New York

Vores længerevarende vision om at Line og jeg skulle bo sammen på Manhatten i hele september måned blev ved ankomst til USA (mulighedernes land(!)) skudt ned lige så hurtig, som jeg kan sige 67- tabellen. Dvs. 3 timer.

Here goes…
Vi ankom forventningsfulde til Newark lufthavn i New York, hvor Line efter planen skulle være i praktik i en mindre tegnestue til og med december måned. Både praktikstedet og andre bekendte havde anbefalet hende at tage opholdet på et turistvisum, ligesom så mange andre havde gjort det. Derved ville hun spare besværet og de 10.000 kr. (!) det ville koste at få et arbejdsvisum og hun skulle jo kun i praktik i 4 måneder til en relativ lav løn.
Bevares – det er vel ulovligt, men det er svært at se, hvordan en uskyldig dansk pige, der giver arbejdskraft til USA i 4 måneder kan skade landet.

Ikke desto mindre blev de småfede, autoritære homeland security guards mistænksomme, da vi ankom til lufthavnen, og undrede sig over, hvorfor Line skulle være turist i New York i hele 4 måneder og mig i en måned. For at gøre en laaaang, tårefremkaldende og tragisk historie helt kort, blev Line forhørt og undersøgt i 3 timer. De prøvede at finde huller i hendes historie og finde beviser for, at hun skulle arbejde som enten babysitter, au pair eller lignende.
Jeg slap igennem på lidt over en times venten og snakken, da jeg kunne bevise, at jeg efter én måned i New York skulle mødes med Simon i Sydamerika og rejse rundt med ham i 3 måneder, hvorefter jeg ville vende tilbage til New York og holde jul og nytår med Line.
Line slap igennem de første sikkerhedsposter og forhør, men det hele eskalerede, da en klam, fucking, småfed sikkerhedsvagt endevendte hendes bagage foran alle forbipasserende i lufthavnen, tændte hendes bærbare computer og fandt et dokument med titlen ”Internship Agreement” L (praktik kontrakt).

Line blev kort efter sendt tilbage til Danmark med beskeden om, at hun ikke vil kunne komme ind i landet på et almindeligt turistvisum de næste 5 år. Hun fik dog lov at få et telefonopkald, hvor hun ringede til mig, som sad på den anden side af døren og ventede ængstelig på hende. Vi fik derfor ikke engang lov at sige farvel til hinanden og tanken om ikke at skulle ses de næste 3-4 måneder gjorde fucking nas, når man er nyforelsket.

Line er nu hjemme i Danmark og i fuld gang med den besværlige proces i at få et arbejdsvisum – herunder interview på ambassaden og flere tons papirarbejde svarende til fældningen af 4 regnskove. Hun regner med at komme til New York igen d. 23.september og har fået flyttet praktikperioden én måned frem, så hun starter d. 1. oktober.
For at se på hele den chokerende og uventede episode fra en positiv vinkel, kan man sige, at det var godt hun blev ”busted” nu, hvor kun hendes intention var ulovlig, frem for at blive ”busted” et par måneder senere, hvor straffen kunne have været meget hårdere.

Den værst tænkelige start på vores ophold blev en realitet, men vi er begge ved godt mod og snakker med hinanden flere gange om ugen.

Efter Lines længe ventede opkald til mig fra forhørslokalet, sad jeg forstenet tilbage i lufthavnen, men kunne heldigvis couchsurfe/bo ved nogle af Lines venner på Manhatten.
Jeg boede ved disse drenge i 5 dage og fik ordnet en masse praktiske ting med flybilletter, så jeg i stedet for en måned alene i New York, kunne flyve ned til Simon i Mexico, rejse rundt med ham i 3 uger, hvorefter vi sammen kunne flyve til Ecuador, hvor vi skal arbejde som frivillig i en måned.

I New York kunne jeg heldigvis tonse rundt med en god veninde, Tanja Toft og hendes søster, der tilfældigvis var i New York på samme tid som mig. Det var befriende at være sammen med andre venner i den første svære tid, hvor chokket fra lufthavnen skulle lægge sig.

Vi spiste middag og hyggede den første aften med nogle af deres venner i Harlem.

Den efterfølgende dag mødtes Tanja og jeg ved Guggenheim museet, men pga. vores sene fremmøde og deres lukketid blev vores finkulturelle eftermiddag udskiftet med den diametrale modsætning - at smadre softice i hinandens ansigter, og se hvem der tør lade det sidde i ansigtet i længst tid.

Iskapaden (get it? Is kombineret med eskapaden) blev efterfulgt af en gåtur rundt i Central Park omringet af joggere, der ifølge skiltene og parkbetjentene kun må løbe i en retning i hele parken.

De næste par dage gik jeg alene rundt i New York og hørte Simon & Garfunkles ”The only living boy in New York” på repeat.
Tog om aftenen ind og så Wozniacki i US Open. Iført dannebrog og rødt pandebånd heppede jeg dansken frem til en sikker 6-2, 6-0 sejr i 3. runde af den prestigefyldte Grand Slam turnering. Det var en rigtig fed oplevelse, at sidde blandt 20.000 tilskuere og bevæge hovedet fra side til side i 2 timer.

Derudover fik jeg opfyldt nogle af mine andre New York-drømme, at pifte efter en taxi, gå over Brooklyn Bridge og spise en klam hot dog på Times Square.
Af de mere uventede oplevelser, var der i metroen på vej mod lufthavnen sågar en baby i en klapstol, der bed mig i benet. Den havde jeg ikke set komme.

Jeg stak hurtigt af til Mexico efterladt med forestillingen om New Yorks kæmpe oplevelsespotentiale, men at jeg hellere vil dele oplevelserne med Line og ville have dem til gode til december måned, hvor jeg vil glæde mig til koncerter, broadways-acts, se Alene Hjemme 2 og se de mange andre famøse bygninger på Manhatten.

På gensyn New York…

Skrevet i vådt cement... We'll be back!