeg toppede aftenen med 86 point i en smuk og intens duet med sangen "A whole new world" fra Aladdin. (Jeg var Jasmin)

Dum og Dummere på hver deres halvdel af kloden...

Den kortsigtede plan er nu at bestige gletscheren i midtugen, lave farvelmiddag og få gruppekrammere af 40 børn, da vi på fredag drager videre mod Cuenca i det sydlige Ecuador...

Ugens citat:
"Selvom børn ikke sveder, kan de godt lugte af lort."

Ecuador part 2

Vi er nu halvvejs igennem vores frivillige arbejde på børnecenteret i Ecuador.
Halvlegen har vi brugt på en fantastisk weekendtur til Octavalo, som vi netop er hjemvendt fra.
Vi tog afsted lørdag morgen med bus til Otavalo sammen med en anden voluntør (Sammy) fra vores foundation. En 2-timers bustur til 10 kr, hvor de viste en fantastisk dårlig film med Richard Gere, som har fået en smule anderledes stemme, men er blevet flydende i spansk.

Otavalo er kendt for dets klæder og tæpper, og jeg fik også købt mig en blød hue, som sikkert bliver praktisk, når vi skal op i Andesbjergene senere. Det var sjovt at gå rundt og se, røre og prøve mærkelige ting - indtil jeg blev væk fra Simon og Sammy. Så blev markedet pludselig forvandlet til en tæppelands-labyrint af nedernhed.
Jeg fandt dem dog igen og efter lidt øl i byen og et ligegyldigt vandfald tog vi en taxa ud til vores hostel, som lå højt oppe i bjergene omkranset af smuk og idyllisk natur. Se billedet herunder.

Udsigten fra vores hostel Rose Cottage

Genialt at komme væk fra storbyen og få noget ren bjergluft i lungerne. Ligge fuldstændig afstresset i hængekøjer og kigge ud på bjergtoppene i en fuldstændig stilhed, der kun bliver afbrudt af en græssende ged og afdæmpede børneråb fra den nærliggende fodboldbane. Så er det sgu svært at lade være med at smile.
Samme aften tømte vi hele hotelmutterens barskab, og måtte derfor begive os ud på tømmermandstrekking tidlig søndag morgen. 7 timers hiking i et vanvittig smukt naturområde hjalp dog hurtigt på det.
Vi gik rundt om et kæmpe vulkankrater, der nu er en stor sø med to små bjergøer i midten. Billederne taler for sig selv, og udsigten er røget direkte ind på min top 3 over de flotteste udsigter, jeg har oplevet.

Cuicocha

På vej tilbage til Otavalo fra vulkanen fik vi lov at hoppe op på ladet af en jeep og blev kørt gratis tilbage til byen. Denne gestus understregede endnu engang den venlighed, som hele byen var præget af. Suveræn weekendtur!


I første halvveg af vores voluntørtid har vi krydret vores arbejde med intensiv spanskundervisning i downtown Quito, hvor Simon og jeg udgør en hel klasse.
Jeg troede ellers mine skoletid var overstået, men det er utrolig givende at få undervisning af en dygtig og kompetent (læs: lækker milf) lærerinde, selvom det kan være svært at koncentrere sig når hun læner sig ind over bordet.

I vores foundation har vi begge fået mere ansvar og skal nu selv finde på lege for børnene. Her er det fantastisk at kunne trække på drukspil som Buffalo, Beerpong og Pyramide. (Se mor - jeg vidste min  teenage-druk-tid kunne betale sig.)
Vi er dog selvfølgelig nødt til at ændre reglerne en smule, da børnene ikke må drikke alkohol. I stedet for at drikke et shot skal de derfor sniffe en tube lim...
I Simons afdeling er der en relativ adfærdsvanskelig og socialt handicappet dreng (læs: "fucked up i skalle"-psykopatknægt med lige så meget damp som lokomotivet fra "Tilbage til Fremtiden III"). For tiden ynder han at vise sit "solur nord for muddervulkanen" frem foran de andre piger. Med "solur nord for muddervulkanen" mener jeg selvfølgelig hans "joystick", og med "joystick" mener jeg selvfølgelig det "mandlige køn".
I fredags slæbte hans mor ham endelig med til en psykolog, så han kan blive diagnosticeret og blive spist mæt af beroligende piller.
Han kan allerede som 8-årig (ikke) stave til sit eget navn, så det går jo (ikke) den rigtige vej. Han underskrev f.eks. en suveræn grim tegning med "Gehsov", selvom hans navn er Jason.

I min afdeling havde vi forleden et kreativt fag, hvor børnene skulle lave og male flyvemaskiner ud af pap-æsker. De kom flere gange over og viste dem stolt frem, men mit ordforråd er stadig relativ begrænset, så jeg kunne kun sige "Wow! Muy bien", da jeg ikke havde lært at sige "Shit, det er grimt! Hvordan har du opnået farvetonen diarré - og gider du lade være med at tørre dine fedtede malingfingrer af i min Hugo Boss trøje!"
Spøg til den ene side. Det er sgu nogle dejlige unger, og man bliver helt blød i hjertet, når 15 glade børn råber "Andyyyyyy", når man ankommer og man får kindkys og krammere fra højre og venstre.
Derudover er det meget fedt, at man kan liste hen til en gruppe børn og slippe en vind, hvorefter de hånende begynder at pege fingrer af hinanden og trække trøjen op over næsen. Jeg efterligner blot deres gestikuleringer og griner indvendigt selvom min samvittighed er ligeså dårlig som den kvalmende lugt.

Ved vores nye ecuadorianske familie skiftes vi stadig til at lave mad, drikker rødvin, spiller musik og snakker om alt fra fodbold til religion. Simon og jeg har sideløbende med vores 4-måneders lange "sten-saks-papir-konkurrence" en battle kørende om at få 2-årige Martina til at sige vores navn først. Vi har dog også en konkurrence kørende om, hvem der kan få de største genstande op i næsen. Lige nu fører Simon med en 25-cent-mønt, men jeg er ved at træne op til en læbepomade med kirsebærsmag.

I torsdags tog vi en guidet tur rundt i Quito sammen med andre studerende fra samme sprogskole. En virkelig flot by, men det var endnu sjovere at tage billeder af folk der tager billeder end at tage billeder at ting man burde tage billeder af. Billeder.
Efter et par øl, mad og gode grin med de andre backpackere tog vi en taxa hjem til vores habitat, som ligger 1 times buskørsel fra downtown. Vi fandt dog en taxachauffør, der tydeligvis havde misset en lovende karriere indenfor Nascar-racing og nu jorder rundt i Quito om natten med et ægte racer-rat i bilen. Han kørte over 5-6 røde lys og satte dermed ny rekord i at komme hjem - 16 minutter ren.

I fredags var vi inde og se VM-kval mellem Ecuador og Venezuela. Den tredje fodboldkamp indenfor 12 dage i Ecuador. Et fuldstændig proppet stadion, men gule Ecuador trøje overalt. Det virkede meget professionelt med nationalsang og fifadommere, men det falmede lidt, da tilskuerne havde vendt deres kæmpe tifo forkert og da en hund pludselig løb ind på banen og stoppede kampen. Se billedet.

Hund på banen

Den kommende weekend står på bestigning af et 5800 meters højt sneklædt bjerg, hvor en del mennesker er døde - blandt andet søsteren til Galo (faderen i den familie vi bor hos). Så det skal nok blive sjovt :S


Ugens citater:
"Jeg plejer at skide før jeg går i bad. Så behøver jeg ikke tørre mig så meget."

"Hvis man ikke er rytmisk, er det fordi man er blevet seksuel misbrugt som barn. Det har jeg studeret i."


BTW:
Jeg har forresten fundet en video af den famøse surfepisode, hvor jeg jordede en stakkels pigesurfer ned i Mexico, jvf. blogindlæg "Mexico Part 2"
Se videoen her: http://thechive.files.wordpress.com/2011/10/surfer_dropkicks.gif

Ecuador part 1

Ahhh… Sidder nu og spiser Coco Pops til morgenmad og evaluerer på min første tid i Ecuador, selvom den velkendte smag af ris- og kakaomælk også bringer umiddelbare barndomsminder frem.

En ganske kaotisk overgang fra Mexico til Ecuador, hvor Simon og jeg fløj med 2 forskellige fly, hvilket medførte nogle diametralt modsatte oplevelse. Simon mellemlandede først i Panama, hvorefter han fik meldingen om at hans fly til Ecuador var overbooked. Han måtte derfor tage til takke med en luksusovernatning på et 5-stjernet hotel inkl. transport med alt betalt. Hvor uheldigt! Han fløj til Ecuador dagen efter.

Jeg mellemlandede efter planen i Colombia og fløj umiddelbart videre mod Quito, Ecuador. Der var dog kæmpe uvejr over hovedstaden, så vi ikke kunne lande. Derfor fløj vi videre på benzindampene til Guayaguil, som trods alt ligger 500 km syd for Quito. Der ventede vi nogle timer og blev kastet på et nyt fly tilbage til Quito. Hele turen var præget af feber og mavekramper, ufungerende sæder, elendig flymad og grædende børn. I stedet for at Simon og jeg ankom lørdag aften på cirka samme tid, ankom jeg derfor alene kl. 5 om natten. Blev snydt af en taxachauffør og betalte overpris på et hotel for at sove i en knirkende seng i 3 timer. Dagen efter mødtes vi dog på et hostel, og alt er gået op ad bakke derfra… (eller ned ad bakke?) Det er i hvert fald gået ekstremt positivt derfra J

Efter en overnatning på lækkert hostel med rooftop udsigt over den smukt beliggende hovedstad i Andesbjergene og krofatter, der gav grillmad, mødtes vi med Galo, som er godfatheren bag den organisation, som vi skal arbejde som frivillige i en måned for.

Vi bor nu hjemme ved hans fantastiske imødekommende og åbne familie, som består af:

- Galo (49 år - tidligere professionel fodboldspiller og spiller musik i flere bands)
- Doris (30 år - uddannet i kommunikation på uni, men kan ikke finde arbejde)
- Paula (8 år - den sødeste pige, som jeg formentlig kidnapper med hjem til Danmark.)
- Martina (1 år - kan sige "mama" og græde umenneskeligt højt)

Paula

En meget sød og åben familie, hvor vi får trænet en masse spansk, da deres engelsk er meget begrænset. Vi bor her gratis og skiftes til at lave aftensmad (kylling med pesto var en kæmpe succes, da de aldrig havde smagt pesto før). Som i Mexico bruges ovnen kun som opbevaring af brød og gryder, da de er bange for at lave mad i en ovn. Dumt!

Vi har vores eget værelse (tyvstjålet fra Martina) med 2 senge og et stort klædeskab. Befriende at kunne pakke ud og sige man bor her i en måned. Herfra vil vi tage weekendture ud i Quitos omegn, og bruge dette sted som base.

Den første aften satte Galo sit yndlingsband med navnet Gasolin’ på anlægget og spiller ”Langebro” på fuld tryk. Det blev ekstra sjovt, da lille Paula pludselig sang ”Så kom med miiiig”, selvom hun ikke kan et ord engelsk.

Anyways – vi arbejder på et slags ”skolefritidshjem” alle hverdage fra 12-17 med en masse glade, nysgerrige, fordomsfri og fattige børn i alderen 6-12. Vi leger med dem, opdrager dem og hjælper dem med deres lektier.
Her kan man virkelig mærke, at vi er oppe i 2850 meters højde, da jeg bliver fuldstændig svedig og forpustet af at sjippe, lege ride-ranke og give sving-ture. Ret skræmmende at opleve højders virkning på den måde.

I weekenden var vi med Galo og nogle af hans venner i en park og spille fodbold. Fedt at røre en bold igen og vi vandt alle 3 kampe ganske suverænt. Galo viste i glimt hans tidligere karriere som professionel fodboldspiller – meget, meget få glimt…

Simon og jeg har derudover taget Galos yndlingsfodboldhold til sig, og har allerede været inde og se to kampe – selvfølgelig iført vores nyerhvervede holdtrøjer. Sjove oplevelser – og lidt wahnsinnig, når publikum begynder at skyde fyrværkeriraketter ud over banen…

Line er forresten endelig ankommet til New York, og slap denne gang relativ smertefrit gennem immigrationen med sit nyerhvervede arbejdsvisum. Der er sgu ved at være styr på det hele nu…