Ecuador part 3

Den forgangne uge har Simon krydret sin diabetes med feber og nedernhed og blevet hjemme i sengen.
Jeg har derfor haft intensiv 1-on-1 undervisning i spansk (bum-bum-tisch) og haft nogle mærkelige oplevelser, som jeg ikke har kunnet dele med andre... Hmmm... Hvis jeg dog bare havde adgang til et lettilgængeligt medie, hvor jeg kunne berette om mine oplevelser til flere på en gang...

I onsdags gik jeg fx stille og rolig på fortovet hen mod foundationen. Passede mig selv, hoppede over stregerne og tænkte på, hvad jeg skulle have til frokost (det blev ris med lever). Pludselig bliver mine skinneben torpederet af en Rommedahls-hurtig schæferhund, der iført skyklapper og manglende situationsfornemmelse prøvede at hugge mine ben over med en flyveskalle, fordi den ikke havde set mig rundt om hjørnet.
Jeg når akkurat at undvige, men tabte dermed min første "chicken-run"... Ikke til en modkørende lastbil eller motorcykel, som jeg altid havde drømt om... Men til en sølle 4-benet brun krikke af en køter!
Trist og chokeret går jeg videre og tænker "Sikke en fræk bøllehund". Jeg når dog kun 3 stenkast videre før en ny territoriebevidst schæferhund pludselig går til angreb på mine ankler. Jeg var åbenbart kommet for tæt på dens fortovskant og den prøvede flere gange at sætte sine sylespidse tænder i min tibia (læs: den latinske betegnelse for skinnebenet - har jeg lært fra min tid som forsøgskanin i smerteforsøg). Jeg svarede igen med et dyrisk instinkt og sparkede den væk fra mig med sålen fra mine tennissko, mens jeg hvæsede som en kat. Først 40 meter senere, hvor køteren havde opgivet sin forbipasserende frokost og mit hjerte stadig sad fast i mit strubehovede, opdagede jeg min skade efter infighten. Jeg havde brækket neglen på min venstre ringefinger, idet jeg sprang væk fra hunden og kastede mig ind i den nærmeste betonsøjle. Set i bakspejlet kan jeg dog kun grine af mit "forsvars-hvæs", hvilket hunden sikkert også stadig griner af.

Galo har været god til at vise os rundt, og hentede os bl.a. hjem fra arbejdet, da han pludselig fandt Danmark-Portugal kampen på én af sine mange kanaler. Så Simon og jeg løb rundt i stuen, kastede med high-fives og råbte danske eder, mens hele familien sad forstenet og grinede af os. Endnu en gang må jeg sige "in your face" på alle Rommedahl og Morten Olsen-haters, da jeg altid har været stærkt begejstret for dette makkerpar.

Galo tog os også ud og besøge en meget fattig familie for at gøre lidt reklame for foundationen. En stærk og tankevækkende oplevelse at besøge en familie med tre børn, hvor moderen har kræft og faderen arbejder fra 6 morgen til 23 aften.
Vi blev inviteret ind i deres ydmyge hjem, som udefra lignede en tro kopi af vores brændeskur i sommerhuset. Balancerende på et 10 cm bredt brædt over den mudderede forhave, blev vi ført ind i den mørkbelagte stue, hvor en hær af fluer havde kommet os i forkøbet. Her blev vi budt på et glas Coca-Cola. Jeg tog høfligt imod, men Simon afviste deres imødekommende gestus. (Formentlig pga. dårlig opdragelse, men måske mere sandsynligt pga. sukkersygen.)
Et spændende visit, der sætter sit eget priviligerede liv i perspektiv. Jeg sidder fx nu og spiser vingummier, medens jeg skriver blog... Fordi jeg kan!

I onsdags tog Galo mig på en lille "ærinde-tur" i byen. Først tog vi ned og snakkede religion med hans revisor. En stærk katolsk dame, der forundret spurgte, hvorfor jeg ikke troede på Gud. Jeg havde lyst til at omvende hendes spørgsmål. Det burde da være hende, der skal finde beviset på Guds eksistens og ikke mig, der skal finde bevis for at han ikke findes?
Jeg fik dog clearet bolden ud af kommunen ved at forklare, hvordan jeg troede på Jesus, men ikke Gud. Jeg ramte åbenbart præcis samme holdning som Galo og blev belønnet med et high-five.

Derefter tog vi ned og besøgte Galos tante. En dejlig stor familie, hvor snakken igen gik på religion. Denne gang blev jeg belønnet med en bibel med det nye testamente på både spansk og engelsk. Faderen i huset skulle dog før den ceremionelle overrakkelse først reparere og lime "the good book" og giver den nyt omslag. En rigtig fed gave, som jeg har brugt meget siden. Dog udelukkende som underlag til min computer, så processoren ikke bliver for varm.
Under besøget skulle jeg også kæmpe mig igennem en kæmpe kop pulverkaffe (no me gusta kaffe) og en dynamisk rødlig budding. Jeg fik et større og større publikum, da brækreflekserne forlængede synke-processen, og alle til sidst sad og ventede på mig. Min kulinariske kamp blev dog til sidst belønnet med to (slidte) ecuadorianske landsholdtrøjer til Simon og undertegnede. Fantastisk søde og gæstfrie mennesker.

I fredags havde Paula (den 8-årigede pige, jeg kidnapper med hjem til Danmark) pyjamasfest med 3 andre veninder. Pisse sjovt koncept, hvor de tullede rundt i lyserøde bomuldsdragter og store fluffy hjemmesko med dyremotiv. De satte et stort iglo-telt op i stuen og så Ice Age 3 på storskærm. Simon og jeg blev dog pludselig vækket kl 6 om natten af ungpigeskrig... fordi én af pigerne havde pruttet i teltet...

I lørdags tog hele familien + 2 danskere en heldagstur til Ækvator. En "linie" man selvfølgelig skal opleve, når man nu er så tæt på. En sjovt naturfænomen, hvor alle vejer præcis et kilo mindre, når man står direkte på linien og hvor man kan balancere et ukogt æg på et søm. Man kan også skylle vand lodret ned af et afløb, hvor der blot én meter fra linien bliver skyllet clockwise eller counter-clockwise ud.
Samme aften sang vi karaokee i stuen med en god rødvinsbrandert. Simon og jeg toppede aftenen med 86 point i en smuk og intens duet med sangen "A whole new world" fra Aladdin. (Jeg var Jasmin)

Dum og Dummere på hver deres halvdel af kloden...

Den kortsigtede plan er nu at bestige gletscheren i midtugen, lave farvelmiddag og få gruppekrammere af 40 børn, da vi på fredag drager videre mod Cuenca i det sydlige Ecuador...

Ugens citat:
"Selvom børn ikke sveder, kan de godt lugte af lort."

Ecuador part 2

Vi er nu halvvejs igennem vores frivillige arbejde på børnecenteret i Ecuador.
Halvlegen har vi brugt på en fantastisk weekendtur til Octavalo, som vi netop er hjemvendt fra.
Vi tog afsted lørdag morgen med bus til Otavalo sammen med en anden voluntør (Sammy) fra vores foundation. En 2-timers bustur til 10 kr, hvor de viste en fantastisk dårlig film med Richard Gere, som har fået en smule anderledes stemme, men er blevet flydende i spansk.

Otavalo er kendt for dets klæder og tæpper, og jeg fik også købt mig en blød hue, som sikkert bliver praktisk, når vi skal op i Andesbjergene senere. Det var sjovt at gå rundt og se, røre og prøve mærkelige ting - indtil jeg blev væk fra Simon og Sammy. Så blev markedet pludselig forvandlet til en tæppelands-labyrint af nedernhed.
Jeg fandt dem dog igen og efter lidt øl i byen og et ligegyldigt vandfald tog vi en taxa ud til vores hostel, som lå højt oppe i bjergene omkranset af smuk og idyllisk natur. Se billedet herunder.

Udsigten fra vores hostel Rose Cottage

Genialt at komme væk fra storbyen og få noget ren bjergluft i lungerne. Ligge fuldstændig afstresset i hængekøjer og kigge ud på bjergtoppene i en fuldstændig stilhed, der kun bliver afbrudt af en græssende ged og afdæmpede børneråb fra den nærliggende fodboldbane. Så er det sgu svært at lade være med at smile.
Samme aften tømte vi hele hotelmutterens barskab, og måtte derfor begive os ud på tømmermandstrekking tidlig søndag morgen. 7 timers hiking i et vanvittig smukt naturområde hjalp dog hurtigt på det.
Vi gik rundt om et kæmpe vulkankrater, der nu er en stor sø med to små bjergøer i midten. Billederne taler for sig selv, og udsigten er røget direkte ind på min top 3 over de flotteste udsigter, jeg har oplevet.

Cuicocha

På vej tilbage til Otavalo fra vulkanen fik vi lov at hoppe op på ladet af en jeep og blev kørt gratis tilbage til byen. Denne gestus understregede endnu engang den venlighed, som hele byen var præget af. Suveræn weekendtur!


I første halvveg af vores voluntørtid har vi krydret vores arbejde med intensiv spanskundervisning i downtown Quito, hvor Simon og jeg udgør en hel klasse.
Jeg troede ellers mine skoletid var overstået, men det er utrolig givende at få undervisning af en dygtig og kompetent (læs: lækker milf) lærerinde, selvom det kan være svært at koncentrere sig når hun læner sig ind over bordet.

I vores foundation har vi begge fået mere ansvar og skal nu selv finde på lege for børnene. Her er det fantastisk at kunne trække på drukspil som Buffalo, Beerpong og Pyramide. (Se mor - jeg vidste min  teenage-druk-tid kunne betale sig.)
Vi er dog selvfølgelig nødt til at ændre reglerne en smule, da børnene ikke må drikke alkohol. I stedet for at drikke et shot skal de derfor sniffe en tube lim...
I Simons afdeling er der en relativ adfærdsvanskelig og socialt handicappet dreng (læs: "fucked up i skalle"-psykopatknægt med lige så meget damp som lokomotivet fra "Tilbage til Fremtiden III"). For tiden ynder han at vise sit "solur nord for muddervulkanen" frem foran de andre piger. Med "solur nord for muddervulkanen" mener jeg selvfølgelig hans "joystick", og med "joystick" mener jeg selvfølgelig det "mandlige køn".
I fredags slæbte hans mor ham endelig med til en psykolog, så han kan blive diagnosticeret og blive spist mæt af beroligende piller.
Han kan allerede som 8-årig (ikke) stave til sit eget navn, så det går jo (ikke) den rigtige vej. Han underskrev f.eks. en suveræn grim tegning med "Gehsov", selvom hans navn er Jason.

I min afdeling havde vi forleden et kreativt fag, hvor børnene skulle lave og male flyvemaskiner ud af pap-æsker. De kom flere gange over og viste dem stolt frem, men mit ordforråd er stadig relativ begrænset, så jeg kunne kun sige "Wow! Muy bien", da jeg ikke havde lært at sige "Shit, det er grimt! Hvordan har du opnået farvetonen diarré - og gider du lade være med at tørre dine fedtede malingfingrer af i min Hugo Boss trøje!"
Spøg til den ene side. Det er sgu nogle dejlige unger, og man bliver helt blød i hjertet, når 15 glade børn råber "Andyyyyyy", når man ankommer og man får kindkys og krammere fra højre og venstre.
Derudover er det meget fedt, at man kan liste hen til en gruppe børn og slippe en vind, hvorefter de hånende begynder at pege fingrer af hinanden og trække trøjen op over næsen. Jeg efterligner blot deres gestikuleringer og griner indvendigt selvom min samvittighed er ligeså dårlig som den kvalmende lugt.

Ved vores nye ecuadorianske familie skiftes vi stadig til at lave mad, drikker rødvin, spiller musik og snakker om alt fra fodbold til religion. Simon og jeg har sideløbende med vores 4-måneders lange "sten-saks-papir-konkurrence" en battle kørende om at få 2-årige Martina til at sige vores navn først. Vi har dog også en konkurrence kørende om, hvem der kan få de største genstande op i næsen. Lige nu fører Simon med en 25-cent-mønt, men jeg er ved at træne op til en læbepomade med kirsebærsmag.

I torsdags tog vi en guidet tur rundt i Quito sammen med andre studerende fra samme sprogskole. En virkelig flot by, men det var endnu sjovere at tage billeder af folk der tager billeder end at tage billeder at ting man burde tage billeder af. Billeder.
Efter et par øl, mad og gode grin med de andre backpackere tog vi en taxa hjem til vores habitat, som ligger 1 times buskørsel fra downtown. Vi fandt dog en taxachauffør, der tydeligvis havde misset en lovende karriere indenfor Nascar-racing og nu jorder rundt i Quito om natten med et ægte racer-rat i bilen. Han kørte over 5-6 røde lys og satte dermed ny rekord i at komme hjem - 16 minutter ren.

I fredags var vi inde og se VM-kval mellem Ecuador og Venezuela. Den tredje fodboldkamp indenfor 12 dage i Ecuador. Et fuldstændig proppet stadion, men gule Ecuador trøje overalt. Det virkede meget professionelt med nationalsang og fifadommere, men det falmede lidt, da tilskuerne havde vendt deres kæmpe tifo forkert og da en hund pludselig løb ind på banen og stoppede kampen. Se billedet.

Hund på banen

Den kommende weekend står på bestigning af et 5800 meters højt sneklædt bjerg, hvor en del mennesker er døde - blandt andet søsteren til Galo (faderen i den familie vi bor hos). Så det skal nok blive sjovt :S


Ugens citater:
"Jeg plejer at skide før jeg går i bad. Så behøver jeg ikke tørre mig så meget."

"Hvis man ikke er rytmisk, er det fordi man er blevet seksuel misbrugt som barn. Det har jeg studeret i."


BTW:
Jeg har forresten fundet en video af den famøse surfepisode, hvor jeg jordede en stakkels pigesurfer ned i Mexico, jvf. blogindlæg "Mexico Part 2"
Se videoen her: http://thechive.files.wordpress.com/2011/10/surfer_dropkicks.gif

Ecuador part 1

Ahhh… Sidder nu og spiser Coco Pops til morgenmad og evaluerer på min første tid i Ecuador, selvom den velkendte smag af ris- og kakaomælk også bringer umiddelbare barndomsminder frem.

En ganske kaotisk overgang fra Mexico til Ecuador, hvor Simon og jeg fløj med 2 forskellige fly, hvilket medførte nogle diametralt modsatte oplevelse. Simon mellemlandede først i Panama, hvorefter han fik meldingen om at hans fly til Ecuador var overbooked. Han måtte derfor tage til takke med en luksusovernatning på et 5-stjernet hotel inkl. transport med alt betalt. Hvor uheldigt! Han fløj til Ecuador dagen efter.

Jeg mellemlandede efter planen i Colombia og fløj umiddelbart videre mod Quito, Ecuador. Der var dog kæmpe uvejr over hovedstaden, så vi ikke kunne lande. Derfor fløj vi videre på benzindampene til Guayaguil, som trods alt ligger 500 km syd for Quito. Der ventede vi nogle timer og blev kastet på et nyt fly tilbage til Quito. Hele turen var præget af feber og mavekramper, ufungerende sæder, elendig flymad og grædende børn. I stedet for at Simon og jeg ankom lørdag aften på cirka samme tid, ankom jeg derfor alene kl. 5 om natten. Blev snydt af en taxachauffør og betalte overpris på et hotel for at sove i en knirkende seng i 3 timer. Dagen efter mødtes vi dog på et hostel, og alt er gået op ad bakke derfra… (eller ned ad bakke?) Det er i hvert fald gået ekstremt positivt derfra J

Efter en overnatning på lækkert hostel med rooftop udsigt over den smukt beliggende hovedstad i Andesbjergene og krofatter, der gav grillmad, mødtes vi med Galo, som er godfatheren bag den organisation, som vi skal arbejde som frivillige i en måned for.

Vi bor nu hjemme ved hans fantastiske imødekommende og åbne familie, som består af:

- Galo (49 år - tidligere professionel fodboldspiller og spiller musik i flere bands)
- Doris (30 år - uddannet i kommunikation på uni, men kan ikke finde arbejde)
- Paula (8 år - den sødeste pige, som jeg formentlig kidnapper med hjem til Danmark.)
- Martina (1 år - kan sige "mama" og græde umenneskeligt højt)

Paula

En meget sød og åben familie, hvor vi får trænet en masse spansk, da deres engelsk er meget begrænset. Vi bor her gratis og skiftes til at lave aftensmad (kylling med pesto var en kæmpe succes, da de aldrig havde smagt pesto før). Som i Mexico bruges ovnen kun som opbevaring af brød og gryder, da de er bange for at lave mad i en ovn. Dumt!

Vi har vores eget værelse (tyvstjålet fra Martina) med 2 senge og et stort klædeskab. Befriende at kunne pakke ud og sige man bor her i en måned. Herfra vil vi tage weekendture ud i Quitos omegn, og bruge dette sted som base.

Den første aften satte Galo sit yndlingsband med navnet Gasolin’ på anlægget og spiller ”Langebro” på fuld tryk. Det blev ekstra sjovt, da lille Paula pludselig sang ”Så kom med miiiig”, selvom hun ikke kan et ord engelsk.

Anyways – vi arbejder på et slags ”skolefritidshjem” alle hverdage fra 12-17 med en masse glade, nysgerrige, fordomsfri og fattige børn i alderen 6-12. Vi leger med dem, opdrager dem og hjælper dem med deres lektier.
Her kan man virkelig mærke, at vi er oppe i 2850 meters højde, da jeg bliver fuldstændig svedig og forpustet af at sjippe, lege ride-ranke og give sving-ture. Ret skræmmende at opleve højders virkning på den måde.

I weekenden var vi med Galo og nogle af hans venner i en park og spille fodbold. Fedt at røre en bold igen og vi vandt alle 3 kampe ganske suverænt. Galo viste i glimt hans tidligere karriere som professionel fodboldspiller – meget, meget få glimt…

Simon og jeg har derudover taget Galos yndlingsfodboldhold til sig, og har allerede været inde og se to kampe – selvfølgelig iført vores nyerhvervede holdtrøjer. Sjove oplevelser – og lidt wahnsinnig, når publikum begynder at skyde fyrværkeriraketter ud over banen…

Line er forresten endelig ankommet til New York, og slap denne gang relativ smertefrit gennem immigrationen med sit nyerhvervede arbejdsvisum. Der er sgu ved at være styr på det hele nu…

Mexico - part 2

Mexico is coming to an end. Altså ikke som land (endnu), men mit ophold i Mexico bliver om 45 min. erstattet med Ecuador (som sjovt nok ligger midt på Ækvator).

Jeg sidder i lufthavnen i Mexico City og venter på mit fly til Quito (Ecuador) via Bogota (Colombia). For et par minutter siden var jeg lige på det lille hus i lufthavnen. Mexicanere har, som denne post senere vil berette, pænt klammo toiletvaner (og vaner generelt, og toiletter generelt). Der var kæmpe kø ved toiletterne, så jeg listede ind på spasmo-toilettet ved siden af uden nogle så det. Der var dog en del mennesker ude foran, da jeg var færdig, så jeg var nødsaget til at foretage en gangart på vej ud fra toilettet, som jeg synes kandiderede direkte til en Oscar. Jeg formåede at imitere en kombination af Muhammed Ali (Parkinson), Marc Johnson (haltede på mit højre ben) og Mortens ansigt (fra Morten og Peter). Jeg tror, at jeg fik overbevist de måbende mexicanere om, at jeg var handicappet og berettiget til toilettet.

 

Anywaaays… Det er vel mest oplagt at fortsætte rejseoplevelserne i forlængelse af forrige blogindlæg, da dette jo er ”part 2”. Det er vel kun de der stjernekrigsfilm, der roder rundt i kronologien af en fortælling.

 

Vi boede som sagt en uge i en genial lejlighed i Puerto Escondido, hvis strande er på top 10 listen over de bedste surfstrande i verden. Udover en fantastisk avocado-burger var surfoplevelserne også højdepunktet for denne uge, hvor Simon og jeg havde lejet to boards.

Jeg havde surfet før på Bali og i Australien, men havde tydeligvis glemt det igen. På mit første ”ride” ind mod stranden på en kæmpe bølge hamrede jeg derfor ind i ryggen på en pige foran mig. Nas! Jeg vendte mig om for at sige undskyld, men hun var væk og fandt hende ikke igen... Whoops!

Jeg måtte dykke dybt efter mine forglemte surfegenskaber og fandt dog også senere rytmen, så jeg kom op og stå hver anden gang. Når jeg stod på brættet og blev skubbet ind mod stranden af ren naturkraft, havde jeg dog ikke det coole ansigtsudtryk a la ”laid-back-surfer-dude-med-et-afslappet-forhold-til-livet”. Mit ansigt lignede nok mere en skræmt pige, der drikker sin første tequila-slammer.

 

Men sjovt (og hårdt) var det - og en helt fantastisk følelse, når man bliver båret af sted af en mindre tsunami, mens man prøver at overdøve bølgernes brusen ved at synge ”I’m still standing” af Elton John.
Jeg fik dog kun taget et enkelt billede, der beviser min heroiske færden på det åbne hav.

 

 

 

Efter en uge i den mexicanske surfby gik turen videre med bus til Oaxaca. Her ville vi ramme den mexicanske uafhængighedsfest d. 15.sep.

 

Kørslen er i Mexico generelt meget afslappet (læs: folk er ligeglade). Man kan let købe sig til et kørekort og så længe man har en Jomfru Marie-statuette hængende fra bakspejlet kan det jo ikke gå galt.

På disse lange busture begynder jeg at tænke for meget og flere spørgsmål opstår løbende i mit hoved.

• Hvem har ret til armlænet mellem to sæder i en bus?
• Hvorfor vinker buschauffører altid til hinanden?
• Er det okay at synge (højt) med på en sang i en bus, mens andre sover?
• Hvorfor gør mexicanere deres busser, lufthavne, biografer, indkøbscentre iskolde med aircondition, så alle skal sidde med tæppe og flyverdragter?
• Hvorfor nyser man altid to gange i træk?
• Kan man altid høre forskel på en vibrerende mobil og en snorkende mand?
• Hvorfor smiler delfiner?
• Hvorfor fusionerede Vejle Boldklub og Kolding?
• Hvem opfandt ordet ”raffi”? Og hvem bruger det stadig?
• Hvad blev der af Ian Marco Fog?
• Hvorfor klæber lim ikke til indersiden af tuben?
• Hvad gør man, hvis man ser et udrydningstruet dyr, som spiser en giftig udrydningstruet plante?
• Hvornår er vi der?

   

   

Nota bene. Jeg betragter mig selv som en åben og imødekommende person, men begynder hermed min liste over ting jeg ikke kan lide…

• Folk, der går med solbriller på indendørs. 
• Folk, der slikker sig på fingrene. 
• Fodboldspillere med relativt kort hår, der bruger et pandebånd for at se raffi ud.

Vi ankom til Oaxaca og boede på et fint hostel med en rooftop, hvorfra man kunne se ud over byen. Vi varmede op til aftenen for uafhængighedsfesten med tequila, øl og rødvin. Derefter gik vi ind til downtown og blev mødt af massiv politiopbud, afspærringer og vanvittigt mange mennesker med mexicanske flag over alt. En stor militær parade gik gennem byen og de mexicanske tilskuere hoppede bare med ind i paraden, hvilket resulterede i en ret kaotisk forestilling. Derudover var der store musikscener, trompetmusik overalt og til sidst et kæmpe fyrværkerishow (som folk flygtede væk fra, da gnisterne sprang langt ud over afspæringerne).

Samme aften festede vi videre med nogle mexicanske unge, som Simon havde mødt tidligere som couchsurfer. De tog os ud til et ægte mexicansk diskotek uden turister, hvor der var livemusik. Og et menukort over forskellige slags tequilaer, som var længere end min…

Det blev til tre dage i Oaxaca, og med kæmpe tømmermænd tog vi en bus til Veracruz. En stor havneby ud til den mexicanske golf. Her boede vi på et fint hotel med stor pool, som vi igen havde helt for os selv, da det er low-season for turister. Vi tog en tur rundt i byen, hvor Simon bl.a. glemte sin pung på bagsædet af en taxa, men i bedste Forrest Gump-løb fik den indhentet og tilbageerobret sine værdier.
I byen fandt vi pludselig verdens længste kø. Nysgerrige fulgte vi den hen til en kirke og så at det blot var den ene kø ud af tre kæmpe store. Vi mistænkte Justin Bieber for at afholde kirkekoncert, men fandt ud af det var selve Paven, der var i byen og skrive autografer. Køen bestod hovedsageligt af gamle damer med roser og store plakater med billeder af paven. Pudsigt og sjovt, men vi gad ikke stå i kø i en dag for at se en gammel, sammenbøjet mand.

Efter Veracruz tog vi forventningsfulde bussen imod Mexico City.

Vores forestillinger om slum, kriminalitet og forurening blev hurtigt modbevist. Mexico City overraskede positivt. Det var en virkelig flot by i de områder vi besøgte med charmerende bygninger og parker.

Vi var dog blevet advaret mod aggresive egern i parkerne, men jeg kunne ikke dy mig for at tage billede af de kjære små til min kæreste Line, da hun har en særlig forkærlighed for dette dyr, selvom hun har kørt to egern over på cykel(!).

 

Som billedet herunder viser, var Hr. Egern ikke synderlig begejstret for at blive foreviget med et billede, så den stormede imod mig, så snart den hørte blitz-lyden fra kameraet. Scheisse auf den autobahn jeg blev bange og flygtede væk - heldigvis uden af få centimeterdybe flænger i skinnebenet.

 

I metroen og ved lyskryds går flere gadesælgere rundt og råber. Fair nok! Men deres varer er dybt besynderligere og må ramme en meget smal målgruppe. I metroen fandt vi fx én, der specialiserede sig i at sælge superglue og på gaden gik en dame rundt og prøvede at sælge en stor lampeskærm. Dumt!

Overalt i Mexico City er der politi og militær, og det kan derfor virke underligt, at der er så massiv kriminalitet alligevel. Nårh jo – korruption i Mexico er lige så udbredt som mislykkede danske fodboldspillere i udlandet.

Funfact: Efter en random krig mellem Mexico og USA, skulle amerikanerne gå hjem fra Texas. De havde grønne uniformer på, og mexicanerne stod derfor og råbte hånligt ”Greens Go”. Og derfra stammer ordet ”Gringo”, som i Mexico betegner en amerikaner.

Mexico er en af de største byer i verden i areal. No wonder, at den er næsten dobbel så stor som Fyn, da næsten alle deres bygninger højest går til 3. eller 4.sal. Man vil hellere bygge ud end op.

En aften i Mexico City tog vi til El Mariachi festival og så flere liveshows sammen med en af Simons gamle studiebuddies fra Kbh, som bor i Mexico City. En sindssyg sjov aften med masser af tequila (se billedet), hanekamp, dans og trompetmusik. Vi var selvfølgelig også selv ude og svinge træbenet et par gange, og selvom mexicanere er vildt gode til at danse, var der flere der tog billeder af os på dansegulvet J

Sidste aften i Mexico City stod på BBQ på hostellet og derefter ind og se wrestling, som er meget populært i Mexico. Stort lys- og sceneshow, hvor store fede og muskuløse mænd wrestler rundt i en boksering, mens publikum i kor råber ”Puta, Puta, Puta” (det kvindelige køn).

Kampene varede dog i næsten 3 timer, og blev til sidst meget ensartet. Man ved jo, at vinderen er planlagt på forhånd og det hele er fake og ”av, av, av”. Man kunne ligeså godt have set en kamp med Christiano Ronaldo.

Wrestlingen mindede mig om barndomstiden, hvor Simon, min storebror og jeg tumlede rundt på græsplænen og legede wrestling og øvede stunts. ”Men så sagde vi, at du var den onde, og at det var mig, som det var, at der skulle smadre dig?”

Jeg forlader nu Mexico med mange forskellige indtryk. Vi havde hørt meget om kidnapninger, halsafhugninger, pengeafpresninger, narkobander, men oplevede heldigvis ikke de mindste problemer. På overfladen virker mexicanerne ikke behagelige og imødekommende, men de mennesker som vi har snakket med i længere tid og festet med har været virkelig søde. Derudover har Mexico et imponerende landskab og spændende traditioner og kultur.Arbejdsmoralen, dovenskaben, tempoet, den massive og stigende kriminalitet, mistilliden til regeringen, den fede og usunde mad, de dårlige vej, kloaksystemet og korruptionen er dog nogle af de negative ting jeg vil huske Mexico for. Især kloaksystemet (eller mangel på samme) er virkelig klammoella. Pga. de dårligere kloakeringer smider folk ikke deres toiletpapir i kummen, men i den åbne skraldespand lige ved siden af. Fy for satan, det er nasty at gå ind på et stinkende toilet og øjeblikkeligt kunne se om forgængeren spiser nok grøntsager og fibrer. Svaret er med 94 procent sikkerhed nej, da maden er sukkerholdig og fed, hvilket også forklarer, hvorfor mexicanerne er mere brede end de er høje.

Disse negative ting om Mexico sætter sit eget privilegerede og velfungerende liv i Danmark i perspektiv, hvilket egentlig er ganske bekræftende og rart. Om Danmark har en blå eller rød regering, skal der gå noget helt galt for at ende som Mexico.

Med alle disse indtryk siger jeg ”adios” til Mexico med en masse spændende oplevelser i bagagen – uden egentlig at være klogere på forskellen mellem tacos, tortillas, tortas, quesadillas, burittos, fajitas og alle de andre madretter.

Ecuador - here we come!


Post scriptum:

Adskillige mennesker har i løbet af min rejse spurgt ind til mit fine Casio-urs skæbne (jf. blog ”Mexico Part 1). Jeg har holdt disse folk hen i spænding, da jeg udmærket er klar over, at beretningen om uret er ét af de absolutte omdrejningspunkter for bloggen og har suget læsere til som en magnet… Eller som en støvsuger.

Jeg har trukket spændingen, da uret har været tæt på fatalitet flere gange. Men som en stædig kat har den overlevet 5 svømmeture og 3 ”tab-på-flisegulv-fra-håndledshøjde”. Altså… forstået på den måde, at den har flere liv som en kat! Ikke at jeg plejer at kaste katte i badekar eller har tyret dem ned i marmorfliser fra halvanden meters højde.
Casiouret måtte dog til sidst lade livet , men vil altid leve videre i vore hjerte – eller i hvert fald i den grøft jeg kastede den i, da jeg opdagede på displayet, at den spillede en slags omvendt ”snake” i stedet for at vise tal.

Casio-ur… We salute you!

Mexico - part 1

Jeg sidder nu på min egen balkon i min to-etagers lejlighed i Puerto Escondido og kigger ud over stillehavet med en kold cervesa foran mig, mens jeg tænker tilbage på de sidste 8 dage i Mexico.

I kølvandet på den kaotiske start i New York lavede jeg en detour ift. den oprindelige plan og landede i Mexico (Tuxtla Gutierrez med mellemlanding i Mexico City) d. 3. september. Her tog min future rejsebuddy Simon imod mig – et gladelig gensyn efter en håndfuld måneder uden at se hinanden, da han havde rejst alene i Mexico de sidste par måneder. Vi ventede sammen i lufthavnen på Luise, Simons veninde fra Kbh., der ankom et par timer efter. The three of us skulle danne rejsende taburet i Mexico (aka. de tre musketerer) de næste 3 uger, hvorefter Luise vil tage hjem til Danmark, og Simon og jeg vil fortsætte til Ecuador.

De første spæde indtryk af Mexico:

I den lille lufthavn lå en mexicansk rengøringsmand og sov på gulvet midt på toilettet. Det kunne være en alternativ form for at vaske gulvet eller blot en måde at sikre, at de fliser han lå på i det mindste ikke blev overdækket af tis.

Da vi ankom til den ”lille” bjerglandsby San Christobal de las casas, hvor vi boede i 3 dage, lå der en hjemløs på fortovet med størknet blod i ansigtet.

Vi sidder på terrassen, drikker en Corona og kigger ud over byen, da vi hører en stor eksplosion efterfulgt af tre forskellige slags sirener. I baggrunden fortsætter et mexicansk orkester ufortrødent at spille trompet musik. Viva la Mehico!!

Fra San Christobal tog vi en dagstur ud og så vandfald (okay nice) og kæmpe Maya-ruiner i junglen (sindssyg nice). Det begyndte pludselig at regne crazy, hvilket bare gjorde oplevelsen endnu mere autentisk og spændende. Filmen Apocalypto gav efterfølgende meget mere mening, da mange af optagelserne er foretaget i Mexico.

Der er lime i alt mad – fantastisk! Men maden er generelt ikke særlig lækker, hvilket måske skyldes deres fedme.

Mexico er generelt et fattigt land (hvis man ser bort fra de styrende narkokarteller). Jeg har derfor overvejet at give alle mine penge til velgørenhedsorganisationer, men det vil sikkert resultere i, at jeg selv bliver så fattig, at de samme velgørenhedsorganisationer blot vil give mig pengene tilbage. Det virker dumt!

Traditionsbundne folk må have sindsygt ondt i skuldrene, for der er folkevogne (aka. bobler eller slåbiler) overalt.

Vi besøgte et museum for ”alternativ og traditionel medicin”, hvor vi bl.a. lærte nogen af ritualerne (naive) mexicanere i landsbyerne bruger under fødsler. Her svinger de bl.a. en coca cola flaske, en høne og en økse tre gange over maven på den gravide for at lette fødslen. Efter fødslen begraves moderkagen med face up for at næste barn skal blive en dreng og face down for at næste barn skal blive en pige. Moderen skal derudover spise avocado efter fødslen for at drengens penis skal hæve. (Ja – det var efter fødslen).

Hvis en mexicansk politibetjent har overskæg, får han mere i løn, da det udviser autoritet.

Mine fødder lugter voldsomt, modsat af hvad der blev skrevet i min blå bog under gymnasietiden.

Jeg har i forgårs købt et Casio ur for 25 kr. Jeg vil være glad, hvis det holder mere end 72 timer, men som den gode John Faxe altid sagde, ”selv et ur, der er gået i stå, viser stadig rigtigt to gange i døgnet.”

Jeg gav ægget med legetøjet fra et kinderæg til en lille mexicansk pige. Det viste sig, at ægget indeholdte en lille rød bil. Jeg fortrød og blev sindssyg skuffet. Den samme slags skuffelse,  som hvis man havde brugt 7 år på at omdanne sin kødædende plante til vegetar, hvorefter den øjeblikkelig æder sig selv…

Anyways… Vi bor sindsygt godt i Puerto Escondido. Har erstattet det forventlige hostel med lejligheder, som vi har i 7 dage. Til lejlighederne hører en fantastisk pool, som vi har helt for os selv. Jeg har endda to dobbeltsenge, som jeg kan hoppe rundt i.

Vi har lige nu blå himmel og 32 grader og imorgen skal vi ud og surfe igen i stillehavet J
På onsdag d. 14. sep. drager vi nordpå mod Oaxaca, hvor vi skal feste og drikke tequila, da hele Mexico holder kæmpe fiesta pga. deres uafhængighedsdag. Arriba!!

Life’s good… Og jeg savner egentlig ikke valgkamp eller nye afsnit af ”Til middag hos…”

New York

Vores længerevarende vision om at Line og jeg skulle bo sammen på Manhatten i hele september måned blev ved ankomst til USA (mulighedernes land(!)) skudt ned lige så hurtig, som jeg kan sige 67- tabellen. Dvs. 3 timer.

Here goes…
Vi ankom forventningsfulde til Newark lufthavn i New York, hvor Line efter planen skulle være i praktik i en mindre tegnestue til og med december måned. Både praktikstedet og andre bekendte havde anbefalet hende at tage opholdet på et turistvisum, ligesom så mange andre havde gjort det. Derved ville hun spare besværet og de 10.000 kr. (!) det ville koste at få et arbejdsvisum og hun skulle jo kun i praktik i 4 måneder til en relativ lav løn.
Bevares – det er vel ulovligt, men det er svært at se, hvordan en uskyldig dansk pige, der giver arbejdskraft til USA i 4 måneder kan skade landet.

Ikke desto mindre blev de småfede, autoritære homeland security guards mistænksomme, da vi ankom til lufthavnen, og undrede sig over, hvorfor Line skulle være turist i New York i hele 4 måneder og mig i en måned. For at gøre en laaaang, tårefremkaldende og tragisk historie helt kort, blev Line forhørt og undersøgt i 3 timer. De prøvede at finde huller i hendes historie og finde beviser for, at hun skulle arbejde som enten babysitter, au pair eller lignende.
Jeg slap igennem på lidt over en times venten og snakken, da jeg kunne bevise, at jeg efter én måned i New York skulle mødes med Simon i Sydamerika og rejse rundt med ham i 3 måneder, hvorefter jeg ville vende tilbage til New York og holde jul og nytår med Line.
Line slap igennem de første sikkerhedsposter og forhør, men det hele eskalerede, da en klam, fucking, småfed sikkerhedsvagt endevendte hendes bagage foran alle forbipasserende i lufthavnen, tændte hendes bærbare computer og fandt et dokument med titlen ”Internship Agreement” L (praktik kontrakt).

Line blev kort efter sendt tilbage til Danmark med beskeden om, at hun ikke vil kunne komme ind i landet på et almindeligt turistvisum de næste 5 år. Hun fik dog lov at få et telefonopkald, hvor hun ringede til mig, som sad på den anden side af døren og ventede ængstelig på hende. Vi fik derfor ikke engang lov at sige farvel til hinanden og tanken om ikke at skulle ses de næste 3-4 måneder gjorde fucking nas, når man er nyforelsket.

Line er nu hjemme i Danmark og i fuld gang med den besværlige proces i at få et arbejdsvisum – herunder interview på ambassaden og flere tons papirarbejde svarende til fældningen af 4 regnskove. Hun regner med at komme til New York igen d. 23.september og har fået flyttet praktikperioden én måned frem, så hun starter d. 1. oktober.
For at se på hele den chokerende og uventede episode fra en positiv vinkel, kan man sige, at det var godt hun blev ”busted” nu, hvor kun hendes intention var ulovlig, frem for at blive ”busted” et par måneder senere, hvor straffen kunne have været meget hårdere.

Den værst tænkelige start på vores ophold blev en realitet, men vi er begge ved godt mod og snakker med hinanden flere gange om ugen.

Efter Lines længe ventede opkald til mig fra forhørslokalet, sad jeg forstenet tilbage i lufthavnen, men kunne heldigvis couchsurfe/bo ved nogle af Lines venner på Manhatten.
Jeg boede ved disse drenge i 5 dage og fik ordnet en masse praktiske ting med flybilletter, så jeg i stedet for en måned alene i New York, kunne flyve ned til Simon i Mexico, rejse rundt med ham i 3 uger, hvorefter vi sammen kunne flyve til Ecuador, hvor vi skal arbejde som frivillig i en måned.

I New York kunne jeg heldigvis tonse rundt med en god veninde, Tanja Toft og hendes søster, der tilfældigvis var i New York på samme tid som mig. Det var befriende at være sammen med andre venner i den første svære tid, hvor chokket fra lufthavnen skulle lægge sig.

Vi spiste middag og hyggede den første aften med nogle af deres venner i Harlem.

Den efterfølgende dag mødtes Tanja og jeg ved Guggenheim museet, men pga. vores sene fremmøde og deres lukketid blev vores finkulturelle eftermiddag udskiftet med den diametrale modsætning - at smadre softice i hinandens ansigter, og se hvem der tør lade det sidde i ansigtet i længst tid.

Iskapaden (get it? Is kombineret med eskapaden) blev efterfulgt af en gåtur rundt i Central Park omringet af joggere, der ifølge skiltene og parkbetjentene kun må løbe i en retning i hele parken.

De næste par dage gik jeg alene rundt i New York og hørte Simon & Garfunkles ”The only living boy in New York” på repeat.
Tog om aftenen ind og så Wozniacki i US Open. Iført dannebrog og rødt pandebånd heppede jeg dansken frem til en sikker 6-2, 6-0 sejr i 3. runde af den prestigefyldte Grand Slam turnering. Det var en rigtig fed oplevelse, at sidde blandt 20.000 tilskuere og bevæge hovedet fra side til side i 2 timer.

Derudover fik jeg opfyldt nogle af mine andre New York-drømme, at pifte efter en taxi, gå over Brooklyn Bridge og spise en klam hot dog på Times Square.
Af de mere uventede oplevelser, var der i metroen på vej mod lufthavnen sågar en baby i en klapstol, der bed mig i benet. Den havde jeg ikke set komme.

Jeg stak hurtigt af til Mexico efterladt med forestillingen om New Yorks kæmpe oplevelsespotentiale, men at jeg hellere vil dele oplevelserne med Line og ville have dem til gode til december måned, hvor jeg vil glæde mig til koncerter, broadways-acts, se Alene Hjemme 2 og se de mange andre famøse bygninger på Manhatten.

På gensyn New York…

Skrevet i vådt cement... We'll be back!

Japan

8 dage i Japan stod nu for døren (ikke bogstaveligt talt – det vil virke mærkeligt).
Hele honeymoon-turen var generelt præget af intens action, men der var jo meget man gerne vil opleve og se, når man nu var taget om på den anden side af jorden.
8 dage var derfor ikke meget at opleve Japan på, så vi havde købt et railpass for 2000 bobs til ”Shinkansen”, som i folkemunde bliver kaldt ”Det japanske psyko-tog”, da det kører op til 360 km/t.

Vi søgte hurtigt ud til den lille ø Shiraishi-shi. Både for at komme væk fra storbyerne, som havde præget turen indtil videre, men også for at få frisk luft efter at have delt soverum i færgen, fra Sydkorea til Japan, med en ældre japansk dame og hendes højlydte prutter.

På vejen til øen lavede vi pitstop i Kobe – udelukkende for at smage deres fantastiske og verdenskendte Kobe-kød, som efter sagnet skulle stamme fra überforkælede køer, der dagligt får massage, hører musik og drikker øl. Kødet smagte genialt, men måtte dog skæres ud i små stykker, da man jo spiser med pinde i Japan. Det virker dumt!

Vi ankom samme aften med færge til øen og fandt et (dyrt) Ryokan at overnatte i, som lå helt ud til vandkanten. Et ryokan er et slags traditionsbunden hotel med skydedøre, hvor man sover på sivmåtter. Hotelmutter kunne dog INTET engelsk! Ikke engang de to mest kendte ord i verden ”Okay” og ”Coca Cola”. Så med de bedste pantomime-fagter, som ville have fået mig forrest i køen til Statens teaterskole, fik vi pruttet prisen ned, så vi også havde råd til at tage færgen tilbage til fastlandet.Skiltet herunder viser tydeligt deres manglende sprogfærdigheder.

Samme aften var vi ude og (nøgen)bade i det japanske ø-hav under fuldmåneskær, morild i vandet og med udsigt ind til den afdæmpede belyste strand. Der hørte jeg for første gang en sætning, jeg aldrig har hørt før, og formentlig aldrig vil høre igen… ”Hahaha!! Du har morild på dilleren!”

Efter den tiltrængte naturoplevelse blev vi atter tiltrukket af storbyens neonlys. Som naive myg blev vi derfor suget ind til Osaka. En fantastisk moderne og funklende storby, hvor pigerne går rundt i skoleuniformer med Hello Kitty tema og mændene har stift afbleget hår med lige så meget hårvoks, som der kan være i Mount Fuji.

I Osaka havde vi 4 overnatninger i et ”kapsel-hotel”. Et genialt og relativt billigt koncept, hvor man sover i menneskelange kister og derudover har adgang til nogle fantastiske fællesområder.

I hver af hotellets 370 kapsler er der en madras, en lampe, en radio og et fjernsyn, hvor 3 ud af de 7 kanaler viser japansk voksenunderholdning. Sidstnævnte havde min mandlige nabo stor glæde af – lød det til L

På vores anden aften i Osaka trådte vi ind på en tilsyneladende tom og mørklagt reggaebar – indtil vi blot fandt ud af, at der kun var sorte mennesker derinde. Lidt mærkeligt efter, at vi i lang tid kun havde set folk med smalle øjne. De fleste var fra Ghana og vi blev hurtigt taget godt imod efter jeg stolt udbrød det eneste jeg vidste om Ghana: ”Razak Pimpong”.
Neger-Joe, som vi kaldte ham, viste os derefter rundt i Osakas natteliv, hvor jeg bl.a. i min velmente medmenneskelighed ville give en forbikørende cyklist (med en pige på bagagebæret) et venligt skub, hvilket resulterede i, at jeg skubbede dem direkte ud foran en krydsende bil i høj fart.
Whoops! Efter en dramatisk spurt fra gerningsstedet og lydene fra mit galoperende hjerte, halsende politihunde og ambulancens sirener havde lagt sig, vendte vi tilbage til de trygge rammer i Reggaebar. - Just kidding – der var ikke nogle hunde :)

Efter et par fede dage i Osaka og et smut til tempelbyen og den gamle hovedstad Kyoto, tog vi shinkansen til verdens største by med 35 mio. mennesker – Tokyo!
Her kunne jeg endelig få opfyldt min drøm, om at komme først til den anden side i verdens største fodgængerovergang i Tokyo downtown. Selvom flere af mine hundredvis konkurrenter lavede en klokkeklar tyvstart, mener jeg stadig, at jeg kom først over med en Haribo-poses længde foran nærmeste konkurrent (som sjovt nok var Line).

Efter et par dage i Tokyo tog vi en dagstur væk fra hovedstaden og havnede i en lille bjerglandsby, hvor de formentlig aldrig havde set turister. Alle pegede og fniste, hvilket især kom til udtryk, da vi pludselig befandt os på tilskuerpladsen ved en lilleput baseball-kamp. De troede formentlig vi var amerikanske talentspejdere, og gjorde deres ypperste for at præstere på banen. En sjov og mindeværdig oplevelse, hvor jeg endda fik en baseball med som souvenir. Omg – jeg var glad! Formentlig lige så glad og rørt, som ham den gamle mand i Merci-reklamen, der får en plade chokolade af hans søn!

Samme smilende og glade fornemmelse forlod vi også Japan med efter en fuldstændig fantastisk 19-dages honeymoon, som blot gav mod til flere rejseoplevelser i fremtiden.
Næste stop var Danmark i 10 dage, hvor jeg skulle have overstået min specialeeksamen, hvorefter 4 måneder i Nord- og Sydamerika stod for døren (igen – ikke bogstaveligt talt – det vil stadig virke mærkeligt.)

Funfact om Japan.
Funfact #1:  Samtlige japanske toiletter til tilsluttet en stikkontakt, da der jo selvfølgelig skal afspilles en lille panfløjte-melodi, når man er færdig med sin gøren og laden.

Funfact #2: De er bare generelt mærkelige. Billedet herunder viser en tegneserie fra en hel almindelig japansk nyhedsavis. Du kan selv få lov at udfylde taleboblerne med passende tekst.