USA

Indenfor moderne aviation findes en velkendt og gennemgående tommelfingerregel: "Der er altid én idiot på flyet... Og hvis du ikke kan lokalisere idioten - er det fordi DU er idioten."

Simon og jeg tog en all-nighter i Rio og gik all-in på at kunne sove i løbet af vores lange flytur fra til Los Angeles, som blev opdelt i 3 bidder.
Fra Rio til Lima blev alle flyets passagerer underholdt (læs: psykotiske) af en mongol, der klappede hver gang han var glad. Det var "desværre" en rigtig glad mongol, han var "desværre" virkelig god til at klappe højt og jeg sad "desværre" 3 sæder fra ham i flyet. Mine sporadiske powernaps blev derfor konstant afbrudt og mine halvfærdige drømme handlede udelukkende om at give ham nogle store handsker til soundtracket "If you're happy and you know it, clap your hands."
I det næste fly var "the flight idiot" en ældre canadisk mand, der i bedste Ole Thestrup stil drak sig edderstiv i whiskey, vaklede frem og tilbage mellem sæderne, brokkede sig højlydt over maden og efterlod en losseplads af nødder, plastikbestik og brugte servietter. Selvsamme mand blev eskorteret ud af flyet i rullestol af personalet... Altså da flyet var landet.
På den sidste flyvetur kunne jeg ikke umiddelbart lokalisere idioten og frygtede, at jeg stod for skud. Heldigvis begyndte min sidemand med enorm flyskræk at lugte af nervøs diarré blot et par minutter efter han havde lavet korsets tegn med en så rystende hånd, at selv Parkinson-ramte Muhammed Ali og Michael J. Fox ville have sagt "Nu sidder du fanme stille!!"
Sidemanden kunne selvfølgelig godt selv lugte sine åndedratsblokerende gasser og valgte (heldigvis for mig) at finde et mere isoleret sæde, mens han med et anspændt smil og store pegende gestikuleringer prøvede at give ventilationssystemet skylden.

Efter den lange flyvetur landede vi i LAX og fandt hurtigt en ventende Andreas Kyed. En barndomsven, der havde taget turen fra Danmark samme dag for at rejse lidt med os og komme væk fra vinterkulden. Efter et par krammere, grin og "shit, hvor har du fået langt hår" fandt vi vores lejebil - en voldsom volvo, og kastede os direkte ud i aftentrafikken på freeway'en. Efter 40 minutters intens kørsel med last-minute vejbaneskift, skæve sidespejle, hasarderede opbremsninger og et enkelt bilcrash 15 meter bag os, som jeg måske/måske ikke var skyld i, fandt vi frem til Pers lejlighed via vores print fra Googlemaps. Per er ligeledes en barndomsven fra Vejle, som nu studerer på filmskolen i Hollywood. Han vidste intet om Andreas' ankomst, og da vi desværre ikke havde forberedt en human-sized lagkage eller stripper-outfit til Andreas, bestod "surprise-sceancen" blot i, at Andreas blev hevet hen foran hoveddøren.
Efter lidt cathing-up, rundvisning i lejligheden og "sten-saks-papir" om hvem skulle sove på madrassen eller på gulvet, tog vi til en danskerfest. 10 danskere fra Pers filmskole havde forberedt dansk aftensmad til os (og ventet på os i 2 timer), men da de i bund og grund var forfærdelig snobbede mennesker, som kun snakkede om 12 eller 36 mm film havde vi egentlig ikke dårlig samvittighed over at spise deres mad og derefter smutte relativt hurtigt igen med undskyldningen "Nårhh men... Skyggerne er også ved at blive lange og vi har en del jetlag... Men øhhh... tak for mad!"

Per, Andreas, Anders og Simon. Og Achtung die Kurve!

Efter 51 timer uden søvn gik jeg hurtigt kold på Pers gulv (ja - jeg tabte i sten-saks-papir), men var glad for at have overgået min personlige "hold-dig-vågen"-rekord fra en LAN-aften i '99, som var baseret på de 3 c'er - Counterstrike, Cola og Chips.

Den efterfølgende dag tog vi ned på Venice Beach og Santa Monica Pier og fik bekræftet, hvor elendige vi er til hacky-sack. Stranddagen blev afsluttet med endnu en fest, hvor jeg fik snakket en del med en argentiner, som viste sig at have spillet en stor rolle i den danske film Superclasico med Paprika Steen og Anders W. Berthelsen. Så fik jeg alligevel mødt en filmstjerne i Hollywood :)
De næste par dage i LA blev brugt på shopping, restauranter og udflugter til viewpoints over LA og det famøse Hollywood-skilt.

Santa Monica Pier ved Venice Beach, Los Angeles

På 4.dagen i USA sagde vi farewell til Per og lod vores nyerhvervede GPS føre os mod Las Vegas via Route 66 og diverse charmerende burger joints.
Vi fandt hurtigt frem til vores 4-stjernede hotel i the City of Lights og nåede blot at parkere vores bil i garagen før førstehåndsindtrykket blev dannet fra en fuld og grædende mand foran hotellet, der råbte "I lost my wife! How could I? I lost my wife because of gambling!"

Las Vegas og Eiffeltårnet.

Las Vegas er absolut den mærkeligste by jeg har sat fod i. En kunstig by midt i ingenting fyldt med billige luksushoteller, kæmpe casinoer, verdenskendte koncerter, enorme springvand og farvestrålende neonskilte. Et mekka for en færdiguddannet oplevelsesdesigner som mig, hvor de også havde bygget næsten 1:1 kopier af bl.a. Eiffel-tårnet, Colosseum, Triumfbuen, Frihedsgudinden, Empire State, Chryslerbygningen, Brooklyn Bridge og kanalerne i Venedig.
Vi spillede lidt småpenge på terninger, enarmet tyveknægte, roulette, blackjack og poker, men blev lettere afskrækket af de store WPT pokerturneringer, hvor folk sad med diamant-bracelets. Dagen blev afrundet med at se det imponerende og halsbrækkende Cirque du Soleil. Kæmpe oplevelse!

Den efterfølgende dag tog vi på roadtrip til det enorme Grand Canyon området via Hoover dæmningen. At have vores egen bil gav os friheden til at se nogle afsides, smukke og mindre turistede steder og dermed undgå at betale 95 dollars for at gå på en glasbalkon sammen med halvdelen af Japans befolkning.

Simon og volvo ved Grand Canyon.

Om torsdagen sad jeg i flyet på sæde 14F og sang "Leaving Las Vegas" med retning mod New York. Smilende, forventningsfuld og hamrende spændt på at se min kæreste igen efter 3½ måneds fravær. Det var en fuldstændig fantastisk og usammenlignelig følelse at gå hinanden i møde i lufthavnen. Efter kram, kys og glædestårer siddende på et bagagebånd i den lille lufthavn tog vi, hånd i hånd, en taxa hjem til lejligheden på Manhattan...


Og her sidder jeg nu. På vores lille, varme værelse i Lower East Side. Med en hel måned i NY foran mig. Jeg har sovet længe. Line er taget på arbejde. På natbordet står en halvvåd portion chocopops og en åben pose Matadormix, som jeg fik tilsendt af en betænksom Thomas i Danmark. Jeg hører Kim Larsen. En rød ballon, som jeg fandt på 1st avenue, svæver dovent rundt i lokalet. En sværm af gule taxaer kører forbi ude foran vinduet. En neger råber. Jeg følger håndboldkampen mellem Danmark og Japan på nettet. Jeg kigger på en globus på skrivebordet og giver den et spin. Mine ting er pakket ud i skabe og rygsækken skubbet langt ind under sengen. Jeg er mæt af oplevelser og har glædet mig til at falde ned i tempo... Jeg føler mig næsten hjemme...

Reunion!! Finally!