Mexico - part 2

Mexico is coming to an end. Altså ikke som land (endnu), men mit ophold i Mexico bliver om 45 min. erstattet med Ecuador (som sjovt nok ligger midt på Ækvator).

Jeg sidder i lufthavnen i Mexico City og venter på mit fly til Quito (Ecuador) via Bogota (Colombia). For et par minutter siden var jeg lige på det lille hus i lufthavnen. Mexicanere har, som denne post senere vil berette, pænt klammo toiletvaner (og vaner generelt, og toiletter generelt). Der var kæmpe kø ved toiletterne, så jeg listede ind på spasmo-toilettet ved siden af uden nogle så det. Der var dog en del mennesker ude foran, da jeg var færdig, så jeg var nødsaget til at foretage en gangart på vej ud fra toilettet, som jeg synes kandiderede direkte til en Oscar. Jeg formåede at imitere en kombination af Muhammed Ali (Parkinson), Marc Johnson (haltede på mit højre ben) og Mortens ansigt (fra Morten og Peter). Jeg tror, at jeg fik overbevist de måbende mexicanere om, at jeg var handicappet og berettiget til toilettet.

 

Anywaaays… Det er vel mest oplagt at fortsætte rejseoplevelserne i forlængelse af forrige blogindlæg, da dette jo er ”part 2”. Det er vel kun de der stjernekrigsfilm, der roder rundt i kronologien af en fortælling.

 

Vi boede som sagt en uge i en genial lejlighed i Puerto Escondido, hvis strande er på top 10 listen over de bedste surfstrande i verden. Udover en fantastisk avocado-burger var surfoplevelserne også højdepunktet for denne uge, hvor Simon og jeg havde lejet to boards.

Jeg havde surfet før på Bali og i Australien, men havde tydeligvis glemt det igen. På mit første ”ride” ind mod stranden på en kæmpe bølge hamrede jeg derfor ind i ryggen på en pige foran mig. Nas! Jeg vendte mig om for at sige undskyld, men hun var væk og fandt hende ikke igen... Whoops!

Jeg måtte dykke dybt efter mine forglemte surfegenskaber og fandt dog også senere rytmen, så jeg kom op og stå hver anden gang. Når jeg stod på brættet og blev skubbet ind mod stranden af ren naturkraft, havde jeg dog ikke det coole ansigtsudtryk a la ”laid-back-surfer-dude-med-et-afslappet-forhold-til-livet”. Mit ansigt lignede nok mere en skræmt pige, der drikker sin første tequila-slammer.

 

Men sjovt (og hårdt) var det - og en helt fantastisk følelse, når man bliver båret af sted af en mindre tsunami, mens man prøver at overdøve bølgernes brusen ved at synge ”I’m still standing” af Elton John.
Jeg fik dog kun taget et enkelt billede, der beviser min heroiske færden på det åbne hav.

 

 

 

Efter en uge i den mexicanske surfby gik turen videre med bus til Oaxaca. Her ville vi ramme den mexicanske uafhængighedsfest d. 15.sep.

 

Kørslen er i Mexico generelt meget afslappet (læs: folk er ligeglade). Man kan let købe sig til et kørekort og så længe man har en Jomfru Marie-statuette hængende fra bakspejlet kan det jo ikke gå galt.

På disse lange busture begynder jeg at tænke for meget og flere spørgsmål opstår løbende i mit hoved.

• Hvem har ret til armlænet mellem to sæder i en bus?
• Hvorfor vinker buschauffører altid til hinanden?
• Er det okay at synge (højt) med på en sang i en bus, mens andre sover?
• Hvorfor gør mexicanere deres busser, lufthavne, biografer, indkøbscentre iskolde med aircondition, så alle skal sidde med tæppe og flyverdragter?
• Hvorfor nyser man altid to gange i træk?
• Kan man altid høre forskel på en vibrerende mobil og en snorkende mand?
• Hvorfor smiler delfiner?
• Hvorfor fusionerede Vejle Boldklub og Kolding?
• Hvem opfandt ordet ”raffi”? Og hvem bruger det stadig?
• Hvad blev der af Ian Marco Fog?
• Hvorfor klæber lim ikke til indersiden af tuben?
• Hvad gør man, hvis man ser et udrydningstruet dyr, som spiser en giftig udrydningstruet plante?
• Hvornår er vi der?

   

   

Nota bene. Jeg betragter mig selv som en åben og imødekommende person, men begynder hermed min liste over ting jeg ikke kan lide…

• Folk, der går med solbriller på indendørs. 
• Folk, der slikker sig på fingrene. 
• Fodboldspillere med relativt kort hår, der bruger et pandebånd for at se raffi ud.

Vi ankom til Oaxaca og boede på et fint hostel med en rooftop, hvorfra man kunne se ud over byen. Vi varmede op til aftenen for uafhængighedsfesten med tequila, øl og rødvin. Derefter gik vi ind til downtown og blev mødt af massiv politiopbud, afspærringer og vanvittigt mange mennesker med mexicanske flag over alt. En stor militær parade gik gennem byen og de mexicanske tilskuere hoppede bare med ind i paraden, hvilket resulterede i en ret kaotisk forestilling. Derudover var der store musikscener, trompetmusik overalt og til sidst et kæmpe fyrværkerishow (som folk flygtede væk fra, da gnisterne sprang langt ud over afspæringerne).

Samme aften festede vi videre med nogle mexicanske unge, som Simon havde mødt tidligere som couchsurfer. De tog os ud til et ægte mexicansk diskotek uden turister, hvor der var livemusik. Og et menukort over forskellige slags tequilaer, som var længere end min…

Det blev til tre dage i Oaxaca, og med kæmpe tømmermænd tog vi en bus til Veracruz. En stor havneby ud til den mexicanske golf. Her boede vi på et fint hotel med stor pool, som vi igen havde helt for os selv, da det er low-season for turister. Vi tog en tur rundt i byen, hvor Simon bl.a. glemte sin pung på bagsædet af en taxa, men i bedste Forrest Gump-løb fik den indhentet og tilbageerobret sine værdier.
I byen fandt vi pludselig verdens længste kø. Nysgerrige fulgte vi den hen til en kirke og så at det blot var den ene kø ud af tre kæmpe store. Vi mistænkte Justin Bieber for at afholde kirkekoncert, men fandt ud af det var selve Paven, der var i byen og skrive autografer. Køen bestod hovedsageligt af gamle damer med roser og store plakater med billeder af paven. Pudsigt og sjovt, men vi gad ikke stå i kø i en dag for at se en gammel, sammenbøjet mand.

Efter Veracruz tog vi forventningsfulde bussen imod Mexico City.

Vores forestillinger om slum, kriminalitet og forurening blev hurtigt modbevist. Mexico City overraskede positivt. Det var en virkelig flot by i de områder vi besøgte med charmerende bygninger og parker.

Vi var dog blevet advaret mod aggresive egern i parkerne, men jeg kunne ikke dy mig for at tage billede af de kjære små til min kæreste Line, da hun har en særlig forkærlighed for dette dyr, selvom hun har kørt to egern over på cykel(!).

 

Som billedet herunder viser, var Hr. Egern ikke synderlig begejstret for at blive foreviget med et billede, så den stormede imod mig, så snart den hørte blitz-lyden fra kameraet. Scheisse auf den autobahn jeg blev bange og flygtede væk - heldigvis uden af få centimeterdybe flænger i skinnebenet.

 

I metroen og ved lyskryds går flere gadesælgere rundt og råber. Fair nok! Men deres varer er dybt besynderligere og må ramme en meget smal målgruppe. I metroen fandt vi fx én, der specialiserede sig i at sælge superglue og på gaden gik en dame rundt og prøvede at sælge en stor lampeskærm. Dumt!

Overalt i Mexico City er der politi og militær, og det kan derfor virke underligt, at der er så massiv kriminalitet alligevel. Nårh jo – korruption i Mexico er lige så udbredt som mislykkede danske fodboldspillere i udlandet.

Funfact: Efter en random krig mellem Mexico og USA, skulle amerikanerne gå hjem fra Texas. De havde grønne uniformer på, og mexicanerne stod derfor og råbte hånligt ”Greens Go”. Og derfra stammer ordet ”Gringo”, som i Mexico betegner en amerikaner.

Mexico er en af de største byer i verden i areal. No wonder, at den er næsten dobbel så stor som Fyn, da næsten alle deres bygninger højest går til 3. eller 4.sal. Man vil hellere bygge ud end op.

En aften i Mexico City tog vi til El Mariachi festival og så flere liveshows sammen med en af Simons gamle studiebuddies fra Kbh, som bor i Mexico City. En sindssyg sjov aften med masser af tequila (se billedet), hanekamp, dans og trompetmusik. Vi var selvfølgelig også selv ude og svinge træbenet et par gange, og selvom mexicanere er vildt gode til at danse, var der flere der tog billeder af os på dansegulvet J

Sidste aften i Mexico City stod på BBQ på hostellet og derefter ind og se wrestling, som er meget populært i Mexico. Stort lys- og sceneshow, hvor store fede og muskuløse mænd wrestler rundt i en boksering, mens publikum i kor råber ”Puta, Puta, Puta” (det kvindelige køn).

Kampene varede dog i næsten 3 timer, og blev til sidst meget ensartet. Man ved jo, at vinderen er planlagt på forhånd og det hele er fake og ”av, av, av”. Man kunne ligeså godt have set en kamp med Christiano Ronaldo.

Wrestlingen mindede mig om barndomstiden, hvor Simon, min storebror og jeg tumlede rundt på græsplænen og legede wrestling og øvede stunts. ”Men så sagde vi, at du var den onde, og at det var mig, som det var, at der skulle smadre dig?”

Jeg forlader nu Mexico med mange forskellige indtryk. Vi havde hørt meget om kidnapninger, halsafhugninger, pengeafpresninger, narkobander, men oplevede heldigvis ikke de mindste problemer. På overfladen virker mexicanerne ikke behagelige og imødekommende, men de mennesker som vi har snakket med i længere tid og festet med har været virkelig søde. Derudover har Mexico et imponerende landskab og spændende traditioner og kultur.Arbejdsmoralen, dovenskaben, tempoet, den massive og stigende kriminalitet, mistilliden til regeringen, den fede og usunde mad, de dårlige vej, kloaksystemet og korruptionen er dog nogle af de negative ting jeg vil huske Mexico for. Især kloaksystemet (eller mangel på samme) er virkelig klammoella. Pga. de dårligere kloakeringer smider folk ikke deres toiletpapir i kummen, men i den åbne skraldespand lige ved siden af. Fy for satan, det er nasty at gå ind på et stinkende toilet og øjeblikkeligt kunne se om forgængeren spiser nok grøntsager og fibrer. Svaret er med 94 procent sikkerhed nej, da maden er sukkerholdig og fed, hvilket også forklarer, hvorfor mexicanerne er mere brede end de er høje.

Disse negative ting om Mexico sætter sit eget privilegerede og velfungerende liv i Danmark i perspektiv, hvilket egentlig er ganske bekræftende og rart. Om Danmark har en blå eller rød regering, skal der gå noget helt galt for at ende som Mexico.

Med alle disse indtryk siger jeg ”adios” til Mexico med en masse spændende oplevelser i bagagen – uden egentlig at være klogere på forskellen mellem tacos, tortillas, tortas, quesadillas, burittos, fajitas og alle de andre madretter.

Ecuador - here we come!


Post scriptum:

Adskillige mennesker har i løbet af min rejse spurgt ind til mit fine Casio-urs skæbne (jf. blog ”Mexico Part 1). Jeg har holdt disse folk hen i spænding, da jeg udmærket er klar over, at beretningen om uret er ét af de absolutte omdrejningspunkter for bloggen og har suget læsere til som en magnet… Eller som en støvsuger.

Jeg har trukket spændingen, da uret har været tæt på fatalitet flere gange. Men som en stædig kat har den overlevet 5 svømmeture og 3 ”tab-på-flisegulv-fra-håndledshøjde”. Altså… forstået på den måde, at den har flere liv som en kat! Ikke at jeg plejer at kaste katte i badekar eller har tyret dem ned i marmorfliser fra halvanden meters højde.
Casiouret måtte dog til sidst lade livet , men vil altid leve videre i vore hjerte – eller i hvert fald i den grøft jeg kastede den i, da jeg opdagede på displayet, at den spillede en slags omvendt ”snake” i stedet for at vise tal.

Casio-ur… We salute you!

Mexico - part 1

Jeg sidder nu på min egen balkon i min to-etagers lejlighed i Puerto Escondido og kigger ud over stillehavet med en kold cervesa foran mig, mens jeg tænker tilbage på de sidste 8 dage i Mexico.

I kølvandet på den kaotiske start i New York lavede jeg en detour ift. den oprindelige plan og landede i Mexico (Tuxtla Gutierrez med mellemlanding i Mexico City) d. 3. september. Her tog min future rejsebuddy Simon imod mig – et gladelig gensyn efter en håndfuld måneder uden at se hinanden, da han havde rejst alene i Mexico de sidste par måneder. Vi ventede sammen i lufthavnen på Luise, Simons veninde fra Kbh., der ankom et par timer efter. The three of us skulle danne rejsende taburet i Mexico (aka. de tre musketerer) de næste 3 uger, hvorefter Luise vil tage hjem til Danmark, og Simon og jeg vil fortsætte til Ecuador.

De første spæde indtryk af Mexico:

I den lille lufthavn lå en mexicansk rengøringsmand og sov på gulvet midt på toilettet. Det kunne være en alternativ form for at vaske gulvet eller blot en måde at sikre, at de fliser han lå på i det mindste ikke blev overdækket af tis.

Da vi ankom til den ”lille” bjerglandsby San Christobal de las casas, hvor vi boede i 3 dage, lå der en hjemløs på fortovet med størknet blod i ansigtet.

Vi sidder på terrassen, drikker en Corona og kigger ud over byen, da vi hører en stor eksplosion efterfulgt af tre forskellige slags sirener. I baggrunden fortsætter et mexicansk orkester ufortrødent at spille trompet musik. Viva la Mehico!!

Fra San Christobal tog vi en dagstur ud og så vandfald (okay nice) og kæmpe Maya-ruiner i junglen (sindssyg nice). Det begyndte pludselig at regne crazy, hvilket bare gjorde oplevelsen endnu mere autentisk og spændende. Filmen Apocalypto gav efterfølgende meget mere mening, da mange af optagelserne er foretaget i Mexico.

Der er lime i alt mad – fantastisk! Men maden er generelt ikke særlig lækker, hvilket måske skyldes deres fedme.

Mexico er generelt et fattigt land (hvis man ser bort fra de styrende narkokarteller). Jeg har derfor overvejet at give alle mine penge til velgørenhedsorganisationer, men det vil sikkert resultere i, at jeg selv bliver så fattig, at de samme velgørenhedsorganisationer blot vil give mig pengene tilbage. Det virker dumt!

Traditionsbundne folk må have sindsygt ondt i skuldrene, for der er folkevogne (aka. bobler eller slåbiler) overalt.

Vi besøgte et museum for ”alternativ og traditionel medicin”, hvor vi bl.a. lærte nogen af ritualerne (naive) mexicanere i landsbyerne bruger under fødsler. Her svinger de bl.a. en coca cola flaske, en høne og en økse tre gange over maven på den gravide for at lette fødslen. Efter fødslen begraves moderkagen med face up for at næste barn skal blive en dreng og face down for at næste barn skal blive en pige. Moderen skal derudover spise avocado efter fødslen for at drengens penis skal hæve. (Ja – det var efter fødslen).

Hvis en mexicansk politibetjent har overskæg, får han mere i løn, da det udviser autoritet.

Mine fødder lugter voldsomt, modsat af hvad der blev skrevet i min blå bog under gymnasietiden.

Jeg har i forgårs købt et Casio ur for 25 kr. Jeg vil være glad, hvis det holder mere end 72 timer, men som den gode John Faxe altid sagde, ”selv et ur, der er gået i stå, viser stadig rigtigt to gange i døgnet.”

Jeg gav ægget med legetøjet fra et kinderæg til en lille mexicansk pige. Det viste sig, at ægget indeholdte en lille rød bil. Jeg fortrød og blev sindssyg skuffet. Den samme slags skuffelse,  som hvis man havde brugt 7 år på at omdanne sin kødædende plante til vegetar, hvorefter den øjeblikkelig æder sig selv…

Anyways… Vi bor sindsygt godt i Puerto Escondido. Har erstattet det forventlige hostel med lejligheder, som vi har i 7 dage. Til lejlighederne hører en fantastisk pool, som vi har helt for os selv. Jeg har endda to dobbeltsenge, som jeg kan hoppe rundt i.

Vi har lige nu blå himmel og 32 grader og imorgen skal vi ud og surfe igen i stillehavet J
På onsdag d. 14. sep. drager vi nordpå mod Oaxaca, hvor vi skal feste og drikke tequila, da hele Mexico holder kæmpe fiesta pga. deres uafhængighedsdag. Arriba!!

Life’s good… Og jeg savner egentlig ikke valgkamp eller nye afsnit af ”Til middag hos…”

New York

Vores længerevarende vision om at Line og jeg skulle bo sammen på Manhatten i hele september måned blev ved ankomst til USA (mulighedernes land(!)) skudt ned lige så hurtig, som jeg kan sige 67- tabellen. Dvs. 3 timer.

Here goes…
Vi ankom forventningsfulde til Newark lufthavn i New York, hvor Line efter planen skulle være i praktik i en mindre tegnestue til og med december måned. Både praktikstedet og andre bekendte havde anbefalet hende at tage opholdet på et turistvisum, ligesom så mange andre havde gjort det. Derved ville hun spare besværet og de 10.000 kr. (!) det ville koste at få et arbejdsvisum og hun skulle jo kun i praktik i 4 måneder til en relativ lav løn.
Bevares – det er vel ulovligt, men det er svært at se, hvordan en uskyldig dansk pige, der giver arbejdskraft til USA i 4 måneder kan skade landet.

Ikke desto mindre blev de småfede, autoritære homeland security guards mistænksomme, da vi ankom til lufthavnen, og undrede sig over, hvorfor Line skulle være turist i New York i hele 4 måneder og mig i en måned. For at gøre en laaaang, tårefremkaldende og tragisk historie helt kort, blev Line forhørt og undersøgt i 3 timer. De prøvede at finde huller i hendes historie og finde beviser for, at hun skulle arbejde som enten babysitter, au pair eller lignende.
Jeg slap igennem på lidt over en times venten og snakken, da jeg kunne bevise, at jeg efter én måned i New York skulle mødes med Simon i Sydamerika og rejse rundt med ham i 3 måneder, hvorefter jeg ville vende tilbage til New York og holde jul og nytår med Line.
Line slap igennem de første sikkerhedsposter og forhør, men det hele eskalerede, da en klam, fucking, småfed sikkerhedsvagt endevendte hendes bagage foran alle forbipasserende i lufthavnen, tændte hendes bærbare computer og fandt et dokument med titlen ”Internship Agreement” L (praktik kontrakt).

Line blev kort efter sendt tilbage til Danmark med beskeden om, at hun ikke vil kunne komme ind i landet på et almindeligt turistvisum de næste 5 år. Hun fik dog lov at få et telefonopkald, hvor hun ringede til mig, som sad på den anden side af døren og ventede ængstelig på hende. Vi fik derfor ikke engang lov at sige farvel til hinanden og tanken om ikke at skulle ses de næste 3-4 måneder gjorde fucking nas, når man er nyforelsket.

Line er nu hjemme i Danmark og i fuld gang med den besværlige proces i at få et arbejdsvisum – herunder interview på ambassaden og flere tons papirarbejde svarende til fældningen af 4 regnskove. Hun regner med at komme til New York igen d. 23.september og har fået flyttet praktikperioden én måned frem, så hun starter d. 1. oktober.
For at se på hele den chokerende og uventede episode fra en positiv vinkel, kan man sige, at det var godt hun blev ”busted” nu, hvor kun hendes intention var ulovlig, frem for at blive ”busted” et par måneder senere, hvor straffen kunne have været meget hårdere.

Den værst tænkelige start på vores ophold blev en realitet, men vi er begge ved godt mod og snakker med hinanden flere gange om ugen.

Efter Lines længe ventede opkald til mig fra forhørslokalet, sad jeg forstenet tilbage i lufthavnen, men kunne heldigvis couchsurfe/bo ved nogle af Lines venner på Manhatten.
Jeg boede ved disse drenge i 5 dage og fik ordnet en masse praktiske ting med flybilletter, så jeg i stedet for en måned alene i New York, kunne flyve ned til Simon i Mexico, rejse rundt med ham i 3 uger, hvorefter vi sammen kunne flyve til Ecuador, hvor vi skal arbejde som frivillig i en måned.

I New York kunne jeg heldigvis tonse rundt med en god veninde, Tanja Toft og hendes søster, der tilfældigvis var i New York på samme tid som mig. Det var befriende at være sammen med andre venner i den første svære tid, hvor chokket fra lufthavnen skulle lægge sig.

Vi spiste middag og hyggede den første aften med nogle af deres venner i Harlem.

Den efterfølgende dag mødtes Tanja og jeg ved Guggenheim museet, men pga. vores sene fremmøde og deres lukketid blev vores finkulturelle eftermiddag udskiftet med den diametrale modsætning - at smadre softice i hinandens ansigter, og se hvem der tør lade det sidde i ansigtet i længst tid.

Iskapaden (get it? Is kombineret med eskapaden) blev efterfulgt af en gåtur rundt i Central Park omringet af joggere, der ifølge skiltene og parkbetjentene kun må løbe i en retning i hele parken.

De næste par dage gik jeg alene rundt i New York og hørte Simon & Garfunkles ”The only living boy in New York” på repeat.
Tog om aftenen ind og så Wozniacki i US Open. Iført dannebrog og rødt pandebånd heppede jeg dansken frem til en sikker 6-2, 6-0 sejr i 3. runde af den prestigefyldte Grand Slam turnering. Det var en rigtig fed oplevelse, at sidde blandt 20.000 tilskuere og bevæge hovedet fra side til side i 2 timer.

Derudover fik jeg opfyldt nogle af mine andre New York-drømme, at pifte efter en taxi, gå over Brooklyn Bridge og spise en klam hot dog på Times Square.
Af de mere uventede oplevelser, var der i metroen på vej mod lufthavnen sågar en baby i en klapstol, der bed mig i benet. Den havde jeg ikke set komme.

Jeg stak hurtigt af til Mexico efterladt med forestillingen om New Yorks kæmpe oplevelsespotentiale, men at jeg hellere vil dele oplevelserne med Line og ville have dem til gode til december måned, hvor jeg vil glæde mig til koncerter, broadways-acts, se Alene Hjemme 2 og se de mange andre famøse bygninger på Manhatten.

På gensyn New York…

Skrevet i vådt cement... We'll be back!