Bolivia og Chile

ADVARSEL: Denne post indledes med et elendigt ordspil!

Efter 9 'un-Boliviable' dage er vi nu på vej videre til Messis hjemland.
Tiden i Bolivia har været præget af intense og mindeværdige oplevelser, som blev indledt med endnu en dødstur på mountain-bike. Denne gang mere bogstaveligt talt, da vi valgte den famøse 2-3 timers nedkørsel kaldet "the death road", som efter sigende er verdens farligste vej. En smal og snoet grusvej, der klynger sig til siderne på Andesbjergene. "Vejen" har ingen rabatter, men til gengæld store huller, glatte vandløb, modkørende lastbiler, 200 meters lodret fald og en del døde mennesker på samvittigheden.

Lodret fald på 200 meter

Det føltes derfor lettere naivt at jorde ned ad den smalle grusvej (med de absolut billigste cykler vel at mærke), mens man i forbifarten kunne ane flere kors og gravsten ud af øjenkrogen - velvidende at en enkelt fejl kunne sende en på flyvetur i bedste "Garmisch- Partenkirschen-skihop-på-nytårsdag"-stil - dog uden tømmermænd.
Wikipedia siger at 200-300 dør årligt på hele ruten, og siden 1998 har ca. 20 cyklister mistet livet. Senest for 3 uger siden, hvor en japaner tog en flyvetur... Men bare rolig mor - vi havde cykelhjelm på!!
Det positive ved de mange døde var dog, at man kunne bruge deres gravsten som hvilestøtte til ryggen, når man holdte pause og drak en øl...
Just kidding -    vi drak vand ;)

I retrospekt en ekstrem og intens oplevelse, hvor vi på asfaltstykkerne overhalede busser og lastbiler og havde en topfart på 65 km/t ifølge vores guide. Vi afsluttede den "hyggelige" cykeltur ved en stor pool ved foden af bjerget, hvor en 62-årige belgier stod i tanga-badeshorts og tog billeder af en topløs pige i poolen, medens han bogstaveligt talt slikkede sig om munden. Ved siden af ham, kiggende den samme retning, stod vores guide Oli med en tandstik i munden - (Oli havde forresten ingen tænder).

Efter et par (gratis) dage ved Loki Hostel fangede vi endnu en couchsurfer i La Paz. En 27-årig pige, hvis familie ejede et hotel. I stedet for en sofa fik vi derfor lov at bo på et af hotelværelserne og lavede dansk aftensmad med frikadeller til hele familien som "betaling". Et gestus vi plejer at gøre, når vi couchsurfer.
For de uinviede er Couchsurfing et online community á la facebook, hvor man kan tilbyde rejsende en sofa eller madras. En gratis tjeneste, hvor man møder nye mennesker og deres by på en sjov og anderledes måde frem for at følge fodsporene på de forrige tusindvis af turister ind på det nærmeste turistbureau.
Et fantastisk og hurtigt voksende koncept, hvor man giver og tager. Simon og jeg har i alt "hosted" 8-10 backpackere i Aalborg (typisk pga. Aalborg karneval) og har "surfed" 7 gange i Holland og Tyskland på vores tandemtur. På denne tur har vi "surfed" i New York/Mexico, Ecuador og Bolivia. Vi har allerede skrevet til folk i Argentina og Brasilien og håber derfor at kunne surfe videre der. Hermed en varm anbefaling og stærk opfordring til at prøve det. Se mere på www.couchsurfing.com.

Efter 2 afslappende dage i La Paz, verdens højestbeliggende hovedstad, tog vi til spøgelsesbyen Uyuni med en elendig bus, der rystede lige så meget som en Miele vaskemaskine, der centrifugerer en halvfed bæver uden tro på livet.
En powernap senere sad vi i en jeep sammen med 2 franskkvinder og 2 italienere på vej ud på en uforglemmelig 3-dages tur gennem en kæmpe saltørken med Chile som endestation.

Vores jeep i saltørkenen!

En tur gennem fuldstændig fladt terræn med salt som underlag, der dagen efter blev erstattet med vulkaner, månelandskab, termiske kilder, geisere og psykedelisk-farvede bjergsøer. Blandt andet end fuldstændig grøn og rød sø pga. nogle mærkelig alger. Det vakte stor begejstring og "novra"-jubel hos alle i jeepen, mens jeg sad forvirret tilbage med min farveblindhed, kiggede febrilsk ud af vinduet og råbte "Hvad sker der? Hvad sker der??"
(Der bedes hermed om medlidenhedspoint fra læser)

En bjergsø med tomatrødt vand - og nej, der er ikke leget med photoshop!

En helt genial (na)tur, hvor vi blandt andet sov i et hotelværelse lavet af salt. Simon og jeg fik et dobbbeltværelse, hvor selv gulvet bestod af store saltkorn. Sjovt i starten - men irriterende og upraktisk til sidst.
Med på turen havde vi guiden og chafføren Diego. En hamrende inkompotent guide, som efter 9 år i erhvervet stadig ikke kunne et eneste ord på engelsk. Han sagde intet under hele turen, men når hans hjernevaskende bolivanske folkemusik endelig holdte pause, kunne han liiige byde ind med fuldstændige forkerte facts. Blandt andet, at vi befandt os i 6000 meters højde og ikke 3300 meter som vores turistbøger ellers så korrekt sagde.
Den ironiske medlidenhed satte for alvor ind, da han lagde hårdt an på den medrejsende kok på førersædet (endda med succes), og da han gav vagten ved en militærbase vi passerede 2 slikkepinde med ananassmag i bestikkelse.

Armen wft!! Jeg er nødt til at få afløb for mine aggresioner og midlertidig afbryde dette blogindlæg. Jeg sidder pt. i bussen på vej til Argentina ved siden af en chilener, der er mere irriterende hårde knuder i frostvejr, selleri eller Jim Lyngvild! (Pick your favourite...)
Han er fed, grim og ildelugtende. Trækker vejret abnormt højt, banker ind i mit sæde, bipper med sit kamera, hoster uden at holde sig for munden og trommer med fødderne til hans lorte chilenske folkemusik...
Jeg væmmes med tanken om at indånde den samme luft, som han har haft nede i hans lunger!!
Nu begynder det at regne udenfor. Jeg har ikke set regn de sidste 2 måneder af mit liv.

Anyyyways... Efter den fantastiske saltørken-tur endte vi i den lille støvede by San Pedro de Atacama i Chile, hvor vi tog på en guidet nattur for at opleve stjernehimlen gennem 10 forskellige gigantiske stjernekikkerter. Sjovt at se månen så detaljeret og høre om galakser og planeter fra en småpsykotisk, men humoristisk, fransk astronom - selvom vi dog glemte det meste, da vi på daværende tidspunkt havde været vågne i 23 timer i træk og blevet overhældt med oplevelser og indtryk.

Dagen efter tog vi på en mindre skiferie, hvor sneen dog var udskiftet med sand. Vi jordede derfor på henholdsvis snowboard og ski ned af nogle store sandbakker. En sindsyg sjov og surrealistisk oplevelse at stå på ski i bar mave og shorts, selvom det dog var hårdt at skulle gå op ad bakken efter de ca. 15 sekunders downhill man havde.
Nu ankommer vi snart til Argentina og glæder os til at mæske os i spandevis af rødvin. (Ikke bogstaveligt talt - det ville virke dumt...)

Men det går sgu "rapido" for tiden...
For en uge siden var jeg i Peru.
For 4 dage siden var jeg i Bolivia.
Igår var jeg i Chile.
I dag er jeg i Argentina.
Om en uge er jeg i Brasilien.
Om 2 uger er jeg i USA...

Hvis du lyster og chefen ikke patruljere lige bag din ryg, kan du som altid se flere billeder på min facebook-profil... kortlink.dk/facebook/a277

Naturen i Salar de Uyuni